Danmark har været til valg. Snart står en ny sundhedsminister med ansvaret for et sundhedsvæsen, hvor meget allerede er sat i gang, men hvor det vigtigste arbejde stadig ligger foran os.

Der er truffet store politiske beslutninger. Vi har en ambitiøs sundhedsreform. Og der er taget skridt til at uddanne flere speciallæger.

Men vi er ikke i mål. Nu skal der følges op.

For jer, der sidder med ansvaret i kommuner og regioner, er det ikke de politiske aftaler i sig selv, der gør forskellen. Det er implementeringen. Det er, om opgaver og kapacitet hænger sammen i hverdagen. Og det er, om der bliver truffet beslutninger, der styrker det samlede sundhedsvæsen – frem for at skabe nye skævheder og øge uligheden i sundhed.

Det kalder på nogle helt konkrete prioriteringer. Tre steder er det særligt afgørende, hvis vi skal lykkes.

Lige adgang til speciallæger for alle

Yngre Læger deler ambitionen om lægedækning i hele Danmark og lige adgang til sundhed. Men det nuværende speciallægeloft rammer skævt. 

Når man tæller hoveder frem for årsværk, risikerer man at undervurdere den reelle kapacitet – og i værste fald svække den. Hvis målet er bedre lægedækning, kræver det løsninger, der tiltrækker læger til de steder, hvor behovet er størst. Ikke løsninger, der lægger låg på andre dele af systemet. For så risikerer vi både at svække det dér, hvor der i dag er speciallæger nok – uden samtidig at forbedre lægedækningen dér, hvor der mangler. Og det vil forringe kvaliteten for alle borgere i Danmark.

Sammenhængen mellem det nære og det specialiserede

Ambitionen om at flytte flere opgaver tættere på borgerne er rigtig. Men opgaver kan ikke flyttes, før kapaciteten er der.

Samtidig kræver det et langt stærkere kædeansvar for de sygeste borgere. Patienter må ikke tabes mellem to stole, når de bevæger sig fra hospital til kommune. Overgangen fra sekundær til primær sektor skal fungere – både lægeligt men mindst lige så meget  tværfagligt.

Det rejser også helt konkrete spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at de akutpladser, der nu overtages af regionerne, fungerer i praksis? Og hvordan gør vi overgangene smidige for både patienter og medarbejdere?

Hvis ikke der er tilstrækkeligt med praktiserende læger, risikerer vi, at patienterne tabes mellem to stole. Det kræver en faglig prioritering og en rækkefølge, hvor kapaciteten følger med opgaverne.

Uddannelseskæden skal sikre

Der går mange år, fra man starter på medicinstudiet, til man er færdig som speciallæge. I gennemsnit tager der op imod 17 år, fra man begynder på universitetet, til at I i kommuner og regioner kan ansætte én som færdig speciallæge.

Derfor løser vi ikke den nuværende mangel på speciallæger ved at optage flere på medicinstudiet. Den mangel skal derimod løses af de læger, der allerede er uddannet, og som lige nu er i gang med deres speciallægeuddannelse eller venter på at få en stilling i speciallægeuddannelsen.

Derfor skal der i langt højere grad fokuseres på videreuddannelsen af allerede uddannede læger, så vi kan dække manglen på speciallæger i Danmark. Det er nemlig ikke læger, vi mangler i Danmark. Det er speciallæger.

Yngre Læger og Lægeforeningen har derfor peget på, at optaget på medicinstudiet skal sænkes med 250 pladser allerede fra sommer.

En forudsætning for at lykkes

Der er en grundlæggende forudsætning, vi mangler: Data og gennemsigtighed.

Vi mangler stadig et reelt overblik over opslåede og besatte stillinger. Uden det, bliver det svært at planlægge og prioritere rigtigt – både nationalt og lokalt.

Den kommende regering får ikke bare en reform at forvalte. Den får ansvaret for, at hele kæden hænger sammen.

Det kræver politisk vilje til at justere undervejs. Og det kræver et tæt samspil med jer i kommuner og regioner – og med os, der hver dag arbejder i sundhedsvæsenet.

Mit håb er, at der bliver lyttet til erfaringerne fra praksis – til jer og til os – og handlet på dem.
For det er i hverdagen, sundhedsvæsenet skal fungere.