Årevis var han kronprins hos Socialdemokraterne. I dag er han ikke alene blevet konge på eget rådhus. Frank Jensen har også skabt sin egen succes i Thornings skygge og er i den grad trådt ud af den. I en tid, hvor tilliden til Thorning er dalende i egne rækker, og hendes problemer med at levere en gennemgående og troværdig fortælling tårner sig op, har hun i stigende grad behov for at tage bestik af det kommunale bagland.

Her har overborgmesteren en evne, som Thorning mangler: Evnen til at høre det politiske græs gro blandt græsrødderne og imøde­komme strømningerne i befolkningen. Det vender vi tilbage til.

Det lille kongerige

Det lå ellers ikke i kortene, at Frank Jensen kunne blive den vindende part af de to, da han blev stemt hjem fra partikongressen i 2005. Han blev vraget – hun blev valgt. Og skal man gøre boet op efter formandsopgøret, så vandt Thorning nøglerne til statsministeriet og kongeriget seks år efter. Knap to år forinden blev Jensen valgt til hovedstadens bykonge, da den karismatiske men kontroversielle Ritt Bjerregaard kastede håndklædet i ringen efter interne opgør og opslidende magtkampe på rådhuset. Her er det værd at bemærke, at det netop var sejrskvinden fra 2005, der pegede på Frank Jensen og opfordrede ham til at stille op som overborgmester. To vindere af hver deres kongeriger med hver deres udfordringer.

Realpolitisk vendelbo

Frank Jensen er hverken folkeforfører, flamboyant eller en karismatisk ledertype, men modsat Ritt Bjerregaard er det lykkedes den tidligere justitsminister at skabe ro på bagsmækken og opbygge et langt bedre samarbejdsklima blandt borgmestrene på rådhuset. Han er ikke en udfarende overborgmester med store armbevægelser, men en realpolitiker helt ind til benet, hvis jyske baggrund med fokus på lov og orden er kommet ham til gode både i borgerrepræsentationen og blandt borgerne i byen. Det er lykkedes ham at fremstå folkelig uden at være folkelig. Her er ikke så meget politisk pjank og pjat.

Hvor Helles støtte i fagbevægelsen, blandt partifæller og i folketingsgruppen synes at svinde i takt med længden af regeringssamarbejdet, forholder det sig modsat med overborgmesteren. Hans realpolitiske meritter på den københavnske scene står i skærende kontrast til det dødvande, Socialdemokraterne på Borgen lige nu befinder sig i – idépolitisk såvel som folkeligt.

Nummer sjok i superligaen

Rollen som kongen af København passer Frank Jensen glimrende. Han har da også proklameret, at han regner med at blive på posten mange år endnu. Her er det også nærliggende at spørge sig selv, om det ikke er sjovere at ligge nummer et i førstedivision end med røven i vandskorpen i superligaen, hvor de politiske benspænd fra presse, politikere og partifæller alt andet lige er langt hårdere og uforsonlige.

Man kan naturligvis hverken sidestille eller sammenligne posten som overborgmester med tjansen som statsminister. Alligevel er mindst tre ting medvirkende til, at Jensen p.t. har større succes end Thorning:

1) Langt bedre forståelse for den socialdemokratiske kernevælger.

2) Drevet af konkrete løsninger for borgernes konkrete udfordringer.

3) Formår at skubbe de politiske ideer og resultater foran sin person, så de ikke skygger for den førte politik.

Magtfaktor i partiet

På den baggrund er det ikke så underligt, at Thorning for nylig endnu en gang pegede på Frank Jensen. Denne gang som næstformand for Socialdemokraterne sammen med en anden Jensen med fornavnet Mogens. Der var udtalt behov for at forbedre forholdet til baglandet. For jo mere udfordringerne vokser i den socialdemokratiske top, desto større bliver Thornings behov for lydhørhed blandt de socialdemokratiske borgmestre landet over.

Helle og Frank sidder ikke på lårene af hinanden, men overborgmesterens betydning i de inderste socialdemokratiske cirkler har længe været stigende. Tag blot et hurtigt kig på finansloven, hvor der er klokkeklare Jensenske fingeraftryk på de mere røde kommunale islæt, såsom akut-aftalen, fixerum og klimaløsninger i København.

Det står klart, at Thorning frem mod kommunalvalget i november mere end nogensinde får brug for Frank Jensen – som kommunal spydspids og bolværk mod et forventet socialdemokratisk borgmesterblodblad.