Jo mere digitalt, jo mere sårbart
Jo mere digitalt, jo mere sårbart

Mærsk? Hackere? Mjoh, der var da vist noget med noget for nogle år siden, som kostede dem en pæn sjat penge. Men Mærsk er jo Mærsk og god til at tjene penge, herunder også tjene tab ind, så selv en milliardregning for cyberangrebet lejrede sig ikke for alvor i bevidstheden hos nogen.
Allerede dengang i 2017 blev angrebet ellers betragtet som et forvarsel om, hvad både virksomheder og andre kan vente sig i en it-gennemsyret nutid og fremtid, men der skulle 176 lukkede 7-Eleven-butikker til, før det for alvor trængte ind. Ingen smurte rundstykker med på vej på arbejde? Og kaffen? Jamen!
Conveniencebutikkerne var meget synlige ofre, men ellers er de blot nogle få blandt rigtig mange, der har gjort sig selv afhængige af digitaliseringen og tilsvarende sårbare i situationer, hvor de mister kontrollen. Det gælder både virksomheder og det offentlige.
Hackerne kan være almindelige kriminelle, der vil tjene penge på, at de ramte løskøber deres data, eller der kan være fjendtligtsindede kræfter på spil, hvad enten det er russere eller nordkoreanere af ideologiske grunde eller som led i et stormagtsspil. Det står frit for alle at gætte på mulige gerningspersoner, -organisationer eller -stater, men det er et ret sikkert gæt, at vi ikke har set det værste endnu.
Danmark indtager på verdensplan en førerposition, når det gælder digitalisering. En medaljeplads, kunne man kalde det, men bagsiden af medaljen er, at vi alt andet lige også indtager en førerposition, når det kommer til den medfølgende sårbarhed.
Man tør fx dårligt tænke til ende, hvordan vi havde været stillet, hvis vi oveni coronavirussen var blevet udsat for en lige så indgribende digital virus. Som det var, kunne vi trods alt holde samfundet kørende med hjemmearbejde og virtuelle forbindelser i stor stil, men hvad gør vi den dag, ingen har adgang til deres konti i pengeinstitutterne, eller hvor Skat eller Udbetaling Danmark er lammet?
Alligevel er det, som om sårbarheden først tages rigtig alvorligt, når det er for sent.
I en lidt anden boldgade er kommuneskolernes brug af Chromebooks et illustrativt eksempel. En stribe kommuner har deres chromebook-politik med “helt klassiske databeskyttelsesretlige discipliner” under Datatilsynets lup, og Helsingør Kommune fik overnight nedlagt forbud mod overhovedet at bruge elev-computerne.
En afgørelse der sendte rystelser gennem de øvrige Chromebook-brugende kommuner, selv om det Datatilsynet er i gang med at kontrollere, er noget, som kommunerne skulle have forholdt sig til for længst, “både da man indgik kontrakten med leverandøren, men særligt alle de gange leverandøren laver om i den service man benytter”, som tilsynet bemærker.
Når det lige er Chromebooks, der er i vælten skyldes det at de er billige og Google-softwaren til dem gratis. Det er ellers børnelærdom fra søgemaskiner, handelsplatforme og sociale medier, at når en ydelse er gratis, er det ikke den der er produktet. Det er brugerne, herunder i særdeleshed data om deres digitale adfærd.
Det skulle der en forælder i Helsingør Kommune til at studse over. Ham var det, der gjorde anskrig til Datatilsynet og startede hele balladen.
Selv har de kommunale skolevæsener tilsyneladende ikke haft den fjerneste betænkelighed ved at kommercialisere hundredtusindvis af elevers digitale adfærd til et produkt som betaling for “gratis” software. Først da det var for sent, blev det taget rigtig alvorligt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.