Det, der for SF skulle være et sandt triumftog ved endelig at være kommet i regering, har indtil videre lignet et mareridt. I de tre uger SF har siddet i regering, er man gået fra tabersag til tabersag. Og internt skændes man, så det buldrer og brager, hvilket fører til opsigtsvækkende bizarre situationer, som når en MF truer med at forlade folketingsgruppen og i løbet af få timer forfremmes til gruppeformand, eller når et ledelseskritisk prominent tidligere folketingsmedlem bliver truet med allehånde repressalier af de lokale græsrødder. Senest er SF’s ledelse blevet taget i at fyre en gravid medarbejder og to kvindelige kolleger på barsel efter et fejlslagent forsøg på at smyge sig uden om at give dem, hvad de havde krav på. For kun to måneder siden tordnede SF, da man var i opposition, ellers mod virksomheder, der fyrede gravide medarbejdere. At SF’s ledelse og strategi sejler, ja det kan selv de blinde få øje på.

Konservativt princip

Da regeringsgrundlaget blev præsenteret, skulle man have luppen fremme for at finde de unikke SF-mærkesager, der havde overlevet forhandlingerne på Crowne Plazas 25. etage. Og dem, der overlevede, fremstår hovedsageligt som ukonkrete hensigtserklæringer, ’forsøg’ eller også som forslag udskudt på ubestemt tid. Det sker henset til regeringens såkaldte forsigtighedsprincip om, at politikerne først bruger penge, når de kan se dem ligge nede i statskassen. Et i grunden konservativt princip, der desuden bryder med økonomen Keynes’ evangelium, som også S-SF længe har prædiket: At regeringer under en lavkonjunktur om nødvendigt gældsætter nationen for at få gang i hjulene med allehånde offentlige investeringsprojekter.

Forslår som en skrædder

Imidlertid overlevede den såkaldte kickstart, der netop består af fremrykkede offentlige investeringer for 10 mia. kr., der – til næste år - skal få økonomien på skinner igen og ”få folk i arbejde”.  S-SF kan måske narre sig selv og sine vælgere, men ikke den samlede uafhængige økonomiske sagkundskab, der alle som en ved, at de 10 mia. kr. forslår som en skrædder et vist sted. Kickstarten sætter utvivlsomt lidt ekstra gang i byggeriet, men skaffer naturligvis ikke en eneste tabt industriarbejdsplads tilbage. Det bliver de internationale konjunkturer, løntilbageholdenhed samt ABF-regeringens evne til at holde på pengene og skabe reformer, der bliver afgørende for, om Danmark sammen med resten af Europa kommer godt ud af krisen. Indtil videre – som økonomerne fra IMF slog fast for nylig – så går det faktisk fint med dansk økonomi. Det er formentlig netop derfor, at de radikale insisterede på, at regeringsgrundlaget indeholdt et par linjer om, at udgangspunktet for denne regering var VK-regeringens økonomiske politik. En større anerkendelse kan en afgående regering næppe få af den tidligere opposition.

Daglige ydmygelser

Siden de glade dage med dronningebesøg og ministerieovertagelser har især SF indkasseret den ene ydmygelse efter den anden. Der har været skrevet bunkevis af artikler om, at partiets toppolitikere med beklagelig mine har måttet erkende, at de højtprofilerede valgløfter desværre ikke bliver til noget, da S-SF og Enhedslisten som bekendt aldrig var i nærheden af 90 mandater. Listen med brudte valgløfter vokser dagligt, mens regeringen blankt afviser, at den behøver at forholde sig til det. Imens falder opbakningen til regeringen som en sten i meningsmålingerne.

Hvad vil SF i regering?

Men hvad laver SF egentlig i en regering, som fraregnet det grønne politikområde, vil føre en anden politik, end den partiet er gået til valg på? Ja det er et godt spørgsmål. Indtil videre står det ikke klart for ret mange – slet ikke for partiets vælgere, som siver væk i de foreløbige meningsmålinger. Måske sker det, som følge af fremmedgjorthed over at skulle læse om en SF-skatteminister, der afviser millionærskat, og som endog har lovet at ville optø ”skattelettelser for de rigeste”. 

SF i regering er en idé udelukkende fostret af SF.  De radikale vil formentlig helst undvære SF i en regering, men når Søvndal & Co. alligevel insisterer, så skal de da have lov til det mod at betale ved kasse 1 med store politiske indrømmelser. Det er regeringsgrundlaget også udtryk for, hvad alle – undtagen de mest dogmatiske SF-partimedlemmer - kan se. Det er formentlig også gået op for SF-partiledelsen, når man kun to uger inde i samarbejdet peger fingre af regeringspartneren de Radikale for at ”svække regeringens sociale profil”.

SF og Anders And

SFs Anders And-agtige – til stor moro for alle andre end dem selv – renden panden mod muren ved igennem medierne at insistere på at genforhandle det en måned gamle regeringsgrundlag, svækker tilliden til, at der er styr på kommunikationen i partiet, hvor parti og SF-ministre konstant kommer med forskellige udmeldinger. Det er for eksempel SF’s gruppeformand Jesper Petersens seneste udmelding om millionærskatten også et udtryk for. Han blev så siden underkendt af skatteminister Thor Möger Pedersen. Dermed fik SF endnu engang udstillet, hvor lidt indflydelse partiet tilsyneladende har i regeringen, og hvor lidt styr, der er på SF-butikken.

Når SF går

For de radikale vil det formentlig blive en lettelse, at SF på et tidspunkt må forventes at smide håndklædet i ringen – slidt ned af regeringsansvaret og frustration over de manglende indrømmelser. De radikale vil utvivlsomt få det nemmere i den SR-regering, som partiet hele tiden har foretrukket, og ingen ved deres fulde fem tror på, at SF uden for en regering kan holde til at stemme den ned. Står det til de radikale, så er SF’s naturlige plads uden for en regering sammen med Enhedslisten, hvor de kan lægge stemmer til en centrum-venstre-regering, mens SR-regeringen søger indflydelse med de borgerlige.

SF er i regering alene efter eget ønske. De radikale er helst fri for dem. SF’s mission i regering er tydeligvis at forhindre, at ABF-regeringen bryder ”blokpolitikken” og indgår forlig med de borgerlige. Det er til gengæld på de radikales dagsorden. Men som kortene er lagt, behøver de radikale ikke tage hensyn til SF. Hvis SF ikke kan lide den radikale økonomiske politik, så kan Søvndals tropper blot forlade regeringen, hvorefter SR regerer videre alene. Det er for øvrigt også de radikales yndlingskonstellation, hvor kun to partier skal kunne blive enige. Det er de rå kendsgerninger, hvilket vist ikke er gået op for ret mange andre end de radikale.

Det, de radikale sikkert venter på, er, hvornår SF’s vælgere og partiorganisation i meningsmålinger og i form af intern kritik i tilstrækkelig grad markerer over for Villy Søvndal og hans ministre, at de ønsker, at SF går ud af regeringen. Det sker ikke foreløbig, men det vil utvivlsomt ske før eller siden, fordi det på det tidspunkt vil være i alles interesse. Ikke mindst SF’s egen.