Kommunen.dk
MENU

Jacob var død i fire minutter - nu vil han i regionsrådet

Jacob Panton (V) var død i fire minutter, efter han blev skudt af Taleban under en udsendelse i Afghanistan i 2012. Nu stiller han op til regionsrådet, fordi han vil gøre en forskel for sundhedsvæsnet, han var i tæt kontakt med dengang.

Jacob var død i fire minutter - nu vil han i regionsrådet

Jacob Panton (V) var død i fire minutter, efter han blev skudt af Taleban under en udsendelse i Afghanistan i 2012. Nu stiller han op til regionsrådet, fordi han vil gøre en forskel for sundhedsvæsnet, han var i tæt kontakt med dengang.
TV2 har sendt en dokumentar om Jacob Panton. Den hedder Den døde soldat: Kampen for at vende tilbage til livet og blev sendt i 2019.
TV2 har sendt en dokumentar om Jacob Panton. Den hedder "Den døde soldat: Kampen for at vende tilbage til livet" og blev sendt i 2019.
Foto: TV2

Først en kugle i armen. Nogle uger senere en kugle tværs gennem venstre lår, efterfulgt af to gennem venstre underben. I alt strejfet 11 gange med kugler, også med fragmenter fra en RPG, et panserværnsvåben brugt af Taleban. Schweizerosten kaldte de ham med alle de huller. Og så var han død. I fire minutter.

Jacob Panton (V) blev skudt under en udsendelse til Afghanistan i 2012. Efterfølgende vendte han hjem til en række operationer og utallige dage med genoptræning. Summen blev en tæt kontakt med det danske sundhedsvæsen over en længere periode. 

Det var mødet med det, kommunalbestyrelsesmedlem i Stevns Jacob Panton (V), kalder et “rigidt system”, der fik hans øjne op for politik.

  Det var en større krig at møde det system end at være i krig.

- Det var en større krig at møde det system end at være i krig. Det gjorde, at jeg ville prøve at gøre noget indefra, og derfor stillede jeg op til lokalpolitik, blev valgt ind og opdagede, at det ikke var så nemt at gøre en forskel, som jeg regnede med, siger han.

Under sine indlæggelser oplevede han læger, der undskyldte for manglende stueplads og hurtig udskrivelse, bagefter en langtrukken proces for at få adgang til hjælpemidler til sin bil, så han kunne komme på arbejde igen og ud af sygedagpengene.

Kommunen skulle se, om der skete bedring i perioden, han gik hjemme, men Jacob Panton havde jo et job, og ifølge ham havde det været langt billigere og bedre at hjælpe ham hurtigt tilbage til det. 

Det kom alt sammen bag på ham. Især fordi han havde den fordel at kunne springe køen over, fordi han var soldat.

Blå bog: Jacob Panton

  • 38 år.
  • Gift og far til tre børn.
  • Uddannet landmand.
  • Ansat i Forsvaret som oversergent fra 2001-2012.
  • Har i alt været udsendt fem gange.
  • Vandt Venstres frihedspris i 2016.
  • Kommunalbestyrelsesmedlem i Stevns efter KV17.
  • Spidskandidat for V i Faxekredsen til regionsrådsvalget.
  • Folketingskandidat for V i Næstvedkredsen.
En gang soldat, altid soldat

Han savnede sin identitet som soldat, og følelsen han havde af at gøre en forskel. Han havde svært ved ikke at kunne vende tilbage til Forsvaret, så da han kom i bedring, startede han en række virksomheder for at hjælpe andre sårede soldater i arbejde.

Så meldte han sig ind i Venstre, stillede op til kommunalvalget i Stevns, hvor han bor, og fik stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen efter KV17. 

- I politik fik jeg lidt den samme følelse af at gøre en forskel igen, og det tændte den samme gnist. Kammeratskabet får du ikke på samme måde, men det med at være i frontlinjen lugter det lidt af nogle gange, siger han.

Men han blev overrasket over, hvor langhåret politik kan være: Hvordan man kan blive upopulær ved at gå ind i enkeltsager, hvordan folk kan blokere for beslutninger på grund af uenighed, og hvordan det kan handle mere om stemmer end om reel forandring.

Med andre ord: Magtspillet, der udgør politik. Derfor er det nu på tide til en forandring, og han vil skifte kommunalbestyrelsen ud med regionsrådet.

- Jeg var vant til, at man er nødt til at have tillid til hinanden og være loyal, hvis man skal vinde en krig. På den måde er politik grimt, for man kan vide, hvad der er den rigtige beslutning, men udskyde den til efter et valg, så ens stemmer ikke er i fare, siger han.

  Når man har været død, lærer man at sætte pris på livet. Jeg har lært at tage chancer og ikke være bange for at gå ind ad døre, der pludselig åbner.

Bedre overgang fra region til kommune

Derfor håber han, at det kan blive anderledes i regionsrådet. Selv vil han forsøge at skubbe til den fundamentale tankegang som politiker, men frygter, at han ligesom i kommunalpolitik vil opleve, at alt er klappet af inden et byrådsmøde og beslutningerne taget på forhånd.

Hans mål er derfor at blive klog på sundhedsvæsnet indefra og finde ud af, hvor man helt præcist kan sætte ind for at forbedre især i overgangen fra regionalt til kommunalt regi, så man som patient ikke føler sig som en kastebold mellem to systemer. 

Han vil arbejde for langsigtede beslutninger, konsekvent stå fast på egne overbevisninger fremfor baglandets og vil fortsat repræsentere en historie fra det virkelige liv, som han siger:

- Når man har været død, lærer man at sætte pris på livet. Jeg har lært at tage chancer og ikke være bange for at gå ind ad døre, der pludselig åbner. Sådan var det lidt for mig med politik. Jeg tænkte, nå, Jacob, du har sgu oplevet det, der var værre, siger han.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR