Mange husker billederne af en træt Lars Løkke Rasmussen fra Bella Center i 2009. En verden, der ikke ville enes om en global klimaaftale til trods for videnskabens klare budskab om behovet for handling. Og et antiklimaks på det, vi alle troede var det tidspunkt, hvor verden ville stå sammen om en af de største udfordringer i vores tid. Jeg havde selv brugt seks år af mit arbejdsliv som klimaforhandler på at lande en aftale i København, men forlod Bella Center desillusioneret og med en kuldsejlet tro på, at klimaindsatsen nyttede. Men så ramte virkeligheden mig.

Efter at have slikket sårene og set Bella Center forsvinde i bakspejlet dumpede jeg ned i den kommunale virkelighed. En virkelighed, hvor der var mod på klimaindsatsen, og hvor borgere, virksomheder, politikere og medarbejdere virkelig ville fremad. Det var som at slå øjnene op og indse, at klimakampen jo var i fuld gang.

Som ansvarlig for at drive klimaindsatsen fremad i en ambitiøs klimakommune som Fredensborg Kommune blev klimaindsatsen pludselig meget konkret: Kommunale bygninger skulle klima- og energirenoveres, ældreplejen skulle køre bæredygtigt, børnene i skolerne skulle rustes til at være fremtidens klimagenerationer, styrtregnen skulle være med til at skabe flotte grønne byrum, medarbejdere skulle køre i elbiler rundt i kommunen, og borgere og virksomheder skulle inddrages i klimaindsatsen. Politikerne så klimaindsatsen som en vigtig del af det at være en moderne grøn kommune, der kan tiltrække nye borgere og virksomheder og dermed skatteydere til kommunen. Og Fredensborg Kommune var ikke alene.

Klima i klemme

I mange kommuner rundtom os var de også i fuld gang. Sund konkurrence er jo altid godt, men der var også klare fordele ved at snakke sammen og lære af hinanden. Og rundtomkring kunne vi se eksempler på, hvordan klimaindsatsen skaber helt nye muligheder – også for borgere og erhvervsliv.

Eksempelvis i Middelfart, hvor man i samarbejde med private definerede modeller, hvor gadelyset blev udskiftet og husejerne kom i gang med energirenoveringer. Og i Kokkedal i Fredensborg Kommune, hvor en voldsom oversvømmelse i 2011 ved fælles hjælp blev begyndelsen på det ny Kokkedal, der vokser frem over de næste år med nyrenoverede boligkomplekser og udearealer med masser af aktivitet, sociale mødesteder og grønne oaser.

Og ja, klimaindsatsen ligger i knivskarp konkurrence med en masse andre prioriteter i den kommunale virkelighed. Børn og ældre skal passes, skolerne skal reformeres, trafikken skal køre, græsset skal slås og så videre. Og det er trange økonomiske tider. Ligesom alle andre steder skal der effektiviseres og prioriteres.

Derfor kommer et område som klima nogle gange i klemme, ligesom tilfældet er med andre ”bløde” områder som natur og kultur. Men det er netop her, hvor der skal politisk mod til - politisk mod til at ville noget mere og andet og aktivt støtte den grønne omstilling med de udviklings- og vækstmuligheder, den giver kommunens borgere og virksomheder.

Lad os tage et eksempel fra den kommunale virkelighed. Rigtig mange steder er den kommunale bygningsmasse nedslidt, og det er svært at finde midler til en reel genopretning. Børn og lærere i skolerne må leve med dårligt indeklima, og energiregningen risikerer at vokse og vokse. Ved at samtænke disse udfordringer med klimaudfordringen kan man få ekstra lånemuligheder til energirenoveringer, og investeringerne kan endda ofte betale sig selv tilbage over en kort årrække. Og så langt så godt, for så længe det kan betale sig, er alle med.

