Kommunen mangler kompetencer til at tjekke forsyningsselskab
Kommunen mangler kompetencer til at tjekke forsyningsselskab

Direktør for udvikling, miljø og teknik i Randers Kommune, Jens Heslop, foreslår på baggrund af sagen med Verdos vandpriser, at kontrollen flyttes væk fra kommunerne:
- Opgaven med at føre tilsyn med så store selskaber, der både arbejder med forsyningsopgaver og driver kommercielle forretninger, er langt væk fra kommunal kernekompetence. Det har vist sig at være en opgave, vi ikke kan løfte selv.
Forslaget afvises dog prompte af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), som i en mail til Kommunen.dk skriver: ”Det kommunale tilsyn med vandforsyningsselskaberne er en vigtig opgave. Vi ser løbende på, hvordan rammerne for tilsynet kan tilpasses, men lige nu er der ikke planer om, at det ikke skal være et kommunalt ansvar.”
Monopoltilsyn
Det har ikke altid været en kommunal opgave at føre kontrol med vandpriserne, men i 1985 vedtog Folketinget at flytte opgaven til kommunerne. Tidligere lå den i Monopoltilsynet.
For at hjælpe kommunerne med den nye opgave udarbejdede Miljøstyrelsen en vejledning på 20 sider. Af den fremgår det, at byrådet skal godkende vandtaksterne på baggrund af et forslag fra vandværket.
Men kommunerne skal mere end blot blåstemple vandværkernes priser, de har også ansvar for at kontrollere, at priserne er korrekte og overholder hvile-i-sig-selv-princippet. Vand må ikke være en forretning, så priserne skal kun dække de nødvendige omkostninger til at fremskaffe vandet, sende det ud til forbrugerne og administrere systemet.
Højt sat er der kun to håndfulde mennesker i hele landet, som forstår det her i detaljerne, og der er vi som kommune prisgivet, for de kompetencer har vi ikke.
Den samlede tilsynsopgave har vist sig at kunne blive ganske omfattende i Randers Kommune, som gennem flere år har bøvlet med det lokale forsyningsselskab Verdo, der leverer vand, varme og tidligere også el ud over at drive en række kommercielle forretninger. Kommunen skal kun forholde sig til vandpriserne.
Konsulenter
De seneste to år har kommunens egne medarbejdere svedt over regnestykker og læst love og regler med lup for at nå frem til en mulig afklaring på, om Verdos vandpriser er korrekte. Det skyldes, at en af kommunens eksterne rådgivere, revisionsselskabet Beierholm, i 2018 pludselig orienterede kommunen om, at der var noget galt med Verdos vandpriser.
Det blev indledningen til to års konflikt mellem kommunen og Verdo. Forleden blev der sat en streg i sandet, da Verdo og kommunens rådgivere sammen afleverede et omfattende materiale til kommunen, som blandt andet indeholdt genberegninger af 20 års regnskaber for vandet. Materialet viser blandt andet, at Verdo ikke betaler for lidt tilbage.
Opgaven med at komme til bunds i sagen har været så voldsom, at kommunen har været nødt til at købe bistand hos eksterne konsulenter for 2,8 mio. kr. Det viser en opgørelse, som Kommunen.dk har fået udleveret ved at søge aktindsigt.
Pengene er brugt på revisionsselskabet BDO (1,26 mio. kr.), advokatselskabet Horten (1,44 mio. kr.) og revisionsselskabet Beierholm (97.000 kr.).
Prisgivet
Og det er blandt andet derfor, teknikdirektør Jens Heslop foreslår, at kontrolopgaven flyttes fra kommunen:
- Grundlæggende viser sagen, hvor komplekst området er. Højt sat er der kun to håndfulde mennesker i hele landet, som forstår det her i detaljer, og der er vi som kommune prisgivet, for de kompetencer har vi ikke.
Jens Heslop foreslår helt konkret, at der sker en opdeling af opgaverne, for ikke alle forsyningsselskaber er så store som Verdo:
- De mindre, private vandværker kan vi føre kontrol med, men nogle af de her store organisationer er meget komplekse. Det er en overvejelse værd at lægge tilsynsopgaven med de største selskaber i Forsyningssekretariatet i takt med, at konsolideringen i vandsektoren fører til, at selskaberne bliver større, siger direktøren fra Randers Kommune.
Forsyningssekretariatet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og har i forvejen til opgave at sikre, at drikke- og spildevandsselskaber drives så effektivt som muligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.
























