Jeg tror, jeg var seks, måske syv år. Jeg skulle med mine forældre og min storesøster i Det Kongelige Teater. Det var december, det var Tryllefløjten, og min far og hans kolleger havde fået billetter af hans firma. Min mor syede ens nye kjoler til min søster og mig og en endnu finere til sig selv. Vi var alle så fine, og vi drog afsted ind til det sagnomspundne sted, hvor jeg aldrig før havde været, og hvor mine forældre sjældent kom. Det var en fuldstændig vidunderlig aften. Jeg sugede det hele til mig, musikken, farverne, det andet, det særlige, en åbenbaring af det, jeg i dag vil kalde det æstetiske eller måske bare kunsten. Derhjemme hørte vi mest Giro 413, og både min far og jeg kunne de fleste sange udenad.

Vi havde en plakat i ramme på væggen, som jeg senere forstod var Picasso fra hans blå periode. Vi holdt Det Bedste, som jeg slugte, og mine forældre var medlem af en bogklub. Men det var ikke et kunstnerisk hjem. Det var et ganske almindeligt hjem; hvor det var ganske ualmindeligt og ganske fantastisk at begive sig ind i kunstens verden. Det var en særlig verden, hvor vi blev nogle andre; forvandlede af at træde ind i noget, vi måske ikke lige forstod, men som alligevel virkede på os. Kunsten hørte til en sfære, hvor en anden type mennesker bevægede sig frit rundt. Det gjorde vi ikke; vi var generte og usikre, men når vi var dér i teatret, så var vi ligesom dem. Nogle indre ambitioner om at komme ud af dagligdagen, ud af det sted, man var blevet fæstnet til, blev opfyldt, og vi blev løftet op på et højere plan.

Kunsten er for de få - eller?

I dag lader de fleste politikere og meningsdannere til at være enige om, at kunst - det vil sige teater, kompositionsmusik, den sværere tilgængelige litteratur og så videre -  er for de få. Det er det fælles grundlag, som man så kan have forskellige holdninger til; enten at det er fint nok, at kunsten er for de få, for folket forstår vel kun folkelig kunst, men at disse få måske så skal betale mere for den; eller man synes, at det er et stort problem, at kunsten ikke er for de mange, og at man derfor skal brede kunsten ud over det hele; ud til de mennesker, der måske ikke selv opsøger kunsten. Outreach hedder det. Man skal række ud; ikke række ud og bringe folk ind i kunstinstitutionerne, næ, det er nok for svært; man skal bringe kunsten ind i folks dagligdag.

Fra mit perspektiv er det helt forkert. Trættende faktisk. Jeg vil gerne have lov til at købe ind i fred for kunst. Eller køre med bussen og toget i fred. Kunst er noget, jeg skal stemmes til; som et instrument i orkesteret stemmer jeg som publikum også mit instrument, så det kan modtage kunsten. Det gider jeg bestemt ikke altid gøre. Står jeg der i supermarkedet eller i toget eller andre steder, og nogen forventer, at jeg pludselig forholder mig til det ofte dybt eksistentielle; måske grænsesøgende; måske tankeforvandlende, som kunst kan være; ja, så lukker jeg i. Jeg vil gerne købe ind i fred, tak. Og er jeg ikke allerede stemt til kunst overhovedet - hvorfor skulle jeg så blive det midt i min dagligdag?

For mig at se er præmissen om, at kunst er elitær forkert. Kunst er for alle, også den sværest tilgængelige del af den. Men kunst må gerne være Det Andet; det, der hører til i særlige institutioner, på særlige steder, og som man så kan opsøge, når man er stemt til det. Det elitære er blevet et skældsord, fordi vi tror, at kun en elite kan være elitær. Men sådan fungerer det ikke. Det elitære er også noget vi alle gerne vil ind i; bare en gang imellem. Vi vil møde det æstetiske, kunsten, være uforstående og overvældede; men vi vil selv vælge hvornår og hvor; ellers er der jo ikke tid til at forberede sig, sy kjolen, stemme sindet. Alle har brug for det andet som det andet. Men måske ikke så tit, hvis man har meget andet i sit liv. Måske skal kunsten netop få lov til at stå som det særlige, det anderledes, den store oplevelse enkelte gange i ens liv. Men det er vigtigt, at kunsten er der. At det findes som en mulighed, man har adgang til, blot man køber en billet. At det er det absolut eneste krav, der stilles.

