De seneste mange måneder har de store flygtningestrømme fra Mellemøsten og Nordafrika sat EU og de europæiske lande under pres. Befolkningerne bliver mere og mere skeptiske overfor den store mængde asylsøgere i takt med, at regeringerne skal prioritere flere og flere midler til de nye gæster. Så hvordan sikrer vi, at de mennesker, vi giver asyl, bliver en del af samfundet og på den måde en økonomisk gevinst fremfor en byrde?

Indslusningsløn er et reelt indspark, som desværre er blevet begravet af Venstre før de nuværende trepartsforhandlinger. Logikken er simpel: Når man hverken snakker dansk eller har nogen uddannelse, kan man ikke tjene sin løn hjem til en virksomhed, hvis man skal have en timeløn på 110-120 kroner. Derfor skal virksomhederne i starten af en ansættelse have mulighed for at give en lavere løn, mens flygtningene både lærer dansk og tager en uddannelse, så deres arbejde bliver mere værd. Løbende kan virksomheden så sætte lønnen op i takt med deres fremskridt.

Alligevel har man valgt ikke at tage denne simple og effektive model med til trepartsforhandlingerne. Fagbevægelsen har igen vist, at de er bagud i udviklingen og desværre ikke kæmper med integrationen, men imod. De insisterer på, at vi skal benytte en række af de ordninger, der allerede findes i dag, men som desværre har haft meget begrænset effekt. Effekten er udeblevet, da ordningerne både er indviklede og bureaukratiske, hvilket gør, at virksomhederne ikke kan se formålet i at benytte dem. Hvis vi i stedet lavede en simpel model som indslusningsløn, ville selv de små virksomheder kunne tage flygtninge.

Udover det økonomiske argument er der også det moralske aspekt. Først og fremmest, at vi ikke skal gøre nye borgere til klienter. En undersøgelse fra Skanderborg Kommune viste, at 78 procent af de flygtninge, der havde været hos dem mindre end en uge, mente, at det var deres eget ansvar at blive integreret. De resterende 22 procent mente, det var et delt ansvar mellem dem selv og kommunen. Efter et halvt år mente INGEN, at det var deres eget ansvar; tværtimod mente 43 procent nu, at det udelukkende var kommunens ansvar. Selvfølgelig skal man være forsigtig med at lade analysen dække hele Danmark, men tallene er skræmmende. Danmark er verdensmester i at gøre borgerne til klienter, der ikke mener, at de selv har ansvaret for egen tilværelse.

Den holdning skal vendes ikke kun blandt vores nuværende borgere, men specielt blandt vores nye. Derfor bør virksomhederne i langt højere grad inddrages, og vi bør lytte til deres bekymringer omkring det store, bureaukratiske arbejde, der ligger i at tage flygtninge ind på deres arbejdsplads.

Tiden er løbet fra bare at ”justere” på metoderne, som fagbevægelsen ønsker. Tiden er kommet til en ny klar model, som virksomhederne kan se sig selv i. Derfor bør indslusningsløn igen komme på skemaet under trepartsdrøftelserne, for hvis ikke Venstre og fagbevægelsen rykker tættere henimod virksomhederne, bliver det både statskassen og de nye borgere, der betaler prisen. Hvis vi vil give flygtninge et godt liv modsat det, de kom fra, er svaret ikke at opdrage dem til at blive klienter; det kan og skal vi gøre bedre.