Kommunalpolitik er konsensuspolitik – undtagen i et valgår, hvor politikerne sætter mere fokus på profilering af partiernes mærkesager op mod valget. Derfor er valgåret også højsæson for kommunalpolitikernes brug af initiativretten. En ret, der giver det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem ret til at få sat en sag direkte på kommunalbestyrelsens dagsorden.

Initiativretten lever i mange kommuner en hensygnende tilværelse og kommer kun sjældent i brug. Retten er stadfæstet i styrelsesloven og gælder for alle kommuner, mens den lokale styrelsesvedtægt opstiller de nærmere retningslinjer for brugen af initiativretten i den enkelte kommune. Men det er ikke retningslinjerne lokalt, der afgør, hvordan initiativretten bliver brugt. Det er derimod den politiske kultur og den politiske timing.

Indsnævrer forhandlingsrummet

I de store kommuner med større medieopmærksomhed og dermed større profileringstrang blandt partierne er konsensuskulturen mindre fremherskende og afstemninger mere almindelige. Her bruger partierne initiativretten til at få ejerskab til en sag i medierne og høste opmærksomhed og anerkendelse fra baglandet og vælgerne. Målet med at bruge initiativretten er synlighed for partiet - ikke nødvendigvis at få flertal for sagen. For politikerne ved, at de øvrige partiers interesse i sagen bliver reduceret, hvis først et andet parti har fået ejerskab til dagsordenen i offentligheden. Partierne indsnævrer med andre ord forhandlingsrummet, når de starter en politisk sag med at bruge initiativretten, men det kan være en kalkuleret risiko.

Debat om sprogbrug 

Det skete for eksempel i forbindelse med indgåelsen af lokalaftalen mellem Københavns Kommune og Københavns Lærerforening sidste år. De Radikale brugte initiativretten til at få åbnet dialogen om en lokalaftale, ligesom Enhedslisten et halvt år senere brugte initiativretten til at få lukket en lokalaftale, da forhandlingerne var gået i hårdknude mellem forvaltningen og foreningen. På den måde pressede de to partier Socialdemokratiet fra flere sider, og Københavns Kommune fik en lokalaftale efter et noget rodet politisk og administrativt forløb. I denne sag gik de to partiers egen profilering på ønsket om en lokalaftale hånd i hånd med det ønskede politiske resultat. Sådan går det langtfra altid.

Et eksempel på det er, da Liberal Alliance næsten samtidig i en række kommuner i starten af denne valgperiode stillede forslag om, at ordet ”gratis” udgik af kommunens ordforråd; i stedet skulle det fremover hedde for eksempel ”skattefinansieret” rygestopkursus. Et forslag designet til at formidle partiets værdier og give opmærksomhed, for normalt tager kommunalbestyrelsen ikke stilling til sprogbrugen på kommunens hjemmeside elleri pjecer. Forslaget fra Liberal Alliance skabte masser af debat, og enkelte kommuners sprogpolitik blev påvirket, men først og fremmest skabte forslaget en profilerende debat lokalt og i landsdækkende medier. En stil, som passede godt til det nye frække parti i kommunalpolitik, før de blev regerings-kedelige.

Synlighed om mærkesager

Nu nærmer kommunalvalget sig med hastige skridt. Det påvirker den politiske kultur i kommunerne, hvor mindre sager giver større konflikter, eller store sager bliver udsat til mindre konfliktfyldte tider. Samtidig stiger behovet for politisk profilering og synlighed – særlig for de partier, som ikke nyder godt af borgmestereffekten. Her kommer initiativretten ind i billedet som et redskab til at tage mindre, symbolske spørgsmål op til politisk debat. Debatten i kommunalbestyrelsen skaber synlighed om partiets mærkesager og gode viljer og kaster måske en artikel eller to af sig i lokalavisen. Næste skridt afhænger af borgmesteren. Borgmesteren kan afværge en afstemning i kommunalbestyrelsen eller et soloridt i medierne ved at sende forslaget til behandling i et fagudvalg eller gøre forslaget til genstand for en nærmere analyse. Det skaber nye politiske manøvremuligheder for begge parter. Enten ved at skabe en platform for et politisk forslag i efterårets budgetforhandlinger, hvor profilerede politiske fingeraftryk udgør en selvstændig pointe op mod valget. Eller parterne kan bruge en analyse til at parkere forslaget til efter valget og derefter genåbne forhandlingsrummet mellem forslagsstillerne og borgmesteren, når styrkeforholdet efter valget er kendt. Hvordan sager fremført på basis af initiativretten ender, afhænger af politisk kultur og timing. Men tendensen er klar. Initiativlysten er stigende op til valget, mens den realpolitiske effekt af at udnytte initiativretten er faldende.

Gode ideer udvikles i fællesskab

Politiske forslag fremmes ganske enkelt bedst i fredstid. Derfor bør borgmestrene i de nyvalgte kommunalbestyrelser straks efter valget adressere, hvordan kommunalbestyrelsen sammen skaber en kultur, som understøtter initiativlysten hos politikerne tidligt i valgperioden og i en form, hvor fokus ikke er på profilering, men på fælles politikudvikling og resultater. John F. Kennedy sagde efter sigende: ”En sejr har mange fædre, mens nederlaget er forældreløst”.  Jeg plejer at sige, at de bedste ideer ved vi ikke hvor kommer fra, fordi de er udviklet i fællesskab.