Mens vi læner os opad grundlovsdag og den særlige fejring, der er i år knytter sig til, at kvinder og tjenestefolk (same - same, but different) blev en del af folkestyret, må vi konstatere, at vores samfund rent demokratisk rummer en stor mængde paradokser.

Vores styrke som samfund består i, at det ikke bare er et fjernt flertal et sted langt væk, som bestemmer det hele, men at vi her til lands traditionelt - og i udpræget decentral grad - tager beslutningerne tæt på, hvor vi lever, bor og er.

Det er, uanset hvad vi måtte gå og bilde os selv og hinanden ind, ikke EU, der bestemmer alt. Det er ikke Folketinget, der bestemmer alt. Det er ikke regionen, kommunen eller medierne, der bestemmer alt.

Og det skyldes, at vi holder fast i en struktur, hvor forældrebestyrelser i daginstitutioner og skoler, hvor landsbyråd og pårørendeforeninger, hvor frivillige og folkelige forsamlinger rent faktisk har noget at skulle have sagt.

Vi synes ofte, at de har for lidt at skulle have sagt. At høringsfrister er for korte. At centraliseringen løber løbsk. Men vi holder fast i, at vi på alle mulige (og næsten umulige) tænkelige niveauer vil have lokalt folkestyre, som ikke bare lader sig spise af med, hvad der siges fra ”centralt hold”.

Og paradokset er så, at når man laver undersøgelser af folks holdning til demokratiet, så viser det sig - skræmmende nok - at hver niende ønsker, at en stærk mand (sjældent en kvinde) tager alle beslutningerne og lederskabet på sig og bestemmer for os. Hver niende - det er mange her 70 år efter Danmarks befrielse fra en besættelsesmagt, hvor én gal mand gerne ville bestemme det hele.

Et andet paradoks er det, at vi engagerer os meget mere i folkestyret, end vi selv lægger mærke til, og samtidig siger vi, at vi ikke gider det, orker det og magter det.

Vi er trætte af New Public Management og bureaukrati, papirnusseri og regler, men det er alligevel slet ikke svært at drive både Natteravnene, gruppen af folk, der kører plejecentrenes ældre rundt i rickshaws, Røde Kors-butikkerne, idrætsklubberne og biograferne drevet udelukkende af frivillige.

Vi synes, det er svært, det med politik, men vi er vildt gode til det i alle de foreninger og organisationer, vi allesammen er engagerede i hele tiden. Det er nemlig sådan, man får et samfund til at fungere, og det med at få et samfund til at fungere - det ER politik.

Så tak for det folkestyre, der vokser og virker i fuldt flor over hele landet hele tiden. Det kan sagtens forbedres, støttes, styrkes og udbygges. Men det kan ikke ødelægges, lige meget hvor meget både EU og Christiansborg prøver på det.

Det er nu bevist, at selv det tungeste bureaukrati, selv de mest tåbelige regler og selv de krasseste pressehistorier ikke kan ødelægge tendensen til, at Danmark udvikler sig – mere på trods af Christiansborg og magteliten - end på grund af den. Det er også et paradoks, men det er et fint ét af slagsen. Så vi gør, som vi plejer, og bedriver decentralt folkestyre, fordi det gør både os selv og fællesskabet robuste, og fordi der er et klart budskab til de centrale magtcentre: I kan ikke slå os ihjel!