De sidste ti år med en VK-regering bliver af mange politikere til venstre for midten betegnet som et sort årti. En af hovedårsagerne til dette er regeringens udlændingepolitik, hvor 24-års-regel, pointsystem og tilknytningskrav har domineret i mediebilledet. Fælles for regeringens markante udspil er, at de i særdeleshed har handlet om at begrænse.

Under overfladen har der dog været en masse gode initiativer, hvor problematikker har været søgt løst i øjenhøjde med sociale initiativer. Integrationsministeriet har lavet en masse gode tiltag, og jeg har også selv haft glæden af at arbejde med en masse dygtige mennesker herfra. Der har været målrettede indsatser mod udsatte kvinder og fornuftige rollemodelprojekter. I rollemodelprojekterne er der blevet taget tidligt fat i udsatte unge mennesker, før de ryger ud på social glidebane. De unge mennesker bliver udfordret til at være en del af samfundet, og mange griber denne udfordring.

Men de er ikke kun i kamp med dem selv – de er i kamp mod en offentlig debat, der stigmatiserer og fremhæver problemer. Jeg var i debat med Søren Pind forleden, og her sagde han noget fornuftigt, men især selvopfyldende. Han sagde, at den gode integrationsindsats slet ikke fik den ros, som den fortjente, da debatten kun fremhæver stramninger og problemer.

Jeg er enig i begge ting. Men problemet er, at den siddende regering alt for ofte har ladet problemer og begrænsninger i integrationsindsatsen været det, der styrer deres retorik her. Og det er her, at jeg tror, en ny regering for alvor vil kunne mærkes. Tilgangen til udfordringer i integrationen bliver i højere grad præget af en mulighedsretorik. Over en kam vil alle partier i Folketinget jo gerne levere løsninger på samfundets udfordringer. Hvordan vi forestiller os disse løsninger er forskelligt, og især vores sprogbrug.

Det er derfor, at jeg mener, nuancerne i debatten er vigtige. Hvis man føler sig velkommen offentligt såvel som privat i Danmark, så er der større chance for, at nydanskerens muligheder træder i forgrunden. Det nytter ikke med gode integrationsindsatser, hvis alt hvad man hører i radioen kun handler om, at man er kulturelt forskellig og umulig at integrere.

Meget af det arbejde, som VK-regeringen har leveret på integrationsområdet, skal bestå. Især det, der er foregået uden for den offentlige debat. Men med en ny regering kommer muligheden forrest i den brede debat, og det kommer især til at styrke integrationsindsatsen.