En af den kommunale embedsmands mange arbejdsopgaver er at fungere som garanti for faglighed og saglighed på de travle kontorer rundtomkring i det kommunale landskab. Der skal altså hives i den modsatte retning, hvis man fra ledelsens side eller politisk side er parat til at gå så vidt som til at gennemtrumfe et resultat, som ikke kan rummes indenfor faglighedens og saglighedens ofte ret elastiske grænser. Hvis man som embedsmand siger fra og råber op om uforsvarlige eller ulovlige processer internt i systemet, er en af vejene frem at gå ind i rollen som whistleblower. Det er dog en svær rolle at spille med mange dilemmaer, og man kan ende i både helterollen og skurkerollen alt efter, hvilke øjne der ser.

Man skal tænke sig godt om, hvis man vil spille rollen som whistleblower. Et eksempel fra centraladministrationen er Eritrea-sagen, hvor to navngivne ansatte i Udlændingestyrelsen offentligt valgte at kritisere en fact-finding mission til Eritrea. Efter de to ansattes opfattelse var missionen udtryk for bestilt arbejde og rejsen til Eritrea forudbestemt til at munde ud i en embedsmandsrapport, som flugtede godt med et bredt politisk ønske i Folketinget om asylretlig opstramning på dette område. I Udlændingestyrelsens ledelses øjne var der omvendt intet usædvanligt i forløbet. De to ansatte er nu væk fra deres stillinger, og der er lagt låg på sagen. Med Dansk Magisterforenings mellemkomst er der indgået et forlig om fratrædelse. Sagen har næppe øget lysten til at agere whistleblower.

Embedsmandens pligt til at arbejde indenfor lovgivningens rammer er trods denne konkrete sag blevet slået fast – endnu en gang – som en af de centrale pligter i det netop offentliggjorte kodeks for embedsmænd i centraladministrationen. Der er altså ikke tvivl om, at der er en sådan pligt. I hvert fald ikke på det abstrakte plan, som er det plan, som kodekset fortrinsvis bevæger sig på. Der er et tilsvarende kodeks for kommunale embedsmænd på vej.

Trods det noget mudrede forløb i Eritrea-sagen er der på flere og flere områder – blandt andet i landets kommuner – vokset whistleblower-ordninger frem, som skal stå klar til at håndtere nogle af de dilemmaer, som opstår ved fløjte-blæs. På det regionale område er der en whistleblower-ordning i forbindelse med det nye regionale socialtilsyn.

Grove fejl og forsømmelser

I forhold til kommunale whistleblowers er erfaringerne efter sigende ret positive. I hvert fald har man i Københavns Kommune efter eget udsagn haft god nytte af sin whistleblower-kanal. Ordningen er forankret hos Borgerrådgiveren, den kommunale ombudsmand, som rådgiveren jo ofte kaldes. Et basalt råd fra ham er, at man som informant henvender sig via whistleblower-portalen, hvis man overhovedet skal gøre sig håb om at kunne bevare anonymiteten. Hvis man som whistleblower først høfligt har præsenteret sig med navns nævnelse, vil det generelt være svært senere at blokere for, at anonymiteten brydes. Konkret er den københavnske ordning rettet mod ”grove fejl og forsømmelser eller væsentlige og gentagne fejl og forsømmelser i kommunens administration eller borgerbetjening i forhold til lovovertrædelser, manglende efterlevelse af juridiske forpligtelser, fare for enkeltpersoners sundhed og sikkerhed, fare for miljøet, tilfælde af omsorgssvigt og lignende eller ved begrundet mistanke om sådanne forhold”. Det fremgår af Borgerrådgiverens beretning, som hvert år giver et resumé af whistleblower-året, der gik. Det er altså en ret bred vifte af kommunale temaer, som kan udløse den interne whistleblower-knap.

Rosende billede

Hvis vi ser på tallene, modtog den københavnske Borgerrådgiver 50 henvendelser i 2013, og 12 af disse blev brugt ”konstruktivt” i den forstand, at de forskellige forvaltninger iværksatte forbedringer for at rette op på problemer. I 2014 fik Borgerrådgiveren lidt færre henvendelser, nemlig 33. Der kommer således noget ud af anstrengelserne, kan man forstå på Borgerrådgiveren.

Til dette – overvejende rosende – billede kan man dog tilføje, at selvom en ordning fungerer overvejende godt i forhold til de indkomne sager, kan der stadig være et problem i forhold til ulovligheder, som slet ikke kommer ind i det kommunale whistleblower-system. Et internt kontrolsystem af denne art vil i sagens natur altid være selektivt og helt afhænge af den enkelte ansattes mavefornemmelse og ulovlighedstærskel. I den forbindelse kan man generelt nære en vis frygt for, at interne whistleblower-ordninger synes bedst egnet til at håndtere sager i mindre målestok, mens de virkelig kontroversielle sager ikke indfanges. Mange steder, ikke mindst i mindre kommuner eller mindre enheder, vil det således ikke være så vanskeligt ud fra selve sagen at identificere whistlebloweren trods formel anonymitet.

Værn for whistleblowers

Det er derfor efter min opfattelse fortsat værd at overveje et styrket ansættelsesretligt værn. Som medlem af udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblower-ordninger har jeg sammen med andre været med til at se nærmere på dette, og det er der i april i år også kommet en diger udvalgsbetænkning ud af, nemlig Betænkning nr. 1553. Der er meget juridisk stof i betænkningen med den naivistiske tegning på forsiden. Der er både mange tanker og meninger om fænomenet whistleblowing og om den palet af regler, som knytter sig til whistleblowing. Med hensyn til betænkningens buket af anbefalinger er der efter min opfattelse grund til at arbejde videre med især forslagene om at skrue på de ansættelsesretlige håndtag i form af for eksempel øget lovmæssig beskyttelse mod afskedigelse, en stærkere bevismæssig beskyttelse af whistleblowers mod afskedigelse og mulighed for øget godtgørelse, hvis der er sket uberettiget fyring.

I forhold til det meget aktuelle spørgsmål om overpolitisering af embedsmænd har dette også betydning for kommunale embedsmænd. Ofte fokuserer fagdebatten og pressedækningen af ”sager” helt overvejende på centraladministrationen, men risikoen for overpolitisering ligger på mange måder langt mere i kortene i kommunerne. Her er grænsen mellem politik og jura ofte mere flydende. Det er derfor også værd at huske, at Farum-Kommissionen i sin meget lange beretning anbefalede en styrkelse af den kommunale whistleblower-rolle som et værn mod urent trav. Hvis politiseringen griber om sig, kan såvel ytringsfrihed generelt som den sidste nødbremse i form af whistleblowing få øget betydning som modtræk for betrængte kommunale embedsmænd.