Når mennesker bliver bange og vrede, bliver verden meget lille. Man ser kun, hvad der er lige for hånden, og det er kun øjeblikket, der tæller. Alt blod i kroppen strømmer hen til de områder, der varetager overlevelse og kamp. Man forberedes på at flygte eller på at kæmpe, og verden fremstår som simple stereotyper, som man uden krævende sondringer kan agere effektivt i forhold til. Når en flok bæster mejer tilfældige folk ned på åben gade, bliver man bange og vred. De kommer ud af det blå, og de er nådesløse, og de slår til midt i vores allermest civiliserede civilisation, så man føler sig uvægerligt i fare overalt og til hver en tid. De er mørke i huden og råber “Gud er stor”, så i angstens og vredens stereotypiserende overlevelsesfilter bliver man uvægerligt på vagt overfor alle folk, der er mørke i huden og ytrer sig med samme slags sprog og ord som ham, der skyder til højre og venstre med en AK-47. Og når så den slags angreb gentager sig, og det hver gang udføres af samme slags mørkhudede mennesker  med samme symboler og sprog, så bekræftes angstens og vredens stereotypiserede udsyn.

Man tænker og det med rette ud fra den umiddelbare erfaring at der altså ER noget med den slags mennesker. Der ER noget med de ting, de siger, og de symboler, de bærer. Og når begivenhederne gentages i alle medier igen og igen og igen, kan det hver gang opleves som en ny bekræftelse af angstens og vredens overlevelseshypotese. Det bliver et faktum, at folk, der er mørke i huden og bruger nogle bestemte ord på et bestemt sprog, begår pludselige nådesløse drab. Det bliver til et faktum, at muslimer begår terror, og med de gentagne sammenfald mellem terror og islam bliver det til et faktum, at islam fører til terror, eller i det mindste, at islam har en væsentlig finger med i spillet. Sådan fungerer angstens og vredens ræsonnement: Ting, der optræder sammen, bliver kædet sammen til en årsagskæde. Det er intet mindre end et grundlæggende psykologisk princip. Og med kroppen, tankerne og opfattelsen af verden i overlevelses-modus tolerer man ikke forplumrende perspektiver, der nuancerer ens forståelse. For nuancerede forståelser er ikke til at handle effektivt efter, og hvis man ikke handler effektivt, dør man. Det ved den angste og vrede krop.

Great Balls of Fire

I dagens tilfælde lever den angste krop dog ikke i junglen, men i et højtudviklet, gennemgående dannet vestligt samfund. Derfor vil den angste krop ikke blot handle instinktivt. Den vil sikre sig, at dens handlinger ikke berøver den sin identitet som ophøjet, sekulært og rationelt dannet, og den vil sikre sig, at dens handlinger manifesterer netop denne identitet. Og her kommer dagens helt ind i billedet: Khader, Naser Khader, den mest lysende stjerne og faste klippe i nøden blandt en fremvoksende hær af Ivy League-klippede, blåskjortede akademikere, debattører, bloggere og andet café-folk. Iført hurtigkneppersko, fremelskede kindben, analplejede skægstubbe og med de pressefoldede ben over kors docerer de med overlegen forretningsmandsmine synspunkter som endegyldige læresætninger, som de lader vide bygger på enorm belæsthed og faktuel indsigt. Javel, ikke allesammen er så fikse. Og ikke allesammen flasher i hver anden sætning deres tilknytning til en prestigiøs angelsaksisk læreanstalt eller deres indgående kendskab til franske kulturinstitutioner. Men de er i terrordebatten, hvad Tom Cruise er i en F-16. De er the Top Guns. De er de bedste wingmen i nødens stund. De er toptrænede, topinformerede og gearede til handling. De er Great Balls of Fire. De er lige præcis og netop det, den dannede, angste krop hungrer efter. Og netop derfor kunne Naser Khader i 48 timer efter hvert nyt terrorangreb uden problemer bliver præsident i Danmark, hvis man udskrev valg.

Men hvad den angste krop ikke ser (eller måske dybest set er ligeglad med) er, at denne khaderisme ikke er andet end en Gillette-reklame for et politisk korstog, der leverer angstterapi pakket ind som beslutsomhed baseret på dyb indsigt. Khaderismen kan anskues efter Aristoteles’ tre grundpiller for retorikken: etos (troværdighed), logos (argumentation) og patos (følelser), hvor patos (terapieffekten) etableres via formen på etos og logos. Og kernen i khaderismens logos består i pseudo-ræsonnementer, hvis sandhedsværdi ligger i det angste menneskes behov for en simpel verdensorden.

Det angste menneske

Khaderismens etos er især baseret på den blændende aura af belæsthed og personlig erfaring, der kommer af at kunne historiske og kulturelle fakta på fingerspidserne, af at kunne drukne enhver modstander i dem, af at kunne lire dem af som kugler fra en F-16-vinge. Dertil kommer det ulastelige udseende, det myndige og overlegne ansigtsudtryk, det skarpe strit eller schwung i håret og den pletfrie palet af dannethed, man generelt fremfører sig med. Og i en tid, hvor chokerende begivenheder netop får én til at tabe overblikket, er der ikke noget så godt som at få det doseret som en briefing fra en James Bond-film.

Khaderismens logos er kernen i the Top Guns’ politiske impact. Det handler om konstant og hele tiden at pege på farer for Vesten i relation til stort set alt, der har med muslimer at gøre: migration, flygtninge, interne konflikter i muslimske lande, ghettodannelse og så videre. Det handler om at erobre dagsordenen med historier og debatter, der tager udgangspunkt i et faremoment. Det handler om konstant at pege på historiske fakta og citater, der associerer islam med vold, imperialistiske ambitioner og undertrykkelse. Det handler om hele tiden at få knæsat sidestillingen islam fare. På den vis, i kraft af gentagelsens mantra og det dermed tilsyneladende overvældende empiriske belæg fasttømres der ikke bare en sidestilling, men en årsagskæde: Islam fører til fare. Det er den årsagskæde, som det angste menneske selv skaber, når det går i overlevelses-modus. Det er den simple årsagskæde, der er nødvendig for at kunne agere effektivt i en krisetilstand. Og den genopdyrkes og bekræftes i den khaderistiske talestrøm. Khaderismen er således terapeutisk skræddersyet til at bekræfte og servere et handlingsgrundlag for det angste menneske. Og når først dette simple årsagsforhold er fasttømret, kan håndfaste løsningsmodeller bygges ovenpå. Og disse håndfaste modeller går igen hånd i hånd med det angste menneskes udsyn og behovet for håndfast, effektiv action. Således beroliges man af khaderister, der myndigt dikterer “bomb”, “send hjem”, “luk grænserne”. Sådan. Pyha!

Blåskjortede neo-yuppier

Og hvad angår terrordebattens modstandere, så viser khaderismen dér sin fuldstændige formfuldendthed. Når først islam er blevet fastslået som faremoment i en simpel årsagskæde og dette verdensbillede er blevet stålsat af angstens behov for kontant handling, er det nemt at afskrive stort set alle modargumenter som “naiv pladderhumanisme” ytret af “halalhippier”, der har været for længe på “halløjskole”.

Men problemet bliver, at khaderismen ikke bidrager mere til løsningen af terrorproblemet, end Tom Cruise bidrog til enden på den  Den Kolde Krig. For khaderismen er naiv pseudoargumentation ytret af blåskjortede neo-yuppier, der glemte at spytte Machiavelli ud, da de forlod den hemmelige gymnasie-loge.