I januar 2012 var seerne af Kanal 4’s seermagnet De Unge Mødre med på nærmeste hold, da en stortudende og rasende Hannah Melissa Ginic fik fjernet sin datter, fordi kommunen ikke mente, at hun var i stand til at være mor.

Hannah Melissa Ginic skrev sig ind i en lang liste af deltagere i tv-programmet, der har fået anbragt sit barn gennem en afgørelse uden samtykke, som tvangsfjernelser hedder på forvaltningssprog.

Men på mange måder var tvangsfjernelsen af den unge mors datter langt mindre spektakulær, end tv-programmet lod seerne forstå. For tvangsfjernelser bliver mere og mere almindelige på rådhusene rundt om i Danmark.

Mens antallet af børn, som bliver anbragt, falder moderat i disse år, men normalt ligger stabilt på cirka en pct. af en børneårgang, så stiger antallet af børn, som tvangsanbringes, nemlig heftigt.

I 1980’erne var tvangsfjernelser således et nærmest ukendt fænomen, som kun to pct. af alle anbragte børn oplevede. Men i første kvartal af 2018, som er de nyeste tal, vi har fra Danmarks Statistik, var der 13.924 anbragte børn, og af dem var 2.646 tvangsfjernede. Det svarer til 19 pct. af alle anbragte børn og 0,23 pct. af alle børn i Danmark.

Men selvom antallet af tvangsfjernede børn stiger markant og har gjort det over en årrække, er der ingen, som ved, hvorfor det sker. Flere forskere og fagpersoner har dog nogle bud.

Medier og tvang
Er der en, som ved noget om anbringelser, er det professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet Inge Bryderup. Hun står bag det omfattende forskningsprojekt Familiepleje i Danmark. Heri har hun sammen med sit forskningsteam kortlagt anbringelser i familiepleje, som er den absolut mest brugte anbringelsesform i Danmark.

Men heller ikke hun ved, hvorfor der er kommet flere tvangsfjernelser:

- Men jeg har da et par mulige bud. Der er blandt andet kommet en generel socialpolitisk tendens til, at når kommunerne arbejder med socialt udsatte, bruger de i stigende grad tvang og kontrol. Det ser vi på børneområdet blandt andet ved antallet af tvangsadoptioner, fradrag i familieydelse og ungekontrakter, siger Inge Bryderup.

Hun peger også på, at børns levevilkår har fået stor mediebevågenhed de senere år. Det er blandt andet en konsekvens af de meget omtalte børnesager i Tønder og Brønderslev.

- Jeg tror, det betyder, at børne/familieafdelingerne har større bevågenhed. For det er ikke rart for en kommune at få sådan en sag i medierne.

Lange ventetider
Også hos Vive har man fulgt undrende med i udviklingen, og heller ikke her har man et entydigt svar på, hvorfor flere og flere børn tvangsfjernes. Men seniorforsker Mette Lausten mener blandt andet, at overgrebssager er med til at give flere tvangsanbringelser:

- Vi har også på Vive talt om udviklingen og er nået frem til, at det enten kan skyldes, at de, der tvangsfjernes, har fået lov at vente for længe, så der ikke er tid til at lave en ordentlig løsning på anbringelsen, eller at sagsbehandlerne har alt for lidt tid til at gøre sagsarbejdet og samarbejdet med forældrene ordentligt, så de må skride til drastiske metoder, uden at forældrene har været inddraget nok, siger hun.

Spørger man docent på Institut for Socialt Arbejde på Københavns Professionshøjskole Frank Ebsen, tror han også, at stigningen i antallet af tvangsanbringelser skyldes den ventetid, der går, fra kommunen modtager en underretning, til der bliver lavet en indsats.

- Nogle gange bliver situationen så meget værre i hjemmet i den periode, hvor man undersøger de vilkår, barnet lever under, at man ender med at skulle fjerne barnet med tvang, siger han.

120.000 underretninger
Også antallet af underretninger har betydning, siger Frank Ebsen og henviser til, at der for cirka ti år siden var 35.000 underretninger om året. I 2017 modtog kommunerne til sammenligning 117.400 underretninger.

- Med så mange underretninger får sagsbehandlerne en stor bunke af opgaver, som tårner sig op. Det giver ventetid, allerede før man igangsætter en §50-undersøgelse, som man så også skal vente på. Først herefter træffes der beslutning om en iværksættelse, siger Frank Ebsen.

Han opfordrer derfor til, at man i højere grad undersøger, hvad der ligger til grund for den markante stigning af underretninger og tvangsanbringelser.

Også Inge Bryderup påpeger, at der i løbet af de seneste år er kommet langt flere underretninger end tidligere. Til gengæld ser hun i sin forskning intet, der tyder på, at det har ændret ved antallet af anbringelser i alt.

Gør det nogen forskel?
Som udgangspunkt er det ikke meningen, at barnet skal kunne mærke forskel på, om det er blevet anbragt med eller uden samtykke fra forældrene. Men der følger ofte en række restriktioner med, når et barn tvangsanbringes, og det kan betyde, at det er sværere for børnene at vende tilbage til deres biologiske familier efter en anbringelse – også selvom børn ifølge loven som udgangspunkt anbringes med det formål at komme hjem til de biologiske forældre igen, siger Inge Bryderup:

- Et af de resultater i vores forskning, som kom bag på mig, var, at 60 pct. af de anbragte børn slet ikke sover hos deres forældre i løbet af den tid, de er anbragt. Hvis man er fem år gammel, når man bliver anbragt, og man er anbragt i fem år, er det altså meget svært at vende tilbage til nogle forældre, man nærmest ikke har set, mens man var anbragt, siger hun.

Også Frank Ebsen ser en klar forskel på, om der er tale om tvangsanbringelser eller frivillige anbringelser.

- Uanset hvordan barnet bliver anbragt, viser mange undersøgelser, at det at have en god relation til de biologiske forældre giver børn de bedste muligheder for at få gavn af anbringelsen. Hvis moren er med på anbringelsen og samarbejder, bliver det lettere at opretholde den relation. Når det er tvang, sker der ofte et brud på den relation, som er begrundet i barnets udvikling eller mangel på samme.