I Randers er superligaklubben og biblioteket med i prisvindende veteranindsatsen
I Randers er superligaklubben og biblioteket med i prisvindende veteranindsatsen

Stanley Angelo Schmücker var udsendt Sarajevo og for en kort periode også i Zagreb som en del af det danske bidrag til den fredsbevarende indsats i det tidligere Jugoslavien. I dag arbejder han i egen virksomhed med teambuilding og workshops og som veterankoordinator i Randers Kommune.
- Vi skal altid stå til rådighed for veteraner, som kan have brug for hjælp både i og uden for arbejdstiden. De har mit nummer, og hvis de ringer, så kommer jeg, fortæller Stanley Angelo Schmücker.
Siden 2017 har Randers Kommune haft en veteranstrategi, og kommunen har godt 630 veteraner. Mandag blev kommunen kåret som Årets Veterankommune, som forsvarsminister Trine Bramsen (S) uddeler for første gang.
- Prisen er en anerkendelse af den kommune, som yder en særlig støtte til veteranerne – og som har politisk fokus på området. Samtidigt vil jeg med prisen også styrke dialogen med kommunerne om deres ansvar for veteranerne. Der er ingen tvivl om, at viden og forståelse for området er helt afgørende for en stærk, kommunal veteranindsats, siger Trine Bramsen og tilføjer:
- Ofte er kommunen det første, veteranen møder, og det er kommunen, som hjælper veteraner tilbage til hverdagen og arbejdsmarkedet. Den vigtige indsats ønsker jeg at anerkende og fremhæve med prisen, siger ministeren.
Randers får som den første kommune anerkendelsen for sin indsats, som er bygget op omkring fire søjler, der består i anerkendelse, fokus på ressourcer og muligheder, samarbejde og koordination, og en helhedsorienteret indsats og kompetenceudvikling.
Stanley Angelo Schmücker er ikke meget for at sammenligne arbejdet i Randers med andre kommuners, men vil i stedet fremhæve det gode samarbejde, som kommunen med andre aktører i kommunen, heriblandt Veterancaféen, Danmarks Veteraner Kronjylland, den lokale pårørendegruppe og eksempelvis den lokale superligaklub Randers FC, der er medkoordinator på kommunens veteranindsats. Og det er netop den brede samarbejde, som er afgørende mener både koordinator og minister.
Skal inspirere andre
Forsvarsminister Trine Bramsen var selv i Randers for at overrække prisen. Efterfølgende understregede hun, at hun håbede, at prisen kunne være med til at give kommunerne inspiration fra de gode indsatser.
- Der er rigtig mange kommuner, som kan være stolte af deres indsats, og anerkendelsen her kan være med til at inspirere flere i forhold til deres arbejde med veteraner. En af de største udfordringer, som kommunerne står med, er at få samspillet mellem de mange aktører til at lykkes, og det er netop det, Randers har stor succes med, siger Trine Bramsen.
Sidste november afsatte S, V, DF, RV, KD og LA ekstra 50 mio. kr. til at styrke veteranindsatsen, hvor der blandt andet blev afsat penge til at styrke indsatsen for det specialiserede botilbud, styrket beskæftigelsesindsats og styrket samarbejde om indsatser og overgange med kommuner og psykiatri, ligesom der blev etableret en familienhed under Veterancentret til støtte for veteranfamilier og en wildcard-ordning til PTSD-ramte veteraner på førtidspension. Prisen som Årets Veterankommune er ligeledes et led i den styrkede veteranindsats.
I alt 25 kommuner var indstillet til prisen. Modtageren af titlen får en skulptur, som er skabt gennem et samarbejde mellem veteraner og erhvervsskoleelever fra Syddansk Erhvervsskole. Skulpturen er udført af metal fra en pansret mandskabsvogn, der har tjent i internationale missioner og skal fungere som vandrepokal, der vil gå videre til det kommende års prismodtager.
Venstre foreslog tidligere i september at afsætte yderligere 20 mio. kr. i en særlig pulje på finansloven næste år. Trine Bramsen vil ikke afvise, at flere midler kan komme på tale i fremtidige forhandlinger, men ministeren påpeger, at det ikke kun er spørgsmål om økonomi, men særligt om politisk prioritering.
- Kommunerne er de bedste til at møde borgerne og til at finde den rette løsning og tiltag. Der må aldrig være en veteran, som står alene, og det er derfor vigtigt, at dette er en politisk prioritet lokalt, siger Trine Bramsen, der foretrækker at lade de gode eksempler inspirere andre kommuner end at komme med nationale krav.
Bred og kreativ indsats
Samarbejdet med Randers FC er et godt eksempel på, hvordan kommunen har tænkt ud af boksen i forhold til at skulle nå så mange veteraner som muligt med en række forskellige tilbud. Sammen med Randers FC er der blandt andet fodboldarrangementer, juletræsfest for veteranerne og pårørende, ligesom superligaklubben også giver økonomisk støtte til veterancaféen.
- Vi har oplevet en stor opbakning både i kommunen og i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at det er en samlet indsats, som vi præsenterer, fortæller Stanley Angelo Schmücker.
Derfor er der både muligheder for veteraner gennem det lokale veteranskib, orienterings- og løbeklubben, skyttekredsen eller biblioteket, hvor de mødes og får oplæst noveller, som de bagefter diskuterer.
- Dermed får vi også andet at snakke om end militær og udsendelserne, forklarer Stanley Angelo Schmücker.
Det handler om at nå ud til så mange som overhovedet muligt.
Der er nogle veteraner, som tidligere har lukket sig inde i deres hjem, men som nu kommer ud på grund af kommunens indsats. Med de mangeartede tiltag og indsatser når kommunen og Stanley Angelo Schmücker ud til flere veteraner
Veteranstrategien er ikke blot en selvstændig indsats men er forankret i kommunen. Hvis en sagsbehandler derfor kommer i kontakt med en veteran, bliver de straks sendt videre til Stanley Angelo Schmücker, der kan give en mere fleksibel støtte til veteranerne.
Ti år for kommunernes første veterankoordinator
Slagelse Kommune fik i 2011 som den første kommune i Danmark en veterankoordinator. Slagelse markerer ansættelsen med et jubilæumsarrangement for kommunens samarbejdspartnere, veteraner og deres pårørende, samnt kommunalt ansatte nøglepersoner og byrådet. Det sker blandt andet med en opførelse af teaterstykket "I Afghanistand skyder man med vandpistoler".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





























