Fanø i budget-strejke over forventet minus på grundskylden
Fanø i budget-strejke over forventet minus på grundskylden

Fanø har demonstrativt sat sin budgetproces på pause, begrundet i udsigten til at blive sat under administration af Indenrigsministeriet, fordi kommunen ikke finder det muligt at lave et realistisk budget for 2024. Problemet er nye boligskatteregler, som fra 2024 vil koste Fanø et tocifret millionbeløb i mistet grundskyld.
Fanø er den kommune, hvis økonomi er mest afhængig af netop grundskyld - mere end en fjerdedel af kommunens indtægter stammer herfra - og helt kontant svarer det til 4.000 kr. mindre pr. indbygger. Til sammenligning mister den næsthårdest ramte kommune, Læsø, 700 kr. pr. indbygger, har Fanø Kommune opgjort.
Netop Læsø har i årevis været vant til meget vanskelige budgetprocesser, men fik et midlertidig pusterum med udligningsreformen, der gav nogle år med overkommelige betingelser. Før da gjorde også Læsø brug af utraditionelle virkemidler i forhold til "at råbe op overfor staten", som daværende borgmester Karsten Nielsen (DF) udtrykte det i 2019.
Det år vedtog man med åbne øjne et 2020-budget, der var en overtrædelse af den kommunale styrelseslov, idet det forudsatte et statsligt tilskud på 19,5 mio. kr. som på dagen for vedtagelsen ikke var bevilget. Også året forinden vedtog man et ulovligt budget ude af balance.
Appel til Christiansborg
Fanø har ikke på samme måde en historik for budgetproblemer. Med de nye grundskyldsregler har man i stedet valgt at kommunikere sine vanskeligheder med en budgetproces-pause, der varer, indtil man i slutningen af august får en afklaring på situationen.
Allerede mandag har borgmester Frank Jensen (R) foretræde for indenrigsminister Sophie Løhde (V), men en egentlig opklaring af den endelige situation ventes først, når Skatteministeriet opdaterer de foreløbige tal for grundskylden.
Kommunernes budgetter skal være vedtaget senest 15. oktober, og de foregående år har Fanø typisk først været klar med budgetforlig i slutningen af september. Den erklærede budgetpause denne måned ud var derfor næppe blevet bemærket af nogen udenforstående, hvis ikke kommunen havde udsendt en pressemeddelelse om det.
En signalgivning er målrettet til Folketinget. Et enigt Fanø Byråd appellerer "til handling fra nationalt, politisk hold, så der kigges nærmere på skævvridningen og de alvorlige konsekvenser, den afføder", hedder det direkte. Foruden mødet med indenrigsministeren på mandag har Økonomiudvalget har søgt foretræde for Folketingets Skatteudvalg, hvis ansvar grundskyldsreglerne er.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























