Kommunen.dk
MENU

KL og regioner enige om bud på sundhedsreform

Vi er nu så langt igennem coronakrisen, at regeringen må få en sundhedsreform på plads, lyder det fra regioner og kommuner. De er enige om 12 pejlemærker.

KL og regioner enige om bud på sundhedsreform

Vi er nu så langt igennem coronakrisen, at regeringen må få en sundhedsreform på plads, lyder det fra regioner og kommuner. De er enige om 12 pejlemærker.
Ifølge Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, viser 12 pejlemærker, at der langt hen ad vejen er enighed mellem regioner og kommuner om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud.
Ifølge Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, viser 12 pejlemærker, at der langt hen ad vejen er enighed mellem regioner og kommuner om, hvordan fremtidens sundhedsvæsen skal se ud.
Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Udfordringerne for det danske sundhedsvæsen er så presserende, at der er brug for en omfattende reform med nytænkning og udvikling hurtigst muligt.

Sådan lyder det fra KL og Danske Regioner, der er enige om 12 pejlemærker, som de mener, bør være grundstenene i en kommende sundhedsreform.

- I begge organisationer er vi helt klar på at tage fat dér, hvor der er behov, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

- Det fælles fodslag bør regeringen omsætte til en sundhedsplan, der kan løfte sundhedsvæsnet i en god retning til gavn for borgerne, siger hun.

KL og Danske Regioner ønsker blandt andet, at der skal etableres et formaliseret samarbejde mellem kommuner og regioner om de 21 akuthospitaler.

Samarbejde på tværs

De ønsker også samarbejde på tværs af sektorer blandt andet ved hjælp af datadeling og et samarbejde om en styrket indsats for ældre, borgere med kroniske sygdomme og borgere med psykiatriske lidelser.

  Vi har respekt for, at der har været meget på tallerkenen her midt i coronakrisen. Men vi mener også, at der er behov for, at vi nu, hvor vi stadig befinder os i krisen, men dog på et lavere niveau, tager fat på nogle af de opgaver, som presser sig på.

Regeringen bør komme i gang med forhandlinger hurtigst muligt, lyder det i et samlet opråb fra organisationerne.

- Vi har respekt for, at der har været meget på tallerkenen her midt i coronakrisen. Men vi mener også, at der er behov for, at vi nu, hvor vi stadig befinder os i krisen, men dog på et lavere niveau, tager fat på nogle af de opgaver, som presser sig på, siger KL-formand Jacob Bundsgaard (S).

Udfordringerne er mange, lyder det. Flere borgere bliver ældre, og flere skal leve med kroniske sygdomme. Samtidig kommer der til at mangle hænder i sundhedsvæsnet.

12 pejlemærker til ny sundhedsreform

  • Mange af de 12 pejlemærker fra KL og Danske Regioner handler om, at samarbejdet på tværs af forskellige sektorer skal styrkes.
  • KL og Danske Regioner ønsker blandt andet, at der skal etableres et formaliseret samarbejde mellem kommuner og regioner om de 21 akuthospitaler.
  • Det skal ske via såvel politisk dialog som fagligt samarbejde.
  • Også bedre datadeling skal sikre bedre samarbejde om patientforløb på tværs af sektorer.
  • Derudover vil de have udarbejdet en plan for, hvordan store grupper af kronisk syge skal håndteres. Herunder tidlige indsatser og træning, så man kan forebygge sygdom og undgå, at sygdom forværres.
  • Det kommunale akutområde skal udvikles, så det for eksempel gøres muligt at anvende videoløsninger i samarbejdet mellem almen praksis, sygehuse og akutfunktionerne
  • Der skal følge nok penge med. "Krav om styrket faglighed, øget kapacitet og mere ensartethed i kommunerne og bedre samspil på tværs af sektorer ledsages af den nødvendige, nationale finansiering", hedder det.

Kilde: Udpluk af "Pejlemærker for et nært og sammenhængende sundhedsvæsen"

 

Men det er uvist, hvornår regeringen vil komme med sit udspil til en sundhedsreform.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde tidligere i år, at regeringens plan vil være kendt inden næste folketingsvalg.

Utålmodighed på Christiansborg

Flere af Folketingets partier deler frustrationen over, at reformarbejdet ligger stille. Venstre var i januar 2019 med til at præsentere den daværende regerings bud på en reform.

- Udfordringerne er ikke blevet mindre siden. Der er mennesker, der falder ned mellem to stole i det danske sundhedsvæsen. Det haster med at komme i gang, siger, sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

Sundhedsordfører Peder Hvelplund fra Enhedslisten deler utålmodigheden.

- Det er fuldstændigt afgørende, at vi får sikret tilstrækkelig kapacitet og kvalitet i sundhedsvæsnet til at sikre behandling til det stigende antal ældre, der kommer de næste år, siger han.

Ifølge Peder Hvelplund er første skridt at få en ny ti-årig psykiatrihandlingsplan på plads. Politikerne venter på en udredning af området og skal formentligt forhandle fra februar næste år.

- Men det ville da være oplagt at starte det forberedende arbejde allerede nu - også set i lyset af det her udspil, siger han.

Inden Ritzaus deadline var det ikke muligt at høre sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om tidshorisonten.

Men ministeren siger i et skriftligt citat:

- Det her er et vigtigt indspil fra to centrale aktører i sundhedsvæsnet. Det flugter rigtig godt med regeringens overvejelser. Det skal vi sammen bygge videre på.

Sundhedsreformen har været længe undervejs

  • Siden 2015 har der været talt om en stor reform, der skal få sundhedsvæsnet til at hænge bedre sammen.
  • VLAK-regeringen præsenterede i januar 2019 sit sundhedsudspil, der blandt andet nedlagde de fem regionsråd.
  • I stedet skulle der oprettes 21 sundhedsfællesskaber for at få sygehus, egen læge og kommune til at arbejde tæt sammen.
  • Antallet af sygehusbesøg og indlæggelser skulle over fem år reduceres med henholdsvis 500.000 og 40.000.
  • Det voksende antal kronisk syge patienter skulle i langt højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse.
  • Planen blev sat til side, da den nye S-regering trådte til i sommeren 2019.
  • Det er forsat uvist, hvornår S-regeringen vil præsentere sit eget udspil. Men det står klart, at regionerne overlever.

Kilde: regeringen.dk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR