Meningsmålinger er noget snavs at beskæftige sig med. Ja ikke for det, det er naturligvis et hæderligt erhverv for dem, der udfører dem, men når det kommer til udlægning og fortolkning af diverse resultater, bliver det hele straks grumset. Alle har hver deres yndlingshistorier, om hvordan nogen har skudt helt ved siden af både i det store (Brexit, Trump) og i det små som fx den serielle overvurdering ved borgerrepræsentationsvalg efter borgerrepræsentationsvalg af Enhedslisten kontra Socialdemokratiet i København.

Så i virkeligheden burde vi stoppe her.

Alle ved det. Da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, for år tilbage var politisk ordfører, koketterede han ligefrem med en telefonsvarerbesked, der meddelte journalister til citat, at hvis de ringede om en meningsmåling der gik V’s vej, så var den endnu et bevis på partiets fortræffeligheder, og hvis den gik imod, så var det bare en meningsmåling af den slags, som alle jo ved, ikke betyder noget.

Sandheden er ikke desto mindre, at alle på Christiansborg labber meningsmålinger i sig, hvad enten de går den ene eller anden vej. Så de betyder noget. Foruden at de er en løbende påmindelse om, at det, som man plejer at sige, kun er den store 1:1 meningsmåling på valgdagen, der tæller.

Se bare i denne uge, hvor en meningsmåling for første gang i umindelige tider ikke cementerer som en selvfølgelighed, at Mette Frederiksen er urørlig ved FV23. Voxmeter gav de røde under 50 pct. tilsammen, og selvom det er med usikkerhed, selvom det er et øjebliksbillede, og selvom alt muligt, så betyder det noget. De blå rankede sig, om ikke andet mentalt.

De blå ligger ganske vist også under 50 pct., og endda endnu lavere, men de 3,6 pct. til “øvrige” gør hele forskellen. I både den røde og den blå stemmesum indgår partier, der ifølge samme måling ikke vil klare spærregrænsen (henholdsvis Veganerpartiet og Alternativet på den ene side og Kristendemokraterne på den anden), så fratrukket dem er den røde sum 48,3 pct. og den blå 45,9 pct. En forskel på 2,4 procentpoint, hvilket gør de 3,6 pct. “øvrige” rasende interessante.

Man må gå ud fra, at “øvrige” hovedsagelig dækker over de to endnu ikke opstillingsberettigede partier Moderaterne og Frie Grønne, og man må ligeledes kunne gå ud fra, at Lars Løkke Rasmussens parti står til en hel del mere end afskalningen fra Alternativet. Formentligt rigeligt 2,4 procentpoint mere og altså en vægtforskydning til blå side.

Det helt afgørende er dog, at Frie Grønne forleden sikrede sig retten til at blive opstillingsberettiget, selvom hverken de eller Moderaterne endnu er det formelt.

Med Frie Grønne på stemmesedlen er der, indtil en meningsmåling måtte vise noget andet, en rimelig sikker formodning om at endnu en vis mængde røde stemmer vil blive filtreret fra af spærregrænsen. Og så er forskellen på 2,4 procentpoint mellem de røde og de blå ikke kun et spørgsmål om hvor meget Moderaterne vil lægge til, men også om hvor meget Frie Grønne vil trække fra.

Altså sammen selvfølgelig rent fiktivt og ikke til at stole på og så videre, som der allerede indledningsvis blev gjort reservation for. Foruden naturligvis besværet for blå blok med overhovedet at enes, herunder ikke mindst om de gamle uafklarede opgør, der uvægerligt vil følge med Lars Løkke Rasmussen og hans parti.

Men alligevel. Det har været en god uge for de blå.