På universitetet i Prag holdt den tjekkiske præsident Vaclav Havel engang en takketale, hvor han reflekterede over, hvordan han – den tidligere fængslede dissident – nu som politisk overhoved var omgivet af privilegier.

Han skulle ikke længere sidde i kø i venteværelset for at komme til læge, men kunne komme til en særlig udvalgt læge. Han kørte ikke selv bil, og hans chauffør behøvede ikke at holde for rødt. Han behøvede ikke længere lave mad selv – og i det hele taget var han havnet i en ’verden af prominente, der ikke længere ved, hvor meget en sporvognsbillet eller smør koster, hvordan man laver kaffe, kører bil, eller hvordan man telefonerer.’

Havels overvejelser om magtens fristelser blev i sidste uge igen aktualiseret, da Vejle Amts Folkeblad bragte endnu et kapitel i sagen om den nu detroniserede forsvarsminister og tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V): Uberettiget kørselsgodtgørelse for 2.500 kroner.

I forhold til at bruge en skattebetalt personlig assistent til sin personlige valgkamp er de nye oplysninger i en noget mindre størrelsesorden, men ikke mindre interessante, fordi de rammer direkte ind i Havels betragtninger om ’grundene til at længes efter politisk magt, nemlig længslen efter de privilegier, magten bringer med sig – eller simpelthen en tilvænning til disse privilegier.’ Betragtninger, der selvfølgelig ikke blot er relevante i Havels post-kommunistiske Tjekkiet, men altså også i verdens mindst korrupte land, som Danmark i dag fortsat kan kalde sig.

Carl Holst måtte erkende, at han uberettiget havde ladet Region Syddanmark betale for sin kørsel til partimøder i Venstre – i Vejrup-Gørding og Hviding -  og har straks skrevet en check for at få den sag ud af verden, da den kom frem. ’Derfor må jeg være ærlig og sige, at jeg skrev under uden at tjekke bilagene,’ lød forsøget på en forklaring fra den minister, der i løbet af de seneste måneder har lidt det indiskutabelt største tab af troværdighed i hele regeringen. Talemåden ’derfor må jeg være ærlig’ får i Carl Holsts mund bare en særlig klang.

Det med at lade det offentlige kørselsregnskab dække partiets behov for at se sine pinger rundtom i det lokalpolitiske landskab er set før - også i syddanske Venstre-cirkler: Da den skandaliserede borgmester i Fredericia, Thomas Banke (V), i vinteren 2012-13 var ude i et pinagtigt forløb, der endte med hans afgang.

Her var det netop de mange i sig selv små sager, der væltede læsset for en nyvalgt borgmester, der ganske enkelt havde svært ved at forstå, at selv kommunens førstemand faktisk skal stille med bilag for sine indkøb – og ikke mindst – at de ansatte i regnskabsafdelingen skal gå bilagene fra det politiske overhoved lige så nidkært efter, som man kunne ønske det havde været tilfældet, når det gælder bestyrelsen i Vejle Havn.

Havde Thomas Banke fra begyndelsen stillet sig mere ydmygt an og ladet sig belære om, hvilke kasser der må dække hvad, var han måske politisk sluppet billigere. I stedet ignorerede han advarslerne, jo højere de efterhånden kom oppefra i systemet, og hele det rodede synderegister af småting fældede ham, fordi han havde været ligeglad.

Frygt for egen position

Og noget tyder unægteligt på, at det fortsat gælder, at magten korrumperer – også i det syddanske. I hvert fald har fællestillidsrepræsentant Lone Rasmussen uden at blinke kunnet tilføje nogle dimensioner til forståelsen af, hvordan så mange højtuddannede regionsansatte tilsyneladende ser gennem fingre med både tvivlsomme ansættelser og økonomisk rod. Ifølge hende handler det ganske enkelt om en frygt for egen position, der siver ned i geledderne. Ingen skal have noget klinket.

Direktørerne er bange for formanden og presser nedad. Cheferne er bange for direktørerne og lader det gå ud over lagene under, så de ansatte bliver bange for deres chefer. Forenklet forklaring? Ja, selvfølgelig er det forenklet, men situationen har immervæk lignet en usund forvaltningskultur, hvor ingen griber ind overfor uregelmæssigheder, og som har kunnet brede sig.

At sundhedsdirektøren slap mildt fra at lade en højst tvivlsom sag fare, selvom en overlæge havde utvetydige beviser for, at en sygehusdirektør havde taget overpriser for sine egne private behandlinger på sygehusene og selv godkendt sine regninger, er et andet af de seneste eksempler.

Måtte alle – fra sygehusdirektør til borgmester og regionsrådsformand – ihukomme ordene fra salig Havel, der var sig så pinagtigt bevidst om, hvad tilvænning til privilegier betyder.