Køen foran retsbygningen var længere end på nogen af de andre retsdage. Der var journalister fra hele landet, pårørende til ofrene, Susanne Hein Kristensens familie og lokale, som havde været optaget af den kontroversielle og spektakulære sag.

Stemningen var anspændt, da døren gik op, og de seks nævninge kom ind i retslokalet. Susanne Hein Kristensen rejste sig op ved siden af sin forsvarer. Hun rystede, hendes øjne var tydeligt røde og et øjeblik senere fik hun sin dom. 

Skyldig. Skyldig i grov vold og drabsforsøg mod beboere, som hun med sin stilling var betroet til at passe på. Det gav hende en straf på 16 års fængsel. 

Susanne Hein Kristensen kiggede chokeret rundt i salen. Hendes blik søgte mod sin mand, som trofast havde mødt op på alle retsdagene. Hendes ansigt krampede sammen i gråd. Der var hvisken og puslen fra tilhørerrækkerne. Nogle åndede lettet op, imens andre sorgfuldt hørte dommen. 

Susanne Hein Kristensen fik lov at sige farvel til sin mand i et lille rum ved siden af retssalen. Gennem murene kunne man høre højlydt gråd. 

Dermed faldt der dom i en opsigtsvækkende og historisk retssag. Kommunen.dk har været med undervejs gennem sagens ti retsdage.

I retten er der blevet tegnet to versioner af den 60-årige sosuhjælper. På den ene side er hun blevet beskrevet som en omsorgsfuld og pligtopfyldende medarbejder og en kærlig bedstemor.

På den anden side er der også blevet tegnet et billede af en gerningsperson, som på aftenvagternes stille gange er listet ind til beboerne med farlig medicin. 

Hvorfor hun gjorde det, kom anklageren aldrig ind på under sagen. Men det var også lige meget, havde han sagt. Et motiv er ikke et bevis i sig selv, og meget pegede på Susanne Hein Kristensen som skyldig, efterhånden som beviserne kom frem i sagen, og hendes egne forklaringer begyndte at smuldre.

Berørt af sagen

Hendes hår var brunt og kortklippet, og hun så gennem sine briller ned mod gulvet det meste af tiden. Hun rystede på hænderne, når hun tog en tår vand, og hun måtte støtte sig til stoleryggen, når hun gang-besværet skulle flytte sig over i vidnestolen. 

Tårerne er trillet ned ad hendes kinder, og hun har reageret både trist og frustreret på en del af udspørgningen fra anklageren. Nogle vidner har hun set direkte på med et rørt blik, blandt andre en beboer fra Tirsdalen og sin mand, men det meste af tiden har hun holdt blikket nede. 

Inden dommerne og nævningene skulle afgøre, om hun var skyldig, fik hun det sidste ord i sagen:

- Jeg gik på arbejde for at passe på de ældre. Jeg ville aldrig gøre nogen noget ondt. 

Løgne, bortforklaringer og nægtet at følge retningslinjer

Susannes Hein Kristensens forklaringer i retten har undervejs ændret sig mange gange, og hun har snørklet sig rundt om beviserne mod hende. Når anklagemyndighedens beviser løbende kom frem, ændrede hendes forklaringer sig efter dem. 

Undervejs i retssagen har hun fortalt, at det sejlede med medicin på plejehjemmet, og at man “kunne finde fritliggende medicin på gangene”, “glemt i kørestole” og “uforsvarligt ved borgerne”. Man kunne sågar tage al den medicin med hjem, man ville, fra kassen med overskydende medicin, “da ingen havde styr på det”, indtil det skulle tilbage til apoteket til destruktion. 

Flere vidner, herunder kollegaer og centerlederen Susanne Tvede, har dog afvist påstandene om sløset medicinhåndtering og -opbevaring. 

Den midaldrende kvinde erkendte flere gange, at hun måtte have husket forkert, eller at hun gættede lidt. 

Anklageren erkendte, at de færreste ville kunne huske detaljer om dage næsten et år tilbage, men hendes håndfaste forklaringer kunne ændre sig på et øjeblik, hvis det ikke længere passede ind i puslespillet, som anklageren Jesper Rubow brik for brik samlede hen over retsdagene. 

Ikke klar til at dø

Sagen strækker sig mere end et år tilbage. D. 26. februar 2022  besøgte en datter sin mor på Plejecenter Tirsdalen. De havde sat sig ud på altanen i solstrålerne og spist en stor fastelavnsbolle, og den ældre kvinde havde taget jakken af i varmen fra solen. De havde grinet og snakket. 

