Hvis nogen i fuldt alvor havde troet, at dokumentation leveret til diverse politikere og andre ansvarlige er lige så godt, som at dokumentationen bliver offentliggjort, så er denne uges begivenheder på plejehjemsfronten et afgørende dementi.

Det har i flere måneder været kendt, at TV2 var på vej med en dokumentar med afslørende optagelser, og Aarhus Kommune har da også retfærdigvis nævnt reageret på det, men, og det er en afgørende indvending, først da man vidste, at tv-dokumentaren var på vej. At pårørende i lang tid var blevet næset af, når de forsøgte at frembære de samme klager, viser bare, hvor afgørende vigtig offentlighed om samfundsproblemer er.

Her bør man ikke heller ikke overse, at en af de måder, Aarhus Kommune reagerede på tv-dokumentaren, var ved at kræve den forbudt. I bedste fald fortaber det sig i bortforklaringernes tåge hvorfor, selvom man efterfølgende ved juraens hjælp er kommet frem til, at det nok var, fordi kommunen var forpligtet til at beskytte den demente kvinde, der vises i videoklippene.

Det svækkes dog lidt af, at ældrerådmand Jette Skive (DF) i sine kommentarer til sagen mere end én gang har lagt mere vægt på et hensyn til, at personalet ikke måtte overvåges.

Under alle omstændigheder er det sikkert at fastslå, at den offentlige diskussion, der har udspundet sig, siden Ekstra Bladet offentliggjorde de famøse videoklip mandag aften, ville have været ikke-eksisterende, hvis ikke avisen havde trodset fogedforbuddet. Det er muligt, at diskussionen ville være kommet senere, hvis ellers TV2 kunne lykkes med at få omstødt byrets- og landsretsafgørelserne, men uden offentligt kendskab til videoklippenes indhold ville den folkelige og dermed politiske interesse for sagen aldrig have nået de samme højder.

Man forstår selvfølgelig godt TV2’s irritation over at få sine optagelser tyvstjålet af et konkurrerende medie, men man kan heller ikke fuldstændig afvise Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsens udsagn, om at det skete ‘i en større sags tjeneste’. Man kan blot se på, hvad offentliggørelsen har afstedkommet.

Man forstår også godt TV2’s irritation over, at den uautoriserede offentliggørelse måske kan støje lidt i forhold til muligheden for at få fogedforbuddet endeligt afgjort i Højesteret. Forliget mellem de to medier handler kun om det beløb, ophavsretsbruddet skal koste, ikke om sagens substans, som er, om retstilstanden her i landet er, at den slags klip må vises eller skal forbydes.

Man kan sige, at den faktiske offentliggørelse har ydet et bidrag til belysning af dette. Fogedforbuddet er af ikke umiddelbart indlysende årsager begrundet med, at den demente skulle beskyttes mod at blive stillet til skue i ydmygende situationer, og at hensynet til denne beskyttelse skulle overtrumfe den ydmygelse, hun blev udsat for i selve situationerne, uanset om de var blevet filmet eller ej.

Med det forbehold at by- og landsrettens detaljerede begrundelse endnu ikke er kendt, så savnes der et svar på det åbenlyse paradoks, at den såkaldte beskyttelse af den demente mod offentliggørelse samtidig afskærer hende fra beskyttelse mod det hun fysisk udsættes for. Det kan også udtrykkes mere direkte:

Hvis man gerne vil behandle en dement dårligt, skal man sørge for at gøre det på en så ydmygende måde, at det ikke må blive dokumenteret.

Ja, det lyder jo vanvittigt, men det er de facto konsekvensen af at 1. kræve tilsagn fra en dement, der er så dement at hun ikke kan give hverken tilsagn eller det modsatte, men har en værge til at træffe beslutninger for sig, og 2. ikke vil lade værgens beslutning på den dementes vegne være gyldig.

Der er i den grad brug for at få afklaret, om dette virkelig er vilkårene for demente her i landet. Man må gå ud fra, at i første omgang Procesbevillingsnævnet forstår det principielt vigtige i sagen og giver tilladelse til at føre sagen for Højesteret, og i anden omgang at Højesteret tænker grundigt igennem, hvem der egentlig har fordel af hvilke beslutninger, og hvem der har brug for at blive beskyttet mod hvad (og mod hvem).

Kom så, Højesteret!