Flere ledige ude på arbejdspladser
Flere ledige ude på arbejdspladser
Der er dobbelt jackpot, når kommunerne aktiverer ledige gennem virksomhedspraktik eller løntilskud. Dels kommer flere i arbejde end gennem andre former for aktivering, og dels er ordningerne billligere for kommunerne. Alligevel er det ikke alle kommuner, der er lige flittige til at bruge den såkaldt virksomhedsrettede aktivering.
Nye tal viser, at brugen af såvel virksomhedspraktik som løntilskud i offentlige og især i private virksomheder er i voldsom stigning. Og det giver god mening, siger vicekontorchef Kristina Bendixen fra Kontoret for Arbejdsmarked og Uddannelse i KL.
”I Danmark besættes mange job via netværk. Og når man aktiveres i en virksomhed, får man et netværk. Opstår der et nyt job, så er man den nærmeste til at blive ansat,” siger hun. Og økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet er enig.
”Virksomhedsrettet aktivering er både billigst og mest effektivt. Det er positivt, at udviklingen går i den retning, hvor de bedste resultater er,” siger han.
Det er især ansættelse med løntilskud i en privat virksomhed, der batter. Det fører i mere end halvdelen af tilfældene til et fast job. Løntilskud i det offentlige og virksomhedspraktik er knap så effektivt, men stadig mere virkningsfuldt end andre former for aktivering.
Samtidig er den virksomhedsrettede aktivering billig, fordi kommunerne slipper for udgifter i forbindelse med kursusforløb. Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at udgiften pr. aktiveret er faldet fra knap 90.000 til godt 60.000 kroner fra 2007 til 2010. Det har givet en besparelse på 2 milliarder kroner i perioden.
Aabenraa topper
Alligevel er det ikke alle kommuner, der er lige flittige til at bruge virksomhedsrettet aktivering. Det viser nye tal, som Arbejdsmarkedsstyrelsen har genereret for Kommunen.
I Aabenraa er 25,8 procent af de ledige i virksomhedsrettet aktivering, mens det kun er tilfældet for 6,8 procent af de ledige i Vejle og 7,7 procent i Ikast-Brande.
Det placerer for tredje år i træk Aabenraa i den kommunale aktiveringstop. Og det er et resultat af en bevidst fokus på de private virksomheder, fortæller jobcenterchef Henrik Kærgaard.
”Vi er ikke et opbevaringssted. De ledige skal ud i virksomhederne og opleve, hvad det er at være på en arbejdsplads og få et netværk. Vi tror på, at det er det, der virkelig flytter noget,” siger Henrik Kærgaard.
I bunden af statistikken ligger Vejle og Ikast-Brande samt de to ø-kommuner Fanø og Læsø. Begge de større kommuner mener, der er tale om fejl i tallene. Den samme melding lyder fra Læsø, hvor jobcenterchef Ingelise Rangstrup understreger, at jobcentret har et rigtig godt samarbejde med de lokale virksomheder. På Fanø lyder forklaringen, at der er tale om meget små tal, så selv små udsving giver store ændringer i statistikken.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























