Kommunen.dk
MENU

Formand for Danske Handicaporganisationer om afdækning af bosted: “Det er etisk og moralsk forkasteligt”

Organisation kalder de seneste afsløringer om det sjællandske botilbud Mosefryd for “hjerteskærende”, og spår, at det ikke er den sidste sag af sin slags.

Formand for Danske Handicaporganisationer om afdækning af bosted: “Det er etisk og moralsk forkasteligt”

Organisation kalder de seneste afsløringer om det sjællandske botilbud Mosefryd for “hjerteskærende”, og spår, at det ikke er den sidste sag af sin slags.
Thorkild Olesen, formand for DH reagerer på Kommunen.dk og Politikens historie om det private bosted Mosefryd:  Det er etisk og moralsk forkasteligt, at man kan finde på at tjene penge på den måde
Thorkild Olesen, formand for DH reagerer på Kommunen.dk og Politikens historie om det private bosted Mosefryd: " Det er etisk og moralsk forkasteligt, at man kan finde på at tjene penge på den måde"
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Det er en forråelse, når man begunstiger sig selv på, at der er nogle mennesker, som har brug for en faglig indsats. Det er hjerteskærende.  

Sådan lyder det fra Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, der reagerer på Kommunen.dk og Politikens afdækning af, hvordan ejer og leder af det private botilbud Mosefryd, Gitte Nielsen, har handlet med sig selv med offentlige midler givet til botilbuddet.

Afdækningen sker på baggrund af aktindsigter, regnskaber og dokumenter fra socialtilsynet, der har afgjort at lukke Mosefryd.

Thorkild Olesen mener, at den måde at drive botilbud på, vidner om, at fokus fagligheden har været en mangelvare på stedet. 

- Det er etisk og moralsk forkasteligt, at man kan finde på at tjene penge på den måde, siger han.

Gitte Nielsen har afvist al kritik over for Kommunen.dk og Politiken.

Mangel på faglighed går ud over borgerne

Socialtilsyn Hovedstaden har kritiseret Mosefryds ledelse for i ikke at have ansat nok faguddannet personale på botilbuddet.

Tilsynet kritiserer, at offentlige midler i stedet er gået til Gitte Nielsen og familien:

“[...] at Gitte Nielsen har valgt at anvende tilbuddets midler til at ansætte egne familiemedlemmer og begunstige sig selv og familien frem for at sikre den faglige kvalitet og udvikling af tilbuddet, er ikke udtryk for en ansvarlig ledelse,” lyder det i afgørelsen om, at Mosefryd skal lukke. 

Så jeg er reelt meget bekymret for, at vi ser flere af de her tilbud i fremtiden,

En medarbejderoversigt fra januar viser, at Mosefryd har 10 medarbejdere ansat samt en administrativ medarbejder, hvoraf tre har pædagogisk baggrund og én social-og sundhedsassistent. 

Fem af de ansatte har “familiær tilknytning” til Gitte Nielsen. Der er tale om Gitte Nielsens datter og datters partner, Gitte Nielsens søn, Gitte Nielsens bror, som hun ejer ejendommen i Ølstykke med, og en medarbejder, der har en “nær relation til Gittes ene søn,” vurderer tilsynet. 

Thorkild Olesen mener, at netop mangel på faguddannet personale kan gå ud over borgernes udvikling. Thorkild Olesen mener, der kan være tale om “omsorgssvigt”, idet der ikke har været nok fagpersonale til stede på botilbuddet. 

- Det er et menneskesyn, som jeg ikke kan forstå, man kan have, siger han.

Ifølge tilsynet er to borgere udskrevet på grund af Mosefryds manglende kompetencer.

Afviser kritik

Men Gitte Nielsen afviser, at der har været tale om omsorgssvigt og oplyser følgende i et skriftligt svar: 

“Jeg er uforstående over for denne udtalelse og tænker, at Thorkild Olesen ikke kender sagens rette omstændigheder.”

Derudover har Gitte Nielsen anket tilsynets beslutning om lukningen af Mosefryd, og afviser desuden den kritik, som er blevet forelagt hende. Hun påpeger, at hun aldrig tidligere har oplevet lignende modstand fra myndighederne. 

“Jeg har arbejdet med dette område og denne særlige målgruppe siden 1998 og har aldrig nogensinde oplevet en lignende form for modstand og ageren fra nogen myndigheders side. Siden min klage over det nævnte tilsynsbesøg er det som om, at Socialtilsyn Hovedstaden har valgt at tolke alt vedrørende Mosefryd og mig i et negativt lys. Det har været utroligt drænende for stedet og for mig personligt,” skriver hun i et svar til Kommunen.dk. 

 “Jeg er ikke økonomisk afhængig af, at Mosefryd fortsætter, men jeg føler mig fagligt og moralsk forpligtet på, at vores beboere har en tryg hverdag samt en god fremtid foran sig," skriver Gitte Nielsen. 

Da Gitte Nielsen har klaget over Socialtilsyn Hovedstadens afgørelse om lukning, er det nu op til Ankestyrelsen at vurdere sagen. 

Thorkild Olesen frygter og forventer, at der kommer lignende sager i fremtiden. Derudover mener han ikke, der er en tilstrækkelig god godkendelses- og tilsynsprocedure i den nuværende rammeaftale i dag.

- Så jeg er reelt meget bekymret for, at vi ser flere af de her tilbud i fremtiden, siger han.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR