Gælden vokser, mens kommunen vender hver en krone for at spare
Gælden vokser, mens kommunen vender hver en krone for at spare

I Aarhus skal politikerne i øjeblikket til at vedtage en sparerunde på 200 mio. kr. Den uvisse verdensøkonomi, krigen i Europa og inflationen vil bringe Aarhus ud af balance, hvis ikke man finder besparelser på velfærden, har det lydt fra borgmesteren.
Derfor ærgrer det Rabih Azad-Ahmad (R), rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus, at man på grund af problemerne med PSRM har penge til gode fra skyldnere.
I alt har Aarhus Kommune krav på gæld for 427 mio. kr. Heraf ligger 115 mio i kommunens eget gældssystem og 53 mio kr. i PSRM. Men de resterende 250 mio. kr ligger i det gamle gældssystem DMI, hvor man ikke kan bruge alle de muligheder for at inddrive gæld, som loven giver muligheder for.
- Vi skal spare 200 mio. kr. Det virker tosset, at vi så har så mange penge til gode, der ligger i det gamle system, som ikke bliver inddrevet.
- Vi kæmper for at finde en krone her og der. Samtidig har vi penge, der ikke ligger i vores lommer, som vi ville kunne bruge på velfærd, hvis de lå i kommunekassen, siger han.
Forsinkelserne med at få koblet alle myndigheder på det nye system var også til at mærke i Aarhus. Tilslutningen “trak tænder ud”, siger han. Og mens forsinkelser ramte it-projektet, voksede gælden fortsat.
Men kommunen er nu fuldt tilsluttet det nye system. Alligevel ruller gælden ikke ind i kommunekassen.
- Selvom vi er fuldt tilsluttet, så er det ikke fryd og gammen. Vi har penge liggende i det gamle system, og det er ikke alle funktioner, der virker i PSRM. Selvom der er blevet afskrevet gæld, så vokser beløbet i Aarhus stadig. Det er vanvittigt, siger rådmanden.
Rabih Azad-Ahmad mener, at man bare skal se på den årelange statslige kamp for at få sat gælden i system for at indse, at det ville give mening, at kommunerne skulle stå for at inddrive mere gæld.
- Kommunerne har jo vist på ejendomsskatter, at vi var effektive til at inddrive gæld. Det ville være fornuftigt, hvis vi i kommunerne fik flere muligheder for at inddrive gæld. Jeg siger det ikke bare for at få flere opgaver, men vi er jo drevet af, at der skal være penge i kommunekassen, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























