Nation er et gammelt begreb, der har ændret betydning op gennem historien. En helt afgørende betydningsændring kom med Den Franske Revolution i 1789, hvor der for alvor knyttes en forbindelse mellem stat og nation. Som begrebet indikerer, består en national–stat af to komponenter: nation og stat. De fleste statsdefinitioner betoner, at staten er knyttet til et territorium, som den kontrollerer. Med sin territoriale forankring er staten så at sige synlig. Nationen derimod er usynlig. Den kan ikke iagttages på samme måde som vulkaner eller elefanter.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Den irsk-amerikanske antropolog Benedict Anderson har givet tankegangen en elegant og slagkraftig formulering, idet han siger, at en nation er et forestillet fællesskab. I sin bog Imagined Communities fra 1983 fremhæver han, at fællesskabet er forestillet, ”fordi medlemmerne af selv den mindste nation aldrig vil kende de fleste af deres medborgere, møde dem eller høre om dem. Og trods det vil der alligevel i hver enkelts bevidsthed være en forestilling om deres indbyrdes fællesskab”. Men selvom nationer er usynlige, kan de gøres synlige ved hjælp af symboler, for eksempel et flag, og gøres ’hørlige’ i kraft af historier, fortællinger og sange.

”Getting to Denmark”

Den amerikanske politiske filosof Francis Fukuyama har i sine to store værker The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014) fokuseret på forudsætningerne for en velfungerende politisk orden. For det første kræver det ifølge Fukuyama statslige institutioner, der er sekulære, for det andet fordrer det en retsstat, der sikrer ejendomsret og personlig frihed, og for det tredje stiller det krav om god regeringsførelse, det vil især sige en ikke-korrupt regeringsførelse. Den type stater findes der ikke mange af i verden - ikke meget mere end ti. Danmark er en af dem, hvilket kommer til udtryk i slagordet ”getting to Denmark”. Dette slagord, som oprindelig blev formuleret af to økonomer ansat i Verdensbanken, har Fukuyama gjort til ledetråd i de to nævnte værker.

Når det er vanskeligt at etablere velfungerende national-stater, hænger det ifølge Fukuyama sammen med vanskeligheden ved at udvikle national identitet. I artiklen ”Nation Building and State Building”, som indgår i bogen Building the Nation. N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity (2015), fremhæver han, at en vellykket statsbygningsproces er afhængig af en vellykket nationsbygningsproces. I artiklen sammenligner Fukuyama blandt andet nationsbygningsprocessen i henholdsvis Nigeria og Indonesien og peger på, at processen i stor udstrækning er lykkedes i Indonesien, men ikke i Nigeria. Ligeledes sammenligner han nationsbygningsprocessen i Indonesien med processen i Danmark. I begge lande er processen lykkedes, men på ret forskellig vis. I Indonesien er den blevet gennemtrumfet ’fra oven’, mens den i Danmark i stor udstrækning er vokset frem ’fra neden’.

Mens stater primært opbygges af politikere ved hjælp af lovgivning og et statsligt bureaukrati, bygges nationer af en broget skare af historikere, forfattere, malere, musikere, sangere, journalister, lærere med flere. Det er her, Grundtvig kommer ind i billedet som nok den enkeltperson, der har bidraget mest til opbygningen af den danske nation. Selvom han som medlem af den grundlovgivende forsamling 1848/49 og senere som folketingsmedlem 1850-1858 deltog aktivt i formgivningen af staten ved hjælp af lovgivning, er det først og fremmest som nationsbygger, han fik indflydelse, især takket være sit eminente talent for at italesætte og poetisere folket og nationen som en ny form for fællesskab – et folkeligt-nationalt fællesskab. 

Men som Fukuyama gør opmærksom på, er det ikke kun Grundtvig, der står fadder til den moderne danske identitet; det gør den tyske kansler Otto von Bismarck også. Havde Preussen ikke angrebet Danmark i 1864, var riget muligvis forblevet en multinational og flersproglig stat med en anden form for identitetsdannelse end den, der har fundet sted. Hvorvidt Danmark i så fald ville have udviklet sig som for eksempel Schweiz eller Belgien, er ikke til at sige.

Nationsbygning i dag

Er ’nation building’ ikke noget, der hører det 19. århundrede til, og en uaktuel problemstilling i begyndelsen af det 21. århundrede? På ingen måde: I disse år er det danske sprog blevet beriget med begrebet ’fejlslagne stater’. Men hvorfor er der stater, der kollapser? Det kan der være forskellige grunde til; en helt afgørende er imidlertid, at nationsbygningsprocessen er slået fejl. Den er for eksempel fejlslagen i stater som Nigeria, Yemen og Somalia, hvilket har vist sig at være et stort problem for det internationale samfund, idet fejlslagne stater tiltrækker terrornetværk som al-Qaeda, al-Shabaab og Boko Haram.

Danmark er ikke en fejlslagen stat. Tværtimod - Danmark er ifølge Fukuyama en meget vellykket stat. Det hænger sammen med, at nationsbygningsprocessen efter 1864 lykkedes i en grad, som er ret exceptionel set i europæisk perspektiv. Den blev for alvor påbegyndt af grundtvigianerne i de sidste årtier af det 19. og de første af det 20. århundrede; efter Første Verdenskrig blev den videreført af arbejderbevægelsen som markeret med Socialdemokratiets nye partiprogram ”Danmark for Folket” i 1934; efter Anden Verdenskrig fortsatte nationsbygningsprocessen med udviklingen af velfærdsideologien og opbygningen af velfærdsstaten.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der kan bygges og bliver bygget nationer på mange måder. Den danske nation blev i de første årtier i høj grad opbygget ved hjælp af sprog og kultur; da arbejderbevægelsen blev den ledende kraft i processen, kom politiske og sociale ideer til at spille en afgørende rolle i nationsbygningsprocessen. Der kan med andre ord indgå nye elementer i processen, der relativerer gamle faktorer. Det kan være illustrativt at henvise til den irske nationsbygningsproces, idet den ikke som udgangspunkt byggede på sprog, men på religion.  I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var det engelske sprog slået så stærkt igennem i Irland, at sproget ikke kunne indgå som faktor i den nationale kamp mod England. Det blev i stedet religion i form af katolicisme. Nationer kan opbygges og bliver opbygget af vidt forskellige elementer.

I dag er der to faktorer, der må medtænkes og inkluderes i den fortsatte danske nationsbygningsproces. Den ene er, at vi nu ikke kun er danske statsborgere, men også unionsborgere.  Den anden er, at vi nu lever i et mere multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund end for 150 år siden. I dag er det en udbredt forestilling især i visse akademiske kredse, at nationsfølelsen er skyld i alle problemer vedrørende immigration og integration, og at det derfor gælder om at få gjort kål på denne følelse. Men det er og bliver en naiv forestilling. Uden opbygning og opretholdelse af national identitet er det vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at få en demokratisk nationalstat til at fungere på fornuftig vis. Nationsbygningsprocessen er imidlertid ikke en afsluttet proces, men en dynamisk proces, hvori der fortsat kan og bør indoptages nyt ’byggemateriale’. Som Ove Kaj Pedersen har formuleret det i et interview: ’Nation building never ends”.

Hvis du finder ovennævnte problemstillinger interessante, kan du læse mere herom i bogen Building the Nation. N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity. Bogen indeholder 21 kapitler plus en indledning skrevet af John A. Hall og Ove Korsgaard samt en afslutning af Ove Kaj Pedersen. De tre har redigeret bogen, som er udgivet på McGill Queen’s University Press i Montreal i foråret 2015 og skrevet af 22 personer, der bor og arbejder i henholdsvis Danmark, Sverige, Storbritannien, USA og Canada.  God læselyst!