Børnehavebørn må. Plejehjemsbeboere må. Flygtninge må ikke.

Kommunegrænserne er stærke, og på mange måder er den enkelte borger på godt og ondt henvist til at tage imod de kommunale tilbud, der nu engang tilbydes i den kommune, man bor i. Bestræbelserne på at slå hul på de kommunale mure, når det handler om den enkelte borgers frie valg, er lykkedes på flere og flere områder op gennem dansk forvaltningshistorie, men der er langt igen.

Det er i år 12 år siden, det blev et lovkrav for børnefamilier at kunne vælge et pasningstilbud i en anden kommune end ens egen.  Det havde været muligt, hvis de to kommuner indbyrdes indgik en aftale, men fra og med årsskiftet 2004 har familier frit kunnet vælge dagpleje eller børnehave i en anden kommune – og fået tildelt tilskud med sig – hvis ellers der er plads.

Den konservative socialminister Henriette Kjær kunne ved den lejlighed glæde sig over, hvordan skilsmissebørn nu fik bedre mulighed for at kunne blive i den kendte institution, selvom mor eller far rejste til en anden kommune – eller selv var nødt til at skifte bopælskommune. Afgjort en forbedring for den enkelte familie – uafhængigt af, om de implicerede kommuner kunne finde ud af selv at træffe aftaler om den slags i samme grad, som man samarbejdede om affald eller sneplove.

Året før blev der også indført frit valg, når det gælder folk, der visiteres til forskellige typer ældreboliger. I 2005 viste det sig, at langt de fleste benyttede chancen for at komme til et andet plejehjem eller ældrecenter indenfor kommunegrænsen, men der viste sig også omkring 1200 ældre, der på baggrund af den nye lov valgte at flytte længere væk – typisk fra en hovedstadskommune til en mindre kommune, hvor ens pårørende boede. I dag en mulighed, de fleste vil regne som naturlig, men ældre er den altså ikke.

I dag er det en ny gruppe samfundsborgere, der må opleve de kommunale hegn som høje – flygtninge, der i deres treårige integrationsperiode er bundet til ophold i den kommune, de nu engang er placeret i. Og det selvom der måtte være et muligt job for dem i den anden del af landet.

Boligplacering

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) satte ord på den sag, da hun sidste mandag talte til 540 frontmedarbejdere fra den kommunale integrationsindsats under det årlige Integrationstræf: I første omgang efterspurgte hun boligplacering efter kompetencer og luftede det som en del af regeringens kommende integrationsprogram. Også den tidligere SR-regering havde den manøvre på programmet i foråret: at screene tidligt i forløbet, så en flygtning fra starten kan boligplaceres der, hvor vedkommendes kompetencer efterspørges. Og de første eksempler på, at den nyankomne faktisk kan begynde sine første tre år i en kommune, hvor der er konkret udsigt til et job, er begyndt at vise sig. Men ét forhold er den tidlige screening – et andet er, når jobmuligheden langt fra bopælen pludselig viser sig. På det punkt er der i dag ingen mulighed for dispensation, når først flygtningen er ’boligplaceret’. Og det i en politisk virkelighed, hvor der om muligt er endnu større fokus på, at flygtninge skal i job. Jo, men så ophæv dog de kommunale stavnsbånd – i det mindste, når jobmuligheden kan dokumenteres.

Om ikke andet kunne en begyndelsesordning være, at de kommuner, der hellere end gerne vil medvirke, kunne få mulighed for indbyrdes at lave den type aftaler – ligesom i begyndelsen af nullerne, hvor det gjaldt de yngste medborgere, der gerne ville hoppe over, grave sig under eller smutte ved siden af de kommunale hegn.

’Jeg mener det virkelig: Der vil jeg være meget lydhør. Jeg har haft de første møder med KL-formand Martin Damm om den sag’. Sådan sagde ministeren – og hvis ellers den indstilling kan blive fulgt af handling, må der være lagt op til nye frihedsstøtter foran de kommunale jobcentre – a la den foran Hovedbanegården i København, der blev rejst til minde om ophævelsen af det stavnsbånd, der 1733-1788 bandt unge mænd mellem 14 og 36 år til at blive boende på det gods, hvor de var født.