Dagens Danmark er et videnssamfund. Et samfund med lyst til at lære, tænke innovative tanker og udforske morgendagens muligheder. Et udsagn, der er nævnt utallige gange gennem min uddannelse. Et udsagn, der i høj grad har formet min verdensopfattelse. Samtidig er det desværre også en samfundsopfattelse, jeg har været nødsaget til at revurdere.

Trods det såkaldte videnssamfund oplever jeg ofte politiske målsætninger, der ikke bakkes op af evidensbaserede metoder til opnåelse af den fastsatte målsætning. Den politiske ageren går ofte i stik modsat retning af, hvad al videnskabelig evidens fordrer. Tydeligt ses det i miljø- og klimaproblematikkerne, hvor cirka 97 procent af forskerne på globalt plan er enige om årsag og virkning. Efter COP21 stod de forskellige regeringschefer i kø for at prise den historiske aftale, der blev indgået i Paris. Alligevel ser vi trods videnskabens anbefalinger beskedne indsatser fra diverse regeringer.

Mit bud er, at de økonomiske og ideologiske skyklapper skygger for det brede perspektiv, og dermed ender det hele desværre blot i symbolpolitik. Det er helt fint med mangfoldighed blandt de ideologiske udgangspunkter, såfremt vejen mod de fastsatte politiske mål baseres på evidens eller dannelse af evidens.

Sætter vi politiske mål, skal de altså følges op af seriøse forsøg på løsninger. Det, som på mig virker meget absurd, er, at videnskaben har og er et værktøj, der er linet op og klar til brug. Vi kan benytte den til at opnå de mål, vi har.

Men tråden knækker altså, når der sættes politiske mål, som ikke efterleves med inddragelse af den frie viden, der findes på området. Når egne ideer, verdensopfattelser, menneskesyn og ideologier står i vejen for implementering af de redskaber, der efter al sandsynlighed vil skubbe i den politisk besluttede retning.

Ligeså knækker tråden, når den udarbejdede ’viden’ ikke kan efterprøves og pålidelighedstjekkes. Hele essensen i videnskaben er muligheden for efterprøvning. Det bør gælde såvel i det offentlige som i det private. I dag foregår det til tider således, at visse forskningsprocesser ikke lægges frem for offentligheden af hensyn til den “frie” konkurrence. Disse undersøgelser bør selvfølgelig derfor aldrig indgå som belæg for eller i vurderinger af lovgivning. Kun pålidelig viden er brugbar viden.

En anden udfordring er det med at plukke af videnskabelige resultater og facetter, der udnyttes i egen favør. Fordelene nævnes, mens ulemperne udelades. Forhåbentlig er det kun et resultat af fortravlede politikere og en ærgerlig tone, der trods alt kan forbedres.

Risikoen er nemlig, at det næste skridt bliver, at de argumenter, som vi bruger, bliver bakket op af fabrikerede, rapporter, undersøgelser og konklusioner.

Tor Nørretranders blev i Information d. 5/1 spurgt: ”Hvad er vigtigst: At forskningen er fri, eller at den kan bruges til noget?” hvortil han svarer: ”Den kan bruges, fordi den er fri”. Hovedet på sømmet!

Lad os vælge at bruge den frie forskning i vores politiske løsninger og som hovedargument for disse. Lad os bruge eksperterne, specialisterne og viden(skab)spersonerne – både de gadefaglige og ekspertfaglige.