Ledelseskommissionen afleverede sin længe ventede redegørelse i juni måned. Det var rigtig interessant læsning. Der var mange – også for mange – anbefalinger, men samlet set er der en klar linje i budskaberne. Der lægges op til et paradigmeskifte i den måde, vi arbejder på med vores 700.000 medarbejdere og 46.000 ledere i den offentlige sektor.
Der er åbenlyse elementer af frisætning i rapporten. Medarbejdere og ledere skal ansvarliggøres. Have lov til at bruge deres faglighed. Det styringsmæssige åg skal af skuldrene eller i hvert fald gøres væsentligt lettere.

Der er løftede pegefingre til det politiske niveau. De folkevalgtes hovedopgave er at fastlægge mål og retning for den offentlige sektors virke til gavn for borgerne. Ikke mindst storkommunerne har frigjort et ikke-konstruktivt potentiale for at bruge for store ressourcer på ”policy” på bekostning af det, vi er her for; borgernes ve og vel. Dertil kommer, at vi generelt i produktivitetens ånd har fusioneret os til en offentlig sektor, der i den grad har øget kompleksiteten og dermed øget styringsbehovet radikalt. Og jo mere styring, des mindre frisætning….

Forfriskende og vanskeligt
Tillids- og sammenhængsreform, herunder det nye forslag til forsøg med friinstitutioner, og Socialdemokratiets nye vision for den offentlige sektor; mere selvstyre, større arbejdsglæde, bedre velfærd er med til at understøtte den nye retning. Det kunne opfattes som det endelige opgør med New Public Management. Måske endda management i bredere forstand.

Der er noget utroligt forfriskende over det nye styringsparadigme, der er ved at tage form. Der er også noget meget, meget vanskeligt i den videre bearbejdning.
Som det fremhæves i Ledelseskommissionens oplæg, er den offentlige sektor karakteriseret ved, at man ikke kan gå fallit. Rammerne for at måle, om vi gør det godt eller skidt, er helt enkelt anderledes. Dertil kommer den nærmest uendelige kompleksitet og de mange varenumre på hylderne.

Så hvordan sikrer vi os, at der er styr på produktiviteten, samtidig med at vi frisætter medarbejderne?
Svaret kunne være at vælge differentierede styringsformer, hvor et sygehus og hjemmeplejen netop ikke sidestilles.

Samtidig må vi søge at skabe nogle mere universelle ledelsesformer, der skaber en frisætning og en ansvarliggørelse for såvel anæstesisygeplejersken som børnehavepædagogen. Vel at mærke uden at vi mister det, vi har vundet med vores nuværende styringsparadigme; at der er styr på økonomien, og at den enkelte medarbejder ikke selv definerer et serviceniveau uanset den økonomi, der er til rådighed.
Dertil kommer et indbygget dilemma i den frisættende styring, idet den risikerer at skabe delvist forbedrede tilstande, hvor for eksempel de seneste års dygtige, tværsektorielle arbejde omkring udfordrede børn og unge risikerer at gå tabt.

Virkelighedstjek
Lad os begynde ovenfra og som Ledelseskommissionen foreslår tage diskussionen imellem politikere og embedsmænd om, hvad vi måles på, og hvem vi arbejder for. Ja, embedsmænd arbejder for demokratisk valgte politikere. Med dyb og inderlig respekt. Men såvel politikere som embedsmænd arbejder for borgerne, så hvad er kernemålsætningerne for organisationen? Vi skal her lykkes bedre med at skabe dialog imellem det politiske niveau og de medarbejdere og ledere, der arbejder i frontlinjen.

Et eksempel på en politisk målsætning, der er til at forstå, er beskæftigelsesområdet. Med fare for at forsimple skal folk i arbejde. Det er et formål, vi kan forstå og acceptere som politikere, som embedsmænd og som borgere.
Når dagpengeperioden er blevet afkortet, konstaterer vi, at det gør den ovenfor nævnte kerneopgave lettere at implementere. Der skabes en rammebetingelse, der understøtter formålet. Og når kommunerne har incitament til at skabe fleks- og skånejob, understøtter det målet om, at næsten alle får glæde af at være tilknyttet arbejdsmarkedet og et socialt fællesskab.

I vores hjemmepleje skal der leveres til flere og flere inden for en begrænset økonomi, men lad tilfredsheden definere ydelserne og ikke standardiserings- og produktivitetsbehovet. Skal der styr på A-A-tid? Ja, der skal, men lad den enkelte sygeplejerske og SOSU-assistent få lov til at være et menneske sammen med den ældre medborger. De skal bruge deres evner og deres faglighed, men også deres situationsfornemmelse. Hvad er der brug for i dag? Rehabilitering har været én måde at skabe mere fleksible arbejdsformer på for de fagprofessionelle, men for mange steder er det endt som en spareøvelse mere end som en ny arbejdsform.

Sygehusene bliver vel det vanskeligste. Her er produktiviteten i den grad i centrum. Og har hardcore-styring ikke også været med til at skabe en kræftgaranti, der overholdes? Fokus på, at vi skal nå noget i et ellers fagligt noget introvert univers? Jo. Men den har også fjernet arbejdsglæden, og den har trukket en suboptimering (delvis forbedring) ned over sektoren, der gør, at de ældre afleveres til kommunerne, inden de faktisk er færdigbehandlede. Kunne en del af løsningen være at acceptere, at visse produktivitetstal er kommet for at blive, men at sundhedspersonalet gøres ansvarlig for at skabe resultater på måder, der måske er vidt forskellige?

De gode spørgsmål
Metodefrihed til at arbejde med fagligheden er jo både tilfredsstillende og forpligtende. Modsat dér, hvor vi innoverer og gerne vil skabe nyt. Sverigesmodellen har f.eks. bragt løsningerne tættere på borgeren og den enkelte sagsbehandler, men har også lagt et åg af forventning til kreativitet og nytænkning på den enkelte medarbejders skuldre. Indimellem har medarbejderen ret til anvisning af faglige forslag. Kun få af os kan trylle.

Friheden til opgaveløsningen står i modsætning til standardisering og bliver dermed enhver ministers mareridt. Vi kommer til at få et hav af sager med sure pårørende, der kan konstatere, at farmor ikke har været i bad i en uge, fordi hun sammen med sin SOSU har prioriteret samtalen eller en gåtur. Vi skal kunne stå på mål for, at det blev valget. At den ældres tilfredshed med det er udtryk for, at en opgave er løst tilfredsstillende.

Tåler vi det, eller står ministeren samme aften med sved på panden og kræver en standardprocedure, der forhindrer, at noget tilsvarende sker lige om lidt? For så er vi lige vidt. Lad os turde. Lad os foretage prøvehandlinger, forsøg, som eksempelvis friinstitutionerne. Lad os følge det, vi mærker fra maven og hjertet, og lad det overbevise vores hjernes indimellem paniske behov for, at der sker koordination og styring af alt. Lad os genfinde den produktivitet, der kommer af frihed, arbejdsglæde, gode relationer og ansvar.
Skulle vi ikke se at komme i gang?