Dagen efter blev hun i bevidsthedssvækket tilstand indlagt, og hun døde d. 1. marts. 

- Min mor var ikke klar til at dø, fortalte datteren grædende i retten. 

Hun fortalte, at moren flere gange havde sagt, at hun syntes, at Susanne Hein Kristensen var “falsk”, og at hun “ikke kunne lide hende”. Hendes anden datter fortalte, at moren havde sagt det samme til hende, og at “hun følte, at hun blev set ned på” og “talt ned til”.

Døtrene havde inden indlæggelsen undret sig over, at deres mors tilstand kunne ændre sig markant fra dag til dag, nogle gange time til time. Efter at sagen begyndte at rulle, mistænkte de, at deres mor flere gange var blevet bedøvet. 

Døtrene var ikke ene om at have besynderlige oplevelser med sosuhjælperen. Flere pårørende forklarede under retssagen, at Susanne Hein Kristensen i flere tilfælde ikke havde tilkaldt en læge i situationer på plejecentret, hvor de oplevede deres familiemedlemmer som bevidsthedssvækkede eller havde mistanke om bl.a. blodprop. 

I de situationer havde Susanne Hein Kristensen blot sagt, at vedkommende “nok bare var træt”. 

Viden om medicin

Susanne Hein Kristensen havde ifølge sig selv et indgående kendskab til en lang række former for medicin. Hun og hendes mand har en omfattende sygdomshistorie. Selv har hun haft kræft, og på grund af strålebehandlingen er hun svækket i højre side og har svært ved at gå.

I en periode har hun skullet hjælpe sin mand med at administrere hans medicin, mens han tog 22 piller i døgnet. 

Undervejs i retssagen blev Susanne Hein Kristensen spurgt, om hun selv havde taget piller, der ikke var ordineret til hende. Det nægtede hun med et håndfast og fornærmet “nej!”, da hun blev spurgt til det, men en hårprøve viste, at hun havde taget piller, herunder antidepressiver. 

Hun erkendte herefter, at hun havde taget pillerne ved en fejl, og at hun måtte have forvekslet dem med andre. 

Senere fortalte hun, at hun ca. en gang om måneden på bekymrede og søvnløse nætter havde taget nogle af sin mands beroligende piller for at få ro på sine tanker. 

Snublede over betegnelser

Men selvom Susanne Hein Kristensen på den ene side fortalte, at hun havde et omfattende kendskab til diverse piller, var historien en anden, når hun i retten skulle fortælle om de tre lægemidler Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, som beboerne var blevet forgiftet med. 

Hun snublede over stavelserne, som om hun prøvede at gætte sig frem til, hvordan man udtalte de lægefaglige betegnelser, som var det første gang, hun skulle sige dem. 

De udfordringer havde hun ikke haft, da hun i arresten, i hvad hun troede var fortrolighed, talte med sin mand. Der havde hun selvsikkert udtalt navnene på dem og kendt til deres egenskaber. 

I efteråret d. 13. september fortalte hun sin mand detaljer om medicinforgiftningerne, som ingen kendte til. 

- Han (navn slettet, red.) har fået to Mirtazapin søndag aften, og de mener, at jeg derfor har forsøgt at dræbe ham. Er de hjernedøde eller hva?, hørte man Susanne Hein Kristensen sige til sin mand i arresten, hvor hun henviste til forholdene i Anklageskriftet. 

Men aldrig, hverken dengang eller siden, er der blevet sat tal på, hvor mange piller ofrene har fået. 

Uvidende om, at cellen blev aflyttet af politiet, betroede Susanne Hein Kristensen sig til sin mand: 

- Jeg lyver lidt, vi skal finde på en historie.  

Bemærkelsesværdig google-søgning

Susanne Hein Kristensen brugte ifølge sin egen forklaring mest sin computer til at spille spil på Facebook godt en time om dagen, når hun var derhjemme. Hun følte sig ikke ferm til elektronik og kunne ifølge sig selv knap nok sende en mail. 

Dagen efter de første indlæggelser, hvor alle omstændigheder var omgivet af mystik og uvished, havde hun googlet på “baklo”, og derefter set en række sider med beskrivelser om præparatet. 

Hun har i retten ikke kunnet forklare google-søgningen. 

Hun har blandt andet sagt, at hun “måtte google det, da hun ikke vidste, hvad det var”. Hvordan hun omvendt vidste, at hun skulle google netop dette specifikke præparat, kom der aldrig en forklaring på. 

Underlige notater og ekstra omsorg

Plejecentrets leder beskrev Susanne Hein Kristensen som mødestabil, sød, omsorgsfuld og pligtopfyldende. Hun ville beboerne det bedste, og hun ydede endda mere omsorg for beboerne, end der altid var tid til. 

