Kommunen.dk
MENU

Få dage før skolestart lempes coronaregler

Styrelse lemper retningslinjerne for landets skoler, så hjemsendelser kun finder sted ved større smitteudbrud. Giver tryghed på skolerne, siger lærerforening.

Få dage før skolestart lempes coronaregler

Styrelse lemper retningslinjerne for landets skoler, så hjemsendelser kun finder sted ved større smitteudbrud. Giver tryghed på skolerne, siger lærerforening.
Når elever på landets skoler på mandag møder ind til første skoledag efter sommerferien, bliver det til lempede coronaregler. Sundhedsstyrelsen har nemlig besluttet, at elever ikke skal sendes hjem i samme omfang som tidligere. Styrelsen har også ændret definitionen på nære kontakter på skolerne.
Når elever på landets skoler på mandag møder ind til første skoledag efter sommerferien, bliver det til lempede coronaregler. Sundhedsstyrelsen har nemlig besluttet, at elever ikke skal sendes hjem i samme omfang som tidligere. Styrelsen har også ændret definitionen på nære kontakter på skolerne.
Foto: Claus Bech, Ritzau Scanpix

Mandag begynder tusindvis af elever i skole igen efter en lang sommerferie.

Og på grund af en stor vaccinationstilslutning i Danmark lemper Sundhedsstyrelsen derfor nu på retningslinjerne for, hvordan smitte i daginstitutioner, på skoler og andre uddannelsesinstitutioner skal håndteres.

Det betyder blandt andet, at skoler i højere grad end hidtil kan forblive åbne ved smittetilfælde på skolen.

- Vi vil meget gerne være med til at få skolegangen tilbage til det normale før coronaepidemien. Vi ved, at det er vigtigt for børns trivsel, at hverdagen er genkendelig. Derfor er vores prioritet at sikre, at skolerne forbliver åbne, så vidt det er muligt, siger Andreas Rudkjøbing, læge i Sundhedsstyrelsen, i en meddelelse.

Hjemsendelser skal fremover kun ske ved større smitteudbrud eller andre særlige situationer. Det kan eksempelvis være, hvis mere end 30-40 personer på skolen er smittet. Det kan også være, hvis der er tale om nye og særligt bekymrende coronavarianter blandt de smittede.

Lempelser kommer for sent

Det glæder Danmarks Lærerforening, at der endelig er kommet nye retningslinjer for skolerne, der er til at gå til.

Men de kommer en kende for sent, siger formand Gordon Ørskov Madsen.

- Jeg er rigtig glad for, at det nu er tydeligt, at der ikke skal ske isolering i samme omfang som tidligere, hvis der kun er få smittede. Så vi er godt tilfredse med de her retningslinjer, som giver tryghed på skolerne. De skulle dog være kommet i starten af den her uge, så man kunne have bygget det ind i planlægningen af skolestarten og taget højde for, hvad der skal ske, hvis der udbryder smitte på skolen, siger han.

Definitionen af, hvem der er nær kontakt til en smittet, ændres også i de nye retningslinjer. Fremover vil en nær kontakt være personer, der har været under en meter fra en smittet person i 15 minutter eller mere på skolen.

  Jeg er rigtig glad for, at det nu er tydeligt, at der ikke skal ske isolering i samme omfang som tidligere, hvis der kun er få smittede. Så vi er godt tilfredse med de her retningslinjer, som giver tryghed på skolerne. 

Dermed er man ikke længere nær kontakt, blot fordi man går i samme stamklasse som en smittet person.

Sådan var det ellers tilfældet i reglerne fra 5. februar, der hidtil har været gældende. Det betød, at en hel klasse skulle sendes hjem, hvis en enkelt elev i klassen var smittet. Men det er nu ikke længere tilfældet.

12-årige vaccineres

Sundhedsstyrelsen forventer, at vaccination af børn fra 12 år og op er med til at inddæmme smittespredningen på landets grundskoler, når størstedelen af børnene har gennemført en vaccination.


Halvdelen af de 12-15-årige har indtil videre enten booket tid eller fået det første vaccinestik. Lempelsen får betydning for knap 700.000 elever i grundskolen.

De nye retningslinjer for skolerne

  • Elever skal fremover kun sendes hjem, hvis der er større smitteudbrud. Det kan være med flere end 30-40 smittede personer på skolen.
  • Særlige situationer som bekymrende coronavarianter blandt de smittede eller supersprederbegivenheder på skolen kan også give anledning til at sende elever hjem.
  • Definitionen af, hvem der er nær kontakt til en smittet, ændres for dagtilbud, skoler og uddannelser. Fremover er man kun nær kontakt, hvis man har været under en meter fra en smittet i 15 minutter eller mere.
  • Elever skal fortsat blive hjemme og få taget en coronatest ved symptomer. Der skal også være øget fokus på rengøring og hygiejne.


Kilde: Sundhedsstyrelsen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR