Jeg er forvirret. Det er en ren tilståelsessag. Mit hoved er et kogende virvar af facts, ekspertanalyser, politiske erklæringer og ufrivilligt komiske forenklinger. Tilmed hører vi noget på vore breddegrader så sjældent som krigserklæringer. Jeg trøster mig med, at jeg næppe kan være den eneste, der er lidt konfus.

Jeg havde som sædvanlig gjort mig forskellige tanker om, hvilket emne jeg skulle kaste mig over, når en ny tekst fra hængekøjen om få dage skulle skrives. Og fordi jeg dagen før afleveringsfristen var optaget af uopsættelige gøremål, der ikke lod sig kombinere med at sidde ved mit skriveapparat, havde jeg forsøgt at være lidt på forkant med overvejelserne og ville starte arbejdet i løbet af weekenden.

Fredag aften blev overvejelserne brat afbrudt og tavlen øjeblikkelig visket blank, da et kaos af forvirrende, konstant skiftende fakta og skingre politiske udmeldinger og erklæringer brød løs og de følgende dage gjorde det nærmest umuligt at gøre sig sine egne tanker. Vi var i krig, måtte jeg forstå.

Mørket sænkede sig over Europa, og vantro blev afløst af vished for, at det hidtil største udbrud af blindt barbari havde ramt Paris. Ved midnatstid erklærede Frankrigs præsident landet i undtagelsestilstand og sagde samtidig, at den nøje tilrettelagte kæde af myrderier i Paris var en krigserklæring mod Frankrig.

Inden jeg sent ud på natten slukkede for fjernsynet og gik i seng, tænkte jeg blandt meget andet, at jeg i det mindste ikke - som mine dagbladskolleger – skulle skrive kloge ord om situationen indenfor det næste døgn.

Næste dag stod det klart, at over hundrede havde mistet livet i det iskoldt gennemførte blodbad. At Islamisk Stat for alvor havde udvidet deres kampzone til Vesteuropa og rettet et lammende angreb mod franskmændenes dagligdag og afslappede livsstil. Og at der i vore byer findes veltrænede, dødsforagtende unge krigere, der kan sættes ind, når ISIL ønsker det.

Og så brød en malstrøm af kommentarer, analyser og salvelsesfulde, politiske erklæringer iblandet hævngerrige udfald løs. Underliggende blev vi af mine flittige kolleger i nyhedsmaskineriet fodret med en lammende strøm af facts, der ofte strittede i alle retninger.

Voldtægt følger profetens bud

Islamisk Stat er for alvor en fjende, der falder udenfor alle tænkelige definitioner på modparten i en krig. Og nu er det tilmed fastslået, at ISIL stod bag nedskydningen eller bombningen af et russisk passagerfly over Sinaihalvøen for nylig. Og så kan deres ledere tilsyneladende bilde tilhængerne hvad som helst ind.

For eksempel er voldtægt af kvindelige fanger og sagesløse unge piger i de erobrede områder uhyre udbredt blandt de hellige krigere. Jeg har hørt en talsmand for ISIL forklare, at det er i bedste overensstemmelse med Koranens ord. De voldtagne kvinder burde egentlig være taknemmelige for at få lov at tjene den højere sag, og krigerne bliver ved voldtægterne renset og således meget bedre rustede til at kæmpe og dø for Allah.

Vi står med andre ord overfor en usædvanlig blodtørstig modstander, der ikke for alvor er blevet svækket af alt det, vi hidtil har kunnet mobilisere.

Skal man forsøge sig med lidt optimisme, så kunne man håbe, at russerne fremover vil have mindre travlt med at bombe diktator Assads fjender og i stedet for bruge kræfterne mod det islamistiske vanvid, der nu senest har lammet den parisiske befolkning i angst og fortvivlelse.

Og måske de mange vestlige magter, der er afhængige af olien fra en lang række oliestater i regionen, kunne stoppe med at se gennem fingre med disse oliestaters gavmilde støtte til Islamisk Stat. Så kunne det måske lysne lidt for forsøgene på at skabe en politisk løsning på den vanvittige situation. Køb nogle af de avancerede, danske vindmøller – og skynd jer, før den danske regering helt får nedlagt vores vindmøllebranche. Så kan vi måske få standset strømmen af oliedollar til de fanatiske galninge, der har som mål at ødelægge den vestlige civilisation og indføre islamisk diktatur.

Tvivl og ufrivillige klovnerier

Situationen kan dårligt blive mere dyster, og det er tydeligt, at mange politikere er i alvorlig tvivl om, hvad der kan og skal gøres. Så meget desto mere bizart virker det, når enkelte politikere ikke kan tøjle deres drift mod ufrivillige klovnerier. Som Marie Krarup fra DF, der overgår sin far Søren i disciplinen arrogance og nedladende bedreviden og i en debatudsendelse på P1 søndag højlydt erklærede, at den vigtigste lære af det omfattende angreb i Paris er, at nu må vi have den grænsekontrol! På det tidspunkt var flere af de dræbte terrorister identificeret som værende franskmænd.

ISIL har åbenlyst ingen problemer med rekrutteringen. Manglende integration og en islamofobisk og fremmedfjendsk politik - ikke mindst Dansk Folkepartis - synes at udgøre en ideel grobund for at forvandle utilpassede og frustrerede unge til frygtløse hellige krigere.

Hver gang vi bruger en million på bekæmpelse af terroristerne – krudt og kugler, overvågning, efterretningsvæsen, bombetogter - så bruger vi en bøjet femøre på at forhindre radikalisering af unge utilpassede, som det i dag foregår for eksempel i vore fængsler.

En anden grænsekontrol-tilhænger, DF's udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen, ytrede ønske om et opgør med den blødsødne holdning til civile tab ved de vestlige bombardementer. En beklagelig, men nødvendig omkostning, når vi er i krig med ISIL, lød det. Det blev han ikke populær på.

Det er – ganske vist ikke officielt – faktisk det, vi gør nu. Over 600 civile dødsofre kan med sikkerhed tilskrives de vestlige bombardementer af ISIL, viser en helt ny, uvildig opgørelse. Det giver ISIL nye tilhængere og har sammen med den svigtende vestlige støtte til de gigantiske flygtningelejre i nærområderne næret den flygtningestrøm, der lige nu er en hovedkilde til europæiske politikeres panik.

Er jeg nu i krig? Det håber jeg ikke, men jeg ved det ikke. Og sådan kan det gå, når man føler sig tvunget til at skrive om så uhåndterligt et emne.