På sine aftenvagter mødte hun altid en halv time tidligere ind for at kunne læse notater om borgerne siden sidst. Hun arbejdede på deltid, 25 timer om ugen, så der kunne let gå lidt tid imellem hendes vagter. Hun tog sig tid til at sætte sig ind i notater og opdateringer siden sidst, inden hun gik i gang med sin vagt. 

Susanne Hein Kristensen kunne finde på at bruge ekstra tid inde ved borgerne og fx give dem mad og drikke, som de ikke havde betalt for. Nogle kollegaer havde været utilfredse med dette, da det ifølge dem var urimeligt, hvis ikke alle borgere så fik de samme tilbud om fx varm kakao og ekstra mad, og at når hun gik imod deres generelle aftaler og retningslinjer, så kunne det sætte de øvrige ansatte i dårligt lys hos beboerne. 

Om det var en del af hendes agenda om at “yde omsorg”, mente nogle kollegaer godt, at det kunne være. Fx havde hun på et tidspunkt givet en beboer et ekstra glas saft og havde noteret det, som at hun havde “ydet omsorg”. 

Afveg fra regler og praksis

Hun var dog også en enspænder, der hellere klædte om i et depotrum, end hvor hendes kollegaer gjorde det i kælderen, da hun syntes, at det var uhyggeligt at gå derned. 

Under retssagen kom det desuden frem, at Susanne Hein Kristensen nægtede at følge et tiltag efter de første indlæggelser, hvor de ansatte skulle gå sammen to og to ind til beboerne, når der skulle gives medicin. 

En sosuassistent beskrev, at Susanne Hein Kristensen blot nægtede at følge ordningen, og at ingen havde insisteret på, at hun skulle følge den. Hun havde også undret sig over, at Susanne Hein Kristensen efter indlæggelserne havde sagt, at “det er jo ikke mig, der går og giver dem medicin”. På det tidspunkt var mistanken ikke faldet på hende endnu.  

Det var ikke første gang, at Susanne Hein Kristensen havde haft udfordringer med at følge retningslinjer, og hun er tidligere blevet bortvist fra to arbejdspladser. Den ene pga. mistanke om tyveri fra en beboer på et forsorgshjem. Den anden, fordi hun over sine kompetencer havde givet en plejehjemsbeboer en sprøjte. 

Susanne Hein Kristensen har haft flere mønstre, som har afveget fra den praksis, der var på Tirsdalen. 

Hun har til sine kollegaers undren lavet notater, hvor hun har skrevet, at hun har “ydet omsorg”. Kollegaerne studsede over dette, da det ikke er en term, der bruges, og da det jo er kerneydelsen i deres job og derfor ikke noget, man ville skrive, men blot gøre. 

Hvorfor hun havde skrevet sådan, blev aldrig klarlagt, men det var ikke den eneste gang, hun havde skrevet bemærkelsesværdige notater. 

Da en af beboerne blev udskrevet efter de første indlæggelser, havde Susanne Hein Kristensen skrevet, at beboeren kom hjem til “god pleje og omsorg”. Det kan  umiddelbart virke velment, men formuleringen ligger bemærkelsesværdigt tæt op ad det udtryk, som bruges ved terminale patienter, som er tæt på døden, nemlig “god og kærlig pleje”. 

Da en kollega havde set dette, rettede hun i notatet det til “vanlig hjælp”, da patienten ikke var terminal.

Et andet besynderligt notat endte med at blive et bevis i sagen. Hun lavede notatet aftenen forud for indlæggelserne. Her havde hun været inde ved den borger, som havde recept på Baclofen, noteret, at beboeren “havde taget alle sine piller på en gang, og derfor var de væk”.

Hun har lavet notaterne som et forsøg på et alibi, sagde anklageren Jesper Rubow under retssagen. 

 En anholdelse i et parcelhus i forstaden

D. 14. marts kl. 13.20 ringede det på døren ved et parcelhus i Fårup. Det var politiet, som kom for at anholde Susanne Hein Kristensen. Hun og hendes mand var hjemme, og politiet ransagede i samme omgang huset. 

Susanne Hein Kristensen havde samarbejdsvilligt, nærmest ivrigt, vist medicinen i hjemmet frem. 

Spontant havde hun fortalt, at det var meget vigtigt, at de fik skrevet ned, at hun tit lånte sine nøgler ud til andre. Herunder den log-nøgle, som kunne åbne ind til plejecentrets medicinrum, som det senere viste sig, at hendes nøgle havde åbnet 25 gange på ca. tre måneder. Ni øvrige ansattes nøgler havde logget sig ind 16 i alt. 

Under ransagningen fandt politiet medicinen Mirtazapin og Diazepam, som det senere kunne konkluderes, at flere af ofrene var blevet forgiftet med. Politiet tog hende med på stationen, men da de kom frem, manglede nogle beviser, og de måtte retur til adressen. 

Manden var fortsat hjemme, og køkkenskraldespanden var i mellemtiden blevet tømt. I skraldespanden foran huset lå øverst i bunken af poser en kun halvfyldt pose med knude på. 

I den fandt man den medicin, som de i første omgang ikke havde fået med. Betjentene tjekkede flere af affaldsposerne, og her fandt de mere medicin. 

På flere af pakkerne var label forsvundet, men senere blev medicinen sporet tilbage til at tilhøre beboere på plejehjemmet. Politiet fandt også piller i et brilleetui i en køkkenskuffe, som også viste sig at være Mirtazapin og Diazepam. 

Mentalerklæringen

Da mentalerklæringen, som var blevet lavet i forbindelse med sagen, blev læst op under retssagen, var der en stemning af chok og forargelse blandt tilhørerne. Som detaljerne om Susanne Hein Kristensens karakter og liv blev remset op, smuldrede det billede, som hun havde forsøgt at skabe af sig selv. 

Hun blev af en psykiater diagnosticeret med histrionisk personlighedsforstyrrelse – en person med tendens til at idyllisere sin livshistorie, stor trang til anerkendelse, teatralsk, med hang til drama og et overfladisk følelsesliv. 

Hun blev beskrevet som at have en “mig imod verden-tankegang”, og hun havde på et tidspunkt sagt, at hvis hun endte med at blive dømt, “hvem skulle så sikre de ældre borgere mod vanrøgt på plejecentret.” 

Hun havde flere gange undervejs i retssagen fortalt, at hun trivedes, levede et helt normalt liv og elskede sit job. Men da erklæringen blev læst op i salen, var der en intens stilhed med undtagelse af journalisternes taster, som kørte på livet løs. 

Hun kunne ikke genkende sig selv i erklæringen og bestred den.

Hård tone og underlige kommentarer 

En datter vidnede i sagen om en ubehagelig oplevelse, som, hun mente, aldrig blev taget alvorligt. 

- Hold så kæft!, havde hun hørt Susanne Hein Kristensen råbe til  moren, en tidligere beboer på Tirsdalen. 

Det var en datter til en beboer, som boede på centret og var meget syg. Hun havde lige besøgt sin sengeliggende mor, da det gik op for hende, at hun havde glemt noget. Hun låste sig ind i lejligheden uden at banke på og hørte sin mor råbe om hjælp. 

Forskrækket over den hårde tone overfor den ældre svækkede kvinde løb hun hjem og ringede til Tirsdalens leder. Hun slog episoden hen, for det kunne hun ikke forestille sig.

- Nu må jeg gerne give din mor medicin, havde Susanne Hein Kristensen glad sagt til datteren, da moren var blevet erklæret terminal.  

Det havde undret hende, men hun havde tænkt, at måske var der blevet givet en dispensation eller lignende. Men det var der ikke, så udsagnet stod tilbage som en underlig bemærkning. 

I den omfattende sag har der været et hav af beviser, som har peget på Susanne Hein Kristensen, men der var ingen rygende pistol. Hverken videoovervågning eller vidner har set hende give beboerne pillerne. Det mest centrale i sagen blev hendes hyppige besøg i medicinrummet, rumaflytninger fra arresten, mentalerklæringen og en række vidneforklaringer. 

- Jeg har måske ikke den rygende pistol, men jeg har den rygende vagtplan, den rygende log-data til medicinrum, medicin i tiltaltes hjem, søgningen på baclofen, udtalelser på rumaflytning osv., sagde anklageren Jesper Rubow under sine sidste bemærkninger under proceduren i sagen. 

- Selvom puslespillet vil mangle nogle brikker, så vil der være nok brikker til, at man kan se, hvad det forestiller, sagde anklageren. 

Brikkerne, som Susanne Hein Kristensen selv lagde frem, viste et billede af en omsorgsfuld person, der satte omsorgen for de ældre over regler. Andre brikker viste dog et andet billede, som endte med at give hende en straf på 16 års fængsel for fire drabsforsøg og fire tilfælde af grov vold, hvor et var med døden til følge. 

Hun ankede dommen på stedet og nægter sig fortsat skyldig. Anklagemyndigheden har modanket med krav om livstid.