Det skulle være en let sag at finde ud af, hvor mange voksne der er om hvert barn i daginstitutionen. Ude i institutionen trykker forældrene på en skærm, når de afleverer deres barn og igen, når de henter. Og inde på kommunen kan man se pædagogernes vagtplan på computeren. Så ved at krydse de to it-systemer, måtte det være muligt at få at vide præcist, hvor mange børn og hvor mange voksne der er i børnehaven på en hvilken som helst dag og på alle tidspunkter af dagen.

Sådan tænkte Christian Elmelund-Præstekær, da han en dag talte med den ene medarbejder i Faaborg-Midtfyn Kommune, der arbejder med den slags it-systemer og data på børneområdet, som han er øverste chef for.

Men det skulle vise sig at være alt andet en let, faktisk så umuligt, at det har fået den tidligere universitetsforsker til at efterlyse bedre it-systemer og flere hårde data i den kommunale beslutningsproces. 

Forsker

Christian Elmelund-Præstekær blev ansat som chef for opvækst og læring, der er hele børneområdet, for halvandet år siden. Før da var han institutleder på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet med en ph.d. i statskundskab. Og vild med at indsamle og analysere data.

- Jeg har været vant til at bruge data til alt muligt og har lavet analyserne selv som forsker. Jeg har nok en forkærlighed for det, siger han.

Medarbejderen kiggede på sin chef og sagde, at han godt ville forsøge at finde data om normeringer ved at krydse de to it-systemer, men det ville nok tage nogle uger, og det var ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre.

Ret hurtigt stod det klart, at de to systemer ikke kunne kommunikere med hinanden. Desuden blev medarbejdernes vagtplaner slettet efter nogle uger, så det ville ikke være muligt at gå bagud og beregne normeringerne.

Et nærmere eftersyn viste desuden, at man ikke kunne være sikker på, at alle forældre fik trykket ind og ud, når de var i børnehaven. Systemet er ikke tænkt som indsamling af data til kommunen, men til at kommunikere med personalet på stedet. Og vagtplansystemet er heller ikke lavet til at trække data ud af:

- Vi skal printe alle vagtplaner som pdf’er og lave en håndholdt optælling. Og jeg kan ikke være sikker på, at de løbende ændringer og byt af vagter er blevet skrevet ind, fortæller Christian Elmelund-Præstekær.

Han måtte opgive tanken om den perfekte, databaserede dokumentation for, hvor mange voksne der er om hvert barn.

Gennemsnit

I stedet bruger Faaborg-Midtfyn og alle landets øvrige kommuner,Folketinget og de faglige organisationer et groft beregnet gennemsnitstal i den til tider ophedede debat om minimumsnormeringer:

- Vi har tal for lønudgifterne og tal for antal børn, der er indskrevet, så dividerer vi og får et gennemsnit.

Det er et meget groft gennemsnit, som ikke kan forklare præcist, hvor mange voksne der er for hvert barn, og heller ikke kan bruges, hvis kommunen for eksempel vil indskrænke åbningstiden ved at lukke i ydertimer. Hvis der i den forbindelse skæres ned på lønudgifterne, vil det se ud, som om normeringen forringes, men når der således også er skåret ned på åbningstiden, vil det ikke fremgå, at antallet af børn samtidig er faldet i ydertimerne.

Christian Elmelund-Præstekær fortæller om eksemplet, fordi han gerne ser, at ikke kun hans egen kommune, men alle kommuner får mere præcise metoder til den slags vurderinger:

- Det bliver svært for mig at love en politiker, at han kan gå ind i en institution en tilfældig dag og så tælle op, voksne og børn, dividere, og så er resultatet på minimumsnormeringen eller over.

Problemet står kommunerne over for inden længe, når de skal følge op på en folketingsbeslutning. Der er nemlig på finansloven for 2021 afsat penge til kommunernes minimumsnormeringer. Det betyder, at kommunerne allerede fra januar 2024 forpligtes til at sikre, at der gennemsnitligt i kommunen maksimalt er tre børn pr. pædagogisk medarbejder i vuggestuer og maksimalt seks børn pr. pædagogisk medarbejder i børnehaver.

Aftalen indeholder også en kontrol, som betyder, at kommunerne skal beregne en baseline, så det bliver muligt at følge med i, om pengene rent faktisk bliver brugt til at løfte normeringerne, hvor der i dag er for få.

- Vi afventer lige nu, hvordan de her normeringer skal måles. Vi har fået penge, og det bliver klart nemmere at arbejde med, hvis der er taget stilling til det her, også til hvordan kan det systemunderstøttes at måle det. Det er ikke optimalt at opfinde den dybe tallerken i 98 kommuner, siger Christian Elmelund-Præstekær.

Nationalt

Han taler for, at it-systemer til indsamling af data i kommunerne udvikles nationalt i stedet for, at hver kommune laver sin egen lille tilpasning.

- Når man designer systemerne, vi bruger, skal man have data for øje. Det er svært at gøre bagudrettet, men principielt kan man sikre det fremover. Jeg er forholdsvis optimistisk, men jeg var lidt overrasket over, at de systemer, vi har, er så svære at få data ud af.

Christian Elmelund-Præstekær løfter os op i helikopteren, så vi bedre kan se det store billede:

- Min hovedpointe er, at når der kommer ønsker og krav fra Christiansborg, så vil vi gerne følge dem, men det kan være svært, hvis vi ikke står på sikker på grund. Vi løber jævnligt ind i, at de få folk, jeg har, som interesserer sig for det og kan det, siger “vi vil gerne, det tager bare to uger”.  Det tænker jeg er en generel udfordring: At samle de rette data ind og samkøre rigtigt, så man kan analysere dem bagefter.

Hvad skal der til i en kommune som din egen?

 - To ting. Noget planlægning, at tænke igennem, hvad skal der til nationalt for at måle og dokumentere det her.

- Den anden del handler om at være opmærksom på lokalt, at vi skal have ressourcer til at arbejde med data, det er en investering, som giver besparelser på længere sigt. Dataindsamling og dataanalyse er bare en ny opgave, en klog måde at arbejde på, som vi skal have ind under huden, og så må vi finde ud af, hvad vi skal lave mindre af.

Når du kan se det, skyldes det så din baggrund som forsker?

- Jeg tror også, andre ville opdage det, jeg er bare mere interesseret i det og har et billede af, hvad vi kunne få ud af det, fordi jeg har været vant til at bruge data til alt muligt og har lavet analyserne selv som forsker. Det har mange af kollegerne ikke, men de er helt klart opmærksomme på, at der er noget viden, vi har derude, og det vil være vigtigt at bruge, men jeg har nok lidt en anden forkærlighed for det