For mig at se er det et problem, at man skelner mellem folkelig og elitær kunst. Jeg synes, man taler ned til folk ved at lefle for dem med værker, der er nemmere at forstå, eller som kommer ud til folket i supermarkedet og i bussen. Kunsten er allerede for alle og forstås af alle. Vi forstår selvfølgelig forskellige ting alt efter, hvor meget vi ved om kunst, men det er fuldstændig ligegyldigt. Fordi et menneske kun har få kunstoplevelser, og måske ikke er god til at italesætte dem, kan oplevelserne være lige så store som andres, der har mange.

Hvilken gavn gør kunst?

Hvis vi ser på det politisk, er der naturligvis nogle problematikker. Vi betaler alle til kunsten, som vi alle betaler til sundhedssystemet. Men hvor sundhedssystemet er et sted, man hjertens gerne spilder de penge, man betaler, er det en anden sag med kunsten. Vi betaler jo alle i Danmark til et levende kunstliv; men det betyder i dag mere for nogle end for andre. Jeg betaler naturligvis også for andres skolegang; men det kan jeg godt se en idé i, for de børn lærer jo noget, de bruger til gavn for os alle. Men med kunsten er det anderledes; hvis den føles fremmed for én, fjern og utilgængelig, kan det være svært at se, hvad gavn den gør.

Så dilemmaet er: Jeg ønsker ikke, at kunsten bare skal poppe op hos folk, der ikke søger den af sig selv; men jeg forstår deres irritation over at betale for noget, de ser giver mig glæde, men ikke rigtig er til nytte for dem selv. For kunst er jo nyttesløs. Den skal ikke noget bestemt, og alligevel er den så vigtig, for det er kunsten, der gør os til mennesker og ikke dyr. Nogle vil indvende - er det ikke tanken, sproget, kroppen, sansningen, der gør os til mennesker? Men alt det er netop kunstens gebet. Kunsten tager fat der, hvor vi er nøgne mennesker overfor det eksistentielle, og stiller spørgsmål og svarer på måder, vi kun kan forstå med den del af os, der som kunsten er noget andet.

Efter brasiliansk model

Mit forslag til at løse dilemmaet er ganske simpelt og inspireret af den brasilianske model. For jeg husker jo også, hvordan vi kom i Det Kongelige Teater, fordi min fars firma havde købt billetter. Men et eller andet sted arbejder vi jo alle i det samme firma Danmark i og med, at vi betaler vores skat. Så jeg foreslår: Lad bare kunsten være i de institutioner den er. Lad den vokse, raffiner den, gør den smuk og grim og prangende og vanskelig og let og svær og besværlig og skinnende og mørk. Og giv så alle skatteborgere i Firma Danmark et klippekort. Værsgo; du har tre klip per år. Med et klip kan du få en dansk bog eller besøge en udstilling. For to klip vanker der en koncert med klassisk eller moderne kompositionsmusik eller måske bare jazz eller rap. Eller gå i det lokale teater eller se biografforestilling i provinsen med forestillinger fra Det kongelige Teater. Og for alle tre klip er det  Det Kongelige Teater eller Operaen eller en hel dag på museum med en guide.

Der kan følge en oversigt med over årets begivenheder, ligesom hvis man køber en brunch gennem Smartbox og skal vælge restaurant. Du skal ville det, du bruger dine klip på, du skal vælge det, og du skal stemme dit sind til det. For kunsten skal ikke lide under, at nogen synes, den er overflødig, bare fordi den er svær at gribe; den skal leve af, at alle føler, den er til at gribe, og at den tilhører os alle; og at det til gengæld er overflødigt at begribe det hele.