Arbejdsdagen for en offentligt ansat rummer både faglige opgaver og håndteringen af afgørende etiske dilemmaer, der sætter dagsordenen for menneskers livskvalitet. 

Ofte overses det krydspres som de etiske dilemmaer sætter medarbejderne i, og som har en betydning for både arbejdsmiljø og borgertilfredshed.

Når en medarbejder i teknik og miljø på en helt almindelig arbejdsdag skal drage ud til en landmand og give ham et påbud om miljøhensyn, vel vidende, at det vil koste ham hundrede tusinder af kroner, han ikke har, så står hun i et etisk dilemma. Hun har faglig hjemmel og pligt til at give påbuddet, men står med det menneskelige hensyn til mandens livssituation.

Etiske dilemmaer opstår ofte i relationerne. Og fordi en stor del af det offentlige arbejde netop består i at udvirke sin faglighed i relation til borgerne, så vil der naturligt opstå etiske dilemmaer. Skal socialrådgiveren respektere borgerens ret til selvbestemmelse, eksempelvis retten til at bestemme hvordan man vil leve sit liv, vel vidende, at han måske ikke magter konsekvenserne af sine frie valg? Hvornår er det omsorgssvigt? 

Etiske forventninger til det offentlige 

En ting er, at jobbet som offentligt ansat for rigtig mange indebærer relationer til borgerne og det naturligt fører til etiske dilemmaer og udfordringer, som den enkelte må håndtere dagligt.

Noget andet er, at hele samfundet har forventninger til en særlig etisk forsvarlig adfærd fra det offentliges side.

Etik forstået som retten og pligten til ordentlighed, anstændighed, værdighed, retfærdighed og omsorg er en del af den forståelse, vi har af det offentliges etiske ansvar. For mange opfattes det sådan, at vi som borgere har retten til at forvente det, og det offentlige og de offentligt ansatte har pligten til at udvise det.  

Offentlige ansattes evne til at håndtere de etiske dilemmaer er et af de kvalitetsparametre, de bliver målt på. Hvis 'civilsamfundet' ikke oplever at blive etisk tilfredsstillet, så reageres der negativt. Ofte ses der eksempler på endog voldsomme reaktioner som afbrænding af et jobcenter, overfald og noget, der ligner hetz i medierne. I den blidere skala er det blot dårlig omtale og en forbeholden og kritisk indstilling.

Når civilsamfundet ikke får tilfredsstillet sine etiske forventninger, er der samtidig en tendens til at slutte, at de offentligt ansatte er inkompetente og fagligt underlegne. Dette sætter ofte de ansatte i et krydspres og kan betegnes som, uden at det er nødvendigt at opfinde flere stressformer, etisk stress.

Uretfærdigt, for man gør jo blot sit arbejde inden for de rammer, man bliver givet, bestemt af det politiske niveau, som i øvrigt kan risikere at skifte kurs hvert fjerde år. Og hvor mange offentligt ansatte, tror vi i bund og grund, siger til sig selv: 'I dag vil jeg gøre mit arbejde uetisk og uforsvarligt'? 

Mødet med systemet

Hvis man skal forstå de høje forventninger til etikken i det offentlige fra 'civilsamfundets' side, kan der peges på, at vi som borgere er dybt afhængige af det offentlige. Vores liv er under meget stor indflydelse og påvirkning af det offentlige system. Når jeg skal bygge ny carport, skal jeg have en byggetilladelse, når jeg bliver syg, skal jeg have sygedagpenge fra kommunen, når jeg får børn, skal de både fødes og passes med offentlig medvirken. Når jeg kører på vejene, bliver gammel, skal giftes og så videre. Hele vores liv er vi i en eller anden grad i kontakt med og afhængige af, at og hvordan det offentlige system fungerer. Afhængighed er også sårbarhed. Hvis vi ikke oplever, at vores sårbarhed bliver imødekommet, er det en af de vigtigste årsager til etisk skuffelse hos os. 

Og etisk skuffelse medfører ofte etiske konflikter, som de ansatte må håndtere.

Den offentligt ansatte møder den enkelte borger ansigt til ansigt og skal imødekomme dennes behov og forventninger, det er et etisk krav i sig selv. Samtidig skal måden, man udmønter sin faglighed på, også være etisk forsvarlig. Ydermere er den enkelte ansatte også en del af en helhed og skal varetage interesserne for fællesskabet bedst muligt. Det giver i sig selv anledning til den klassiske etiske konflikt om, hvorvidt det er hensynet til den enkelte eller hensynet til fællesskabet, der vejer tungest. Som medarbejderen i teknik og miljø, der både skal gøre sin faglige pligt, fordi det forventer vi, at hun gør, samtidig med at hun skal se landmanden bryde sammen og måske lukke sin forretning.

Etiske dilemmaer slipper man aldrig af med. For hver gang der øves indflydelse på et andet menneskes liv, så er der potentiale for etiske dilemmaer. Men man kan identificere det krydspres, som medarbejderne står i, og de etiske  forventninger de skal imødekomme, og derigennem blive bedre rustet til at navigere i dilemmaerne.