Fra mellemleder til topchef
Fra mellemleder til topchef
Mange afdelingsledere drømmer om at tage skridtet endnu videre til en toppost som direktør. Spørgsmålet er, hvordan du får åbnet flest mulige døre, så kommunaldirektøren næste gang peger på dig til forfremmelsen.
Første ting er at spørge sig selv, hvad der skal til for at nå posten som topchef, og hvad man mangler, siger direktør Jens Jørgen Andersen for rekrutterings- og rådgivningsfirmaet X-ray.
”Og så skal man lægge en plan, som man har en tro på holder. Du skal være stensikker på, hvad du vil, og hvilke egenskaber du vil have trænet. Er du ikke det, så kan du ikke forvente, at en chef vil bruge penge på det,” siger han.
Personaleansvar
Har man derimod lavet en relativt detaljeret plan, så virker det velforberedt og professionelt for en chef. Det kan motivere chefen til at handle og bakke op.
”Det er noget med at få synliggjort de ønsker man har, men også de kompetencer, man har lige nu, og de kompetencer, som man har brug for at tilegne sig,” fortæller Jens Jørgen Andersen.
Og specifik faglig viden bør ikke nødvendigvis være en af de ting, som man slår sig op på, mener han. Det på trods af, at han stadig oplever kommuner og andre, som udvælger ledere med den begrundelse.
”Man tænker, at folk, der besidder en stor faglighed, også vil kunne være dygtige ledere, og det synes jeg er en kæmpe brøler,” siger Jens Jørgen Andersen.
Man bør tænke i at opkvalificere og dyrke sin evne til at håndtere medarbejdere.
”At gå et niveau op som topchef uden at have ballasten i forhold til at håndtere og udvikle sit personale, det er en meget svær øvelse. Det er der ikke mange, der slipper godt af sted med,” siger Jens Jørgen Andersen.
Videreuddannelse
Man skal desuden gøre sig klart, om man er villig til at slippe detaljen og i stedet koncentrere sig om at være den, der samler trådene, og være ansigtet udadtil. Det gælder særligt i forhold til at stå op for sine medarbejdere.
”En af de vigtigste egenskaber er evnen til at stille sig frem og turde tage ansvaret for det, som også andre har gjort,” siger Jens Jørgen Andersen.
Videreuddannelse er et vigtigt skridt til at få de ledelsesmæssige egenskaber, og det emne kan man med fordel inddrage i sin medarbejdersamtale. Her skal man blandt andet gøre sig klart, om man er til en teoretisk funderet eller praktisk orienteret uddannelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















