Inklusion af udsatte elever i folkeskolen og segregeringen i specialtilbud har længe mødt kritik for at være utilstrækkelig og ikke give elever med psykiske diagnoser den fornødne støtte. I sidste ende kan det påføre kommunerne yderligere udgifter.

Ifølge Momentum havde 11,7 pct. af 9. klasseseleverne i kommunale skoletilbud i skoleåret 2017/2018 en psykisk diagnose mod 8,3 pct. i 2010/2011. 3,3 pct. af eleverne havde en autismediagnose, og ifølge Autismeforeningens inklusionsundersøgelse for 2021 oplever forældre til elever med autisme en høj og stigende grad af mistrivsel. 45 pct. er i skolevægring, og 18 pct. har ikke været i skole i mere end et år.

Autismeforeningens formand, Kathe Johansen, giver inklusionen skylden. Midlerne er ikke fulgt med elever i den almene undervisning. Hun mener, at den høje grad af skolevægring skyldes mistrivsel og manglende støtte.

- Der mangler fagspecifik viden om autisme i grundskolerne. Der mangler simpelthen opkvalificering. Det er lang tid for elever, hvis de er to år i ufrivilligt skolefravær. Det kommer til udtryk ved f.eks. angst, siger Kathe Johansen.

31 pct. fuldfører folkeskolen

5,6 pct. af folkeskolens elever er i dag i specialtilbud uden for de almene klasser. Men støtten til inkluderede elever med diagnoser halter, siger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved Center for Pædagogik og Dannelse, Via University College. Han har tidligere været med til at evaluere inklusionen og påpeger, at indsatsen mislykkes, når der ikke er den rette pædagogiske støtte.

- Vi taler ofte om elever i inklusion som en homogen gruppe, men det er det jo ikke. Der er stor forskel på elever med autisme og elever med adhd. Derfor er det ikke det samme, man skal sætte ind med, og det kræver specialpædagogiske kompetencer, siger Andreas Rasch-Christensen.

Når elever i inklusionen ikke trives og har høj grad af skolevægring, har det konsekvenser. Elever med diagnoser består i lavere grad folkeskolens afgangseksamen, og kun 31 pct. af elever med autisme fuldfører. Det kan forhindre dem i at tage en ungdomsuddannelse og har betydning for deres voksenliv.

Støtte betaler sig

Elever med diagnoser som autisme presser skolers indsats og kommuners økonomi. En kortlægning viser, at kommunerne i 2019 budgetterede med 10,5 mia. kr. til segregeret specialundervisning inklusiv PPR og elevbefordring, svarende til 23,3 pct. af de samlede udgifter til folkeskolen. Udgifterne til elever i inklusion kunne ikke estimeres, men ifølge Andreas Rasch-Christensen går op mod 30 pct. af skolernes økonomi til inklusion og specialtilbud.

Skoler har flere gange gjort opmærksom på, at inklusion og specialtilbud til elever med ekstra behov er en arbejds- og omkostningstung opgave. Ressourcerne til at lægge den fornødne indsats mangler, og det forværrer problemerne med mistrivsel og fravær.

Undersøgelser dokumenterer, at en tidlig indsats med den rette støtte kan give børnene bedre fremtidsudsigter og bedre livskvalitet og øge sociale og faglige kompetencer. Ud over at barnet bliver mere selvhjulpen, viser undersøgelserne, at det er en investering i barnet, der på sigt kan spare det offentlige for udgifter forbundet til ledighed, støtte og sociale indsatser i voksenlivet.

Flere har peget på, at der er brug for et større fokus og tættere samarbejde mellem områderne for at lægge en helhedsorienteret indsats.

Folkeskolens største problem

Ansvaret for at tilbyde den rette støtte ligger hos den enkelte skoleleder. I Skolelederforeningen er man klar over problemerne, og ifølge Claus Hjortdal, formand for skolelederne, er det en opgave, der tages meget seriøst, men den er tidsmæssigt og økonomisk tung.

- Det har altid været det største problem i folkeskolen, vi har haft at arbejde med, og det vil det blive ved med at være. At komme i mål til alles tilfredshed er en umulig opgave, siger han.

Skolelederne efterlyser bedre fysiske rammer og mere viden. Men det hjælper ikke nødvendigvis de enkelte skoler, da der ikke er én løsning, der passer til alle elever med specielle behov. Det er et komplekst område, og det kræver specialisering, lyder det fra Claus Hjortdal.

- Inklusion kræver personale, og der er vi ikke stærkest. Vi mangler medarbejdere efter mange års nedskæringer. Derudover kan vi godt bruge et større samarbejde med socialområdet, der kan tilføje mere specialiseret viden til skolerne.

Ressourcer er vigtige, hvis indsatsen skal lykkes uden konsekvenser for den almene undervisning. I flere kommuner har presset på specialområdet og inklusionen ført til, at området tilføres penge fra den almene undervisning. På skolerne oplever lederne, at de jages af politikere med krav og mål. De mangler frihed og fleksibilitet til at indrette skolerne.

Folketinget må hjælpe

I kommunerne oplever man også, at skolerne er udfordret på økonomi og inklusion af elever med diagnoser. Men kommunerne har svært ved at hjælpe med de ressourcer, som skolelederne efterlyser. Sådan lyder det fra Jens Ive (V), der er borgmester i Rudersdal og næstformand for KL’s Børne og Undervisningsudvalg.

- Overordnet er vi presset økonomisk, da udgifterne er steget markant over årene. Det presser også normalområdet, hvorfra der så hentes penge, siger Jens Ive.

Kommunerne har flere gange efterlyst ekstra penge til folkeskoleområdet fra Folketinget, og selvom der på finansloven for 2020 blev afsat 275 mio. kr. ekstra, så er det ikke nok. Pengene til et ordentligt løft lader vente på sig, og derfor må man lokalt finde andre løsninger. Forskellige kommuner afprøver nye mellemformer og tilbud til eleverne.

Afventer evaluering

Som ny børne- og undervisningsminister udtalte Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i 2019, at hun ville “tage et opgør med inklusionen, som den fungerer i dag”. Der er endnu ikke fremlagt et udspil, men regeringen forventer at fremlægge forslag, når Vive senere på året er færdig med at evaluere den nuværende indsats. Det har ikke været muligt at få en uddybning fra ministeren, som henviser til Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Jens Joel.

- Der er nogle succeshistorier, men helt generelt er det ikke lykkedes godt nok for alle. Vi er ikke nået i mål med opgaven, erkender Jens Joel.

Selvom Jens Joel lægger vægt på, at der er brug for flere ressourcer for at løfte opgaven, vil han ikke diskutere økonomien endnu.

- Vi skal starte med at diskutere opgaven, inden vi diskuterer finansieringen, siger han og henviser til, at Vives evaluering endnu ikke er færdig.

- Der er forskel på udfordringerne i de forskellige klasserum og for de forskellige elever. Vi skal ikke diktere en fælles løsning, det har jeg tillid til, at man bedst kan arbejde med lokalt. Men det kræver, at lærerne er klædt på til det, og at rammerne er på plads.