Men det, der kan betale sig, er jo ofte udskiftning af ventilation, oliefyr og så videre - og hvis succeskriteriet alene er at skaffe hurtige tilbagebetalingstider, vil projekterne ofte blive nede i kælderen eller være gemt oppe under loftet. Men der er så meget mere at hente – også for klimaet – hvis man har mod til at tænke klimaprojekterne i sammenhæng med de øvrige prioriteter som for eksempel indeklima og uddannelse af fremtidens klimagenerationer. Fremtidens folkeskole handler ikke kun om ny ventilation, men om klimabevidste børn og unge, der evner at se tingene i bæredygtige helheder.

Et andet eksempel er kommunernes rolle som strategisk energiplanlægger. En noget diffus rolle, når man sidder bagved et skrivebord i en kommune og skal forholde sig til energiforsyningsselskaber, fjernvarmepriser, solcellelovgivning og så videre, men ikke desto mindre en meget vigtig rolle, hvis der er politisk opbakning til for alvor at tage udfordringen op.

Kommunerne spiller mange steder en absolut nøglerolle som drivkraft for den grønne omstilling. De er medejere af store energiforsyningsselskaber, de træffer beslutninger om fjernvarmeudbygning i lokalområderne, og de samarbejder på tværs af kommunegrænser for at skabe større sammenhæng. Her er det igen afgørende, at der ikke kun ses snævert på prisen i morgen, men på den langsigtede totaløkonomi samt på, hvordan man som kommune kan spille en aktiv rolle i den grønne omstilling.

Indsats på tre ben

Der er masser af sådanne observationer, når jeg nu igen sidder lidt på afstand i en tænketank, der er 100 procent fokuseret på den klimaudfordring, der ligger foran os. Og de giver et klart billede af en kommunal virkelighed, hvor man ofte møder mere virkelyst og klimamæssigt gåpåmod end på Christiansborgs gange og i ministerierne. Der er imidlertid også behov for, at man i kommunerne bliver endnu mere bevidst om sin rolle som drivkraft i den grønne omstilling og om, at indsatsen skal gå på tre ben.

For det første bør man i højere grad end i dag gå målrettet efter de største potentialer for CO2-reduktioner. Oplagt er selvfølgelig de større omlægninger til fjernvarme og så videre, men der er også stort potentiale i klimavenlig indkøbspolitik. En CONCITO-analyse fra 2011 viser, at de offentlige indkøb i Danmark giver anledning til en global drivhusgasudledning på cirka 20 millioner ton CO2 per år svarende til knap 4 ton CO2 per dansker. Her er der et kæmpe potentiale i en mere systematisk indsats for at vælge de mest klimavenlige varer og serviceydelser. Lav drivhusgasudledning kan vægtes højere i kommunernes indkøbspolitik og store udbud, uden at det nødvendigvis bliver væsentligt dyrere.

En anden vigtig rolle, som kommunerne bør påtage sig, er at være frontløber og fødselshjælper i forhold til nogle af de indsatser og teknologier, der er vigtige for omstillingen på langt sigt. Et oplagt eksempel er kommunernes fokus på elbiler som en vigtig del af at skabe en efterspørgsel og få løbet markedet i gang. Men det kan også være kommunernes rolle som facilitator af indsatser hos virksomheder og borgere eksempelvis i forbindelse med byggetilladelser, miljøgodkendelser, lokalplaner og så videre.

Sidst, men ikke mindst har kommunerne et ansvar for at definere fremtidens energisystemer både i deres lokale kontekst og i en bredere regional kontekst. Som medejere af forsyningsselskaber og som beslutningstagere i forhold til energiforsyningen i kommunen kan kommunerne i dag spille en helt afgørende rolle i omstillingen. Og man er rigtig godt på vej mange steder.

Kommunerne er i fuld gang, og der er god grund til at rose den virkelyst og det klimamæssige mod, der bliver vist i rigtig mange kommuner - og godt for det! For klimaudfordringen kræver, at den grønne omstilling skal tage endnu mere fart i de kommende år. I CONCITO er vi klar til at bidrage og støtte. Vi er allerede i dialog med kommuner og andre interessenter, og vi vil gerne mere.