Kommunen.dk
MENU

“Hvad gør vi, hvis en vælger står og hoster og nyser i køen?”

Kommunerne planlægger kommunalvalget med corona-retningslinjer, selvom KL har meldt ud, at valget ventes at bliver stort set som normalt.

“Hvad gør vi, hvis en vælger står og hoster og nyser i køen?”

Kommunerne planlægger kommunalvalget med corona-retningslinjer, selvom KL har meldt ud, at valget ventes at bliver stort set som normalt.
I 1972 stod vælgere tæt for at stemme om Danmarks medlemskab af EF. Det er af mange grunde svært at forestille sig lignende billeder fra efterårets kommunalvalg, hvor kommunerne ventes at opfordre til at holde afstand på grund af vores oplevelser med coronasmitte.
I 1972 stod vælgere tæt for at stemme om Danmarks medlemskab af EF. Det er af mange grunde svært at forestille sig lignende billeder fra efterårets kommunalvalg, hvor kommunerne ventes at opfordre til at holde afstand på grund af vores oplevelser med coronasmitte.
Foto: Mogens Ladegaard, Ritzau Scanpix

Spørgsmålene var mange, da kommunerne landet over i foråret skrev til KL for at få hjælp til at planlægge afviklingen af kommunalvalget i tilfælde af, at corona-smitten stadig er et problem.

Det viser materiale, Kommunen.dk har fået udleveret fra Indenrigsministeriet.

Fra Vejen Kommune lød det i en mail 11. marts:  “... vi har snakket om, at vi gerne vil have en central udmelding på, hvad vi gør, hvis en vælger står og hoster og nyser i køen?”

Noget konkret svar fik Vejen Kommune aldrig, hverken fra KL eller fra Indenrigsministeriet. Kort efter skrev KL til alle landets kommuner, at man forventede, at valget stort set kunne afvikles som normalt.

Fare for demokratiet

Lige før sommerferien udarbejdede Indenrigsministeriet et notat med en grundig gennemgang af tre forskellige scenarier, hvor forudsætningen er, at corona udgør en fare for folkesundheden på valgdagen.

Vi har købt ekstra mange røde blyanter, så vælgerne kan få deres egen.

Ministeriet oplyser, at notatet er udarbejdet til regeringens interne overvejelser om afholdelse af et valg og hverken er sendt til kommunerne eller KL.

Af notatet fremgår det, at Indenrigsministeriet vil gå meget langt for at fastholde de sædvanlige procedurer for afvikling af et kommunalvalg af frygt for, at ændringer vil ødelægge tilliden til valget.

Grønt scenarie

Tre scenarier er beskrevet:  grønt, gult og rød. Ministeriet tager ikke stilling til KV21, som afvikles den 16. november. Men skriver: “Et valg, som afholdes, efter at alle danskere har fået tilbud om vaccination, vil formentlig kunne afholdes efter det grønne scenarie.”

Og det grønne scenarie indeholder en række bløde anbefalinger til kommunerne. Det handler om brug af mundbind og håndsprit, afstand, rengøring og udvidede muligheder for at brevstemme og stemme fra bilen.

Det er som nævnt ikke anbefalinger der er gået ud til kommunerne, og i skrivelsen til alle kommuner den 5. maj skrev KL: “På nuværende tidspunkt er forventningen, at kommunalvalget i det store hele kan afvikles som normalt.”

Røde blyanter

Men kommunerne er alligevel langt fremme med planer for at afvikle valget med en række tiltag, der skal beskytte og berolige vælgere og tilforordnede.

Kommunen.dk har været i kontakt med valgkoordinatorer i fire kommuner, og de har alle lavet deres egen plan B.

- Overordnet har KL meldt ud til kommunerne før sommerferien, at KV21 forventes afviklet normalt. Det er også vores forhåbning. Men håb er ikke en strategi, så derfor har vi en beredskabsplan i skuffen med forskellige håndtag, siger Lene Hartig Danielsen chef for Borgerservice og valggeneral i Aarhus.

Hun fortæller, at man har opmålt alle 47 valgsteder for at se, hvor mange personer der er plads til, hvis hver skal have to eller fire kvadratmeter. Hvis der bliver behov for den store afstand, har kommunen nogle steder fundet andre valgsteder med bedre plads.

Næstved Kommune bruger røde blyanter, fordi de røde kryds er lettere at se under optælling af stemmerne.

- Og vi har købt ekstra mange røde blyanter, så vælgerne kan få deres egen og slippe for at bruge den samme som andre, fortæller valggeneral Gitte Nonbo.

Hun er heller ikke helt tilfreds med myndighedernes udmelding om “normalt valg”:

- Jeg havde håbet at få lidt mere tilbage med gode vejledninger til, hvordan vi skal opføre os.

I Aalborg leder Søren Thorst planlægningen af valget, og han fortæller også, at man er klar til at håndtere corona, hvis det skulle blive aktuelt.

- Vi sørger for håndsprit og afstand. Vi kan måske lave markeringer på gulvet, som vi kender fra supermarkederne, siger han.

Aalborg Kommune har udvidet antallet af afstemningssteder, fordi der er kommet flere indbyggere og dermed flere vælgere til kommunen. Kommunens største afstemningssted, Aalborg Kongres og Kulturcenter skal derfor kun rumme 8.500-9.000 vælgere mod over 12.000 ved forrige valg.

Klar til host og nys

Tilbage til Vejen og spørgsmålet om den nysende og hostende vælger. Som nævnt har hverken KL eller Indenrigsministeriet besvaret spørgsmålet, som Dorte Skovby, valgkoordinator i Vejen Kommune rejste i foråret.

Hun bemærker for det første, at corona-situationen har udviklet sig i en positiv retning og tilføjer:

- Vi har ingen autoritet til at nægte nogen at stemme, så vi skal finde løsninger på stedet, som vores tilforordnede kan leve med.

Hun oplyser, at kommunen vil sørge for værnemidler og  håndsprit. Og følge de regler, der gælder i detailhandlen. Det betyder, at hvis myndighederne har indført krav om afstand i butikkerne, så vil det samme gælde på valgstederne i Vejen Kommune.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR