I al ubeskedenhed er vi danskere meget stolte af vores tradition for godt design. Intet hjem undgår i det lange løb Bojesen-aben, Kählervasen eller PH lampen. Butikker bugner af designet husgeråd og møbler. Ja, man kan ikke købe en sukkerskål eller en peberkværn uden at få hele historien om, hvem der formgav, og hvordan vi nåede frem til dette udtryk. Vi har arkitekter i verdensklasse, der konstant bliver fremhævet for deres strenghed og innovative kvaliteter.

Samtidig opdrager vi hinanden til at være opmærksomme på de farer, vores miljø er udsat for. Enhver vuggestue med respekt for sig selv har temauger om genbrug og affaldssortering.

Selvfølgelig skal alle bidrage til et bedre miljø. Alt andet ville jo være tosset og meget politisk ukorrekt.

Bevaringsværdige facader

Selv bor jeg i en bydel i København, klemt godt inde imellem Vanløse og Frederiksberg i Nordvestkvarteret. Vi bor i knap 400 små andelshuse sammen, og de fleste af os nyder at bo i over 100 år gamle huse. Det kræver selvfølgelig vedligehold og omsorg, så der er altid projekter i gang på kryds og tværs. Husene er kategoriseret som ’bevaringsværdige’. Juridisk betyder det, at vores huse er underlagt lokalplan 297. Og i §6 står under 'Bebyggelsens ydre fremtræden': 'Ændringer i bebyggelsen, for så vidt angår bygningernes materiale, udformning, farve og øvrige fremtræden, skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter. Eksisterende bebyggelse må i nævnte henseende ikke ændres uden Bygge- og Teknikudvalgets tilladelse…'

For vores vedkommende handler det i særlig grad om ’facaderegulativet’ – dvs. hvad der ses fra vejen. Det betyder i korte træk blandt andet, at vi kun kan have stakit eller hæk (ikke plankeværk) ud til vejen, at huse og vinduer skal males i godkendte farver, og at man skal søge om tilladelse til al udvendig forandring (vinduer, havestuer etc.). Det er godt og helt i orden, at kommunen holder fast i det helt særlige udtryk, disse huse har. Det er vores fælles kulturarv, og området fremstår på en forårsdag som en lille uforstyrret lomme fra mormors tid, beliggende midt i storbyen.

Plastikfest bryder mormorsk idyl
Vores forening har, som alle andre huse og ejendomme i Danmark, selvfølgelig mødt miljøbølgen. Under sloganet ’Genbrug er guld’ har Københavns Kommune siden august 2017 udrullet en ambitiøs plan, der skal ’ændre vores forhold til affald’. Denne plan føjer sig til de seneste års påbud om et utal af beholdere i flere farver: Til køkkenaffald, restaffald, haveaffald, pap, papir, metal/plastik … og som kronen på værket den røde boks til batterier, maling og elektronisk affald. Til overflod bliver husejere oplyst om, hvornår hvilke spande lander i indkørslen.

Men kæden er røget af, når det handler om disse spande. For al den snak om design og udtryk stoppede øjensynligt, inden nogen forholdt sig til de grønne beholdere. Når de (syv styks, hvis man spiller med fuld plade) står opmarcheret foran vores huse, er det svært at få øje på den bevaringsværdige idyl.

Det er, som om, de stolte æstetiske traditioner for dansk design er gået i en stor bue udenom den grønne genbrugsbølge. Eller sagt lidt mere retorisk: Fordi det er klogt og politisk korrekt, behøver det vel ikke være grimt?

Hvorfor er der ingen, der for alvor integrerer design med miljø? Jagten på bæredygtighed og på at redde vores planet kører i højeste gear, så der må da være penge i at lave nogle smukkere løsninger end den grimme ’plastikfest’, Københavns Kommune har gang i.

Bare ikke ok
’Design guide for Københavns Kommune’ handler om logoer og skrifttyper og ikke et pip om, hvordan udtrykket skal være for de mange genbrugsspande, der står på hver eneste parcel. Mange steder i vores område står spandene helt ud til vejen, og kriteriet for, at kommunen tømmer dem, er netop, at de skal kunne ses fra vejen. Hvordan rimer denne forordning med facaderegulativet, i hvis ånd det er at bevare vores område uden øjebæer?

Flere byer i Danmark og Europa opretter i disse år underjordiske containere til at samle de forskellige affaldstyper. Tilbage i jordhøjde står en boks med en slags postkasse, hvori man dumper sit affald. Den model koncentrerer affald og virker noget mere gennemtænkt end den, bevares, meget synlige hær af grønt plastik.

Hvis vi som samfund skal bevare vores selvudnævnte førerposition indenfor design og arkitektur, bliver folkene i affaldsbranchen nødt til at mødes med de kommunalt ansvarlige. Der skal udskrives konkurrencer og uddeles guldmedaljer til dem, der kan knække koden. Det er ikke ok at isolere design og arkitektur til noget, vi har stående på middagsbordet. Det er ikke ok at skænde husene i København med en hær af plastikspande. For fremtiden bør ’design af affaldssortering’ være indgangsbilletten til at tage beslutninger på miljøets vegne. Der bliver kun mere genbrug fra nu af, og det skal være til at holde ud at se på.