Jeg tror, jeg var seks, måske syv år. Jeg skulle med mine forældre og min storesøster i Det Kongelige Teater. Det var december, det var Tryllefløjten, og min far og hans kolleger havde fået billetter af hans firma. Min mor syede ens nye kjoler til min søster og mig og en endnu finere til sig selv. Vi var alle så fine, og vi drog afsted ind til det sagnomspundne sted, hvor jeg aldrig før havde været, og hvor mine forældre sjældent kom. Det var en fuldstændig vidunderlig aften. Jeg sugede det hele til mig, musikken, farverne, det andet, det særlige, en åbenbaring af det, jeg i dag vil kalde det æstetiske eller måske bare kunsten. Derhjemme hørte vi mest Giro 413, og både min far og jeg kunne de fleste sange udenad.