Kommunen.dk
MENU

Hyldesterne er væltet ind til Margrethe

Det er en dronning af vor tid, der giver depechen videre, lyder en af de mange rosende reaktioner efter hendes melding om, at hun forlader tronen efter 52 år.  

Hyldesterne er væltet ind til Margrethe

Det er en dronning af vor tid, der giver depechen videre, lyder en af de mange rosende reaktioner efter hendes melding om, at hun forlader tronen efter 52 år.  
2. jan 2024
RITZAU

Dronning Margrethe fik givetvis størstedelen af befolkningen til at sidde forbavset tilbage, da hun i det, der blev hendes sidste nytårstale, meddelte, at hun abdicerer.

Siden talen har særligt de danske politikere nærmest stået i kø for at hylde dronningen.

Få minutter efter meldingen takkede statsminister Mette Frederiksen (S) på den danske befolknings vegne regenten.

- Jeg vil gerne på hele befolkningens vegne rette en dybfølt tak til hendes majestæt dronningen for hendes livslange dedikation og utrættelige indsats for Kongeriget.

- Selv om pligten og hvervet som regent er gået i arv i mere end 1000 år, så er det alligevel svært at begribe, at tiden nu er inde til et tronskifte, sagde statsministeren i en skriftlig udtalelse fra Statsministeriet.

Samtidig takkede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for "en helt uvurderlig indsats i Danmarks og Rigsfællesskabets tjeneste".

- Det er en dronning af vor tid, der i en alder af 83 år giver depechen videre til sin søn kronprinsen, skriver han på det sociale medie Instagram.

Folketingets formand, Søren Gade (V), takker i en udtalelse blandt andet dronningen for at være en eftertænksom og samlende person for hele Danmarks rige.

- Dronningen har forenet sin rolle som statsoverhoved med et dybfølt personligt engagement, hvor hun med sine ord gjorde os klogere på os selv og fik os til at stoppe op og tænke efter.

Også royale familiemedlemmer og venner skriver varme ord og roser dronningen, der træder tilbage efter 52 år på tronen.

Grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg siger til Billed-Bladet, at de er berørte, men fulde af respekt for Majestætens beslutning.

I Sverige havde kong Carl Gustaf talt med den afgående regent, inden hun meddelte, at hun vil sige farvel til den danske trone.

- Hele den svenske kongefamilie blev informeret om, at dronning Margrethe kommer til at abdicere. Dronningen har personligt talt med og informeret kongen om sin beslutning, sagde informationschefen ved det svenske hof i en skriftlig kommentar til avisen Expressen.

Kommunikationschef Guri Varpe ved Slottet i Norge, oplyste til det norske telegrambureau NTB mandag, at den norske kongefamilie ikke havde nogen kommentarer til sagen.

Dronningens nære veninde Birgitta Hillingsø, der har kendt dronningen i mere end 70 år, har sagt til TV 2, at hun er meget overrasket over dronningens beslutning.

- Det kommer totalt bag på mig, og jeg havde ikke set den komme. Jeg synes, det er den helt rigtige beslutning.

På den anden side af kloden har Jeremy Rockliff, premierminister for den australske delstat Tasmanien, hvor kronprinsesse Mary er født, ønsket kronprinsparret tillykke med det kommende tronskifte.

- Prinsesse Mary er en vidunderlig ambassadør for Tasmanien, siger Rockliff i en udtalelse ifølge det australske public service-medie ABC.

Dronning Margrethe abdicerer 14. januar, hvor hendes ældste søn, kronprins Frederik, får titel af konge og bliver Danmarks statsoverhoved.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR