Bygge nyt til flygtningeformål må kommunerne slet ikke. At bruge barakker og pavilloner fremstår mere som midlertidige end permanente løsninger. Hvad der findes rundtom af nedlagte skoler, institutioner og plejehjem er i mange tilfælde allerede taget i brug.

At appellere til private om at udleje værelser ramler umiddelbart ind i den nye reducerede integrationsydelse, der ikke giver plads i budgettet til meget mere end godt 2.000 kroner for en bolig til en enlig. Og hvor og hvor mange finder man lige af dem?

Jo, i Roskilde har de nogle kollegieværelser, der kryber ned på den lave husleje, så de skifter snarest status til at være permanente boliger, selvom de egentlig var tænkt som midlertidige flygtningeboliger.

Men ellers skal der tænkes nyt og rundt i alle afkroge af bolig- og sociallovgivningen af de ansatte i jobcentrene, hvor boligopgaven ligger.

Kommunerne kan genforhandle anvisningsretten i boligselskaberne, så den kommunale råderet over boliger kan øges. De særlig belastede boligområder er dog udenfor rækkevidde, selvom familie og venner til de nyankomne meget vel kunne trække. Netop andelen af folk med udenlandsk baggrund vurderes som en belastende faktor – på linje med andel af straffede, ledige og folk på overførselsindkomster.

Med andre ord: At der i forvejen er mange andre flygtninge, er et argument imod at bosætte flere. Og Udlændingestyrelsen har på den baggrund i forvejen friholdt blandt andet København og en række omegnskommuner som såkaldte nulkommuner, når det gælder den interne, årlige mellemkommunale fordeling. En status, som under indtryk af de øgede flygtningetal, anfægtes fra blandt andet Aarhus – dog på to måder: Socialdemokraterne ønsker, at København og de andre nu også må tage imod en vis del af de nyankomne, mens tre borgerlige partier derimod ønsker samme status: Ikke flere nye flygtninge.

Samtidig ser man kommuner, partier, politikere og beboergrupper, der hellere end gerne tager imod nye grupper af blandt andet de syriske krigsflygtninge og ser muligheder i stedet for begrænsninger. Tag Ærø-beboerne, der tog imod øens nye beboere med velkomst på kajen. Tag Langeland Kommune, hvor hensygnende idrætsklubber får nyt blod på de lokale fodboldhold.

Eller tag Favrskov Kommune, der så vidt muligt springer over den midlertidige boligplacering og springer til en permanent bolig med det samme – for at få mest muligt fart på integrationsprocessen. En familiefar med kone og tre børn på vej til familiesammenføring placeres på den måde ikke først i en etværelses, som han alligevel snart skal flytte fra.

Pisker en stemning op

Men så er der det med naboerne. Det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, ønsker allerhelst ikke direkte naboskab mellem såkaldte danskere og flygtninge. Udlændingeordfører Martin Henriksen forsøgte på YouTube at piske en stemning op om, at det skulle være problematisk med flygtningeboliger lige opad en børnehave i Dragør, hvilket fik andre til at fremhæve fordelene ved netop naboskab til offentlige institutioner – som plejehjem, der får besøgsvenner på den konto.

Og i Kolding, der forsøger at gå nye veje ved at købe boliger til flygtningeformål – en vej, flere kommuner endnu tøver med – får en konkret placering uventet støttet fra DF: Selv om partiet skarpt advarer mod at samle mange flygtninge på ét sted, så kan det ifølge JydskeVestkysten godt acceptere, at kommunen nu tager en tidligere døgninstitution ved Sdr. Vilstrup 15 kilometer udenfor Kolding i brug som midlertidig bolig for 38 flygtninge. Hvorfor? Jo, ’Landerupgård er ikke en optimal løsning. Men den kan bruges, fordi der ikke er naboer. Der er ikke et nærmiljø, der bliver påvirket’, lyder det fra viceborgmester Søren Rasmussen (DF).

At DF faktisk ønsker både asylsøgere og flygtninge med opholdstilladelse placeret permanent i lejre, er mildest talt bekymrende. Og de kommende måneder må vise, om ikke også partiet, der har set de første kommunalpolitiske afskalninger på baggrund af sine krasbørstige holdninger til såkaldt fremmede, vil kunne opleves i en mere realpolitisk rolle rundtom i beskæftigelsesudvalg og byråd.

Derude i virkeligheden, hvor folk, der har forladt naboskab, by og land under blodige, brutalt uforståelige omstændigheder, måske kunne få bare lidt fodfæste igen ved hjælp af nogle gode naboer. Og hvor der er beboere, der aldrig nogensinde har afprøvet hilseformer og byttet bageopskrifter med artsfæller fra andre kontinenter. Derude på de danske villaveje og i landsbysamfund, deraf nogle ramt af Blachman'sk ensomhed, hvor trummerummen kunne få et par tiltrængte menneskelige injektioner fra den store verden.