Antallet af demente vokser eksplosivt, og det stiller nye krav til både indretning og arkitektur. I løbet af få år skal kommunerne huse op mod en tredjedel flere plejehjemsbeboere end i dag, og det har skabt et mindre byggeboom.

Men ifølge flere eksperter lever de nye byggerier sjældent - eller aldrig - op til de gode intentioner. Økonomi, manglende fokus på bruger- og personalebehov og forældet lovgivning spænder ben for vellykket plejehjemsbyggeri, og det får konsekvenser i mange år frem i tiden.

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var lykkedes skidegodt. Meget byggeri er indenfor de seneste år bygget med skyhøje intentioner, men meget af det er funktionelt ikke lykkedes godt, siger arkitekt Louise Dedenroth Høj, som sidste år afsluttede sin erhvervs-PhD om demens-arkitektur i plejehjemsbyggerier. 

Hun har fulgt forskellige projekter, men har svært ved at finde et vellykket eksempel på, at byggeriet har fungeret efter hensigten. Af flere årsager. 

- Dels fordi der er sparet undervejs, og man har ikke kunnet føre alt igennem, som man vil, dels fordi man ikke har haft god nok forbindelse mellem vision, dagligdag og organisering af medarbejdernes hverdag. Personalenormering er ikke fulgt med og tilpasset ressourcer, og så fungerer det ikke specielt godt, siger hun.

Forældede lovkrav

Charlotte Rahr Mortensen, som både er uddannet arkitekt og sygeplejerske, arbejder nu som brugerfacilitator og arkitekt på blandt andet plejehjemsbyggerier med speciale inden for demensvenlig indretning og arbejdsvilkår i de fysiske rammer. Hun har fulgt plejehjemsbyggerier mange steder i landet, men har ligesom Louise Dedenroth Høj stadig til gode at se et byggeri, som er kommet i mål med ambitionerne. 

Hun peger på en konkret hæmsko for kommunernes nybyggeri: Boligstøttelovgivningen.

Den hæmmer efter hendes mening alle intentioner om at indrette plejehjemsbyggerierne efter brugernes behov, fordi kravene er firkantede og forældede.

- Hver tegnestue præsenterer stort set identiske forslag, når der skal bygges nye plejehjem. Problemet er hver gang boligstøtteloven, som bremser udviklingen på demensområdet, siger hun.

Forklaringen bunder i de økonomiske spilleregler for antal kvadratmeter. Når et plejehjemsbyggeri er afsluttet, søger kommunen boligstøtte til hver plejebolig. Men støtten gives maksimalt til 65 kvadratmeter per bolig med murtykkelse indregnet. De 65 skal fordeles mellem lejligheden, fælles gang-areal og fællesrum. Det vil sige, at det ofte ender med, at 12 beboere har samlet 50 kvadratmeter til fællesrum, hvor de skal have plads til at spise, hygge sig og se tv, når gangareal og lejligheden er trukket fra. Det passer hverken helt eller halvt til brugernes særlige behov, siger hun.

Lovgivningen foreskriver derudover, at beboerne skal bo i en “lejlighed” med køkkenfaciliteter, som beboeren ofte ikke kognitivt kan bruge pga. deres demenssygdom. Tekøkkenet tager dyrebart areal og budget fra hjemlige fællesrum, der er særligt vigtige for mennesker med demens, da de er yderst afhængige af nærhed og tryghed ved plejepersonalet.

- Kravene er forældede i forhold til den viden, vi har på området pleje og omsorg til mennesker med demens, som ofte er særligt sårbare over for sanseindtryk i de fysiske rammer. Selv med de største ambitioner og faglighed kan det ikke komme i mål med 65 kvm, siger Charlotte Rahr Mortensen.

Lyt til personalet

Ældre mennesker og særligt mennesker med demens er meget komplekse og sårbare borgere, som stiller detaljerede krav til indretning.  Her kan for lavt budget til byggeriet og manglende erfaring indenfor plejehjemsbyggeri hos de kommunale bygherrer have store konsekvenser.

- Vi har ekstremt kompetent og ambitiøst plejepersonale, som ved, hvad de laver. De kommunale bygherrer og ældrecheferne i kommunerne har ligeledes gode visioner for byggeriet. Men hvor tit bygger man et nyt plejehjem i en kommune, spørger Charlotte Rahr Mortensen, som ikke klandrer kommunerne for deres ambitioner.

- Kommunerne laver et førstegangsprojekt med masser af behov og visioner. Laver work-shops og brugerinddragelse, men det holder sjældent hele vejen i mål, fordi boligstøttelovgivningen spænder ben for de grundlæggende behov. Ligeledes er den økonomiske ramme for byggeriet ofte sat for lavt fra starten med konsekvenser for både kvaliteten af boligarealerne og servicearealerne til personalet. 

- Det er vigtigt at forstå kompleksiteten i både at bygge et hjem for særligt sårbare ældre og en arbejdsplads for mange forskellige faggrupper med en organisation, hvor nye krav og teknologier skal indtænkes. Hvis ikke det afdækkes og kvalificeres tydeligt, inden det kommer på tegnebrættet, får det store konsekvenser for beboerne, plejen og arbejdsforholdene, siger hun.

Hun mener, plejehjemmet skal dække ekstremt mange behov og krav. Derfor er det vigtigt at lytte til alle de forskellige brugergrupper for at forstå de fine detaljer i demenspleje: Hvordan man organiserer rummene i forhold til hinanden, logistik, indretning, farvesammensætning, akustik mm.

- Som arkitekt er det vigtigt at tolke brugerinddragelsen ind på tegnebrættet. Der kan vi gøre en forskel med de begrænsninger, blandt andet boligstøttelovgivningen sætter, understreger Charlotte Rahr Mortensen. 

Brugerne skal med hele vejen

Louise Dedenroth Høj efterlyser en bedre integreret proces mellem arkitekter, kommunale bygherrer og ældreplejen.  Hvordan plejen fungerer, bør være en forudsætning for den måde, man tegner og tænker og udvikler arkitekturen på.

- I et projekt, jeg har fulgt i Norge, har lederen af plejehjemmet været med fra begyndelsen for at formulere nogle visioner for plejen, som så er fulgt med i konkurrenceprogrammet for arkitekturen. Og lederen har været med hele vejen som garant for, at det fulgte med. Omvendt har jeg også fulgt et byggeri herhjemme, hvor personalet var med i starten, men blev koblet af undervejs, fortæller hun.

Ifølge Louise Dedenroth Høj skal grundlaget for et vellykket byggeprojekt inkludere brugerinddragelse fra start til slut.

- Efter plejehjemmet er taget i brug, skal medarbejderne oplæres i at bruge de nye rammer. Sætter vi bare det gamle ind i det nye, sker der nogle sammenstød, som er vigtige at undgå, siger hun og tilføjer, at et kommunalt plejehjemsbyggeri helt banalt kalder på moderne forandringsledelse.

- Hvis ikke brugerne, personalet, får ejerskab i de nye faciliteter, kommer hverdagen aldrig til at fungere optimalt.