Hvis nogen indehavere af eksponerede topposter skulle have glemt det, så er den forhenværende statsminister og forhenværende partiformand Lars Løkke Rasmussens aktuelle performance en solid påmindelse om, at man altid skal sørge for selv at iscenesætte sin afgang, før andre træffer beslutningen, og man mister kontrollen over begivenhederne. De med selviscenesættelsen forbundne overvejelser har desuden den sidegevinst, at man har tid til at tænke det hele igennem og forlige sig med sin skæbne.

Alt det gjorde Lars Løkke Rasmussen ikke, og han er nu i løbet af ganske få dage blevet stort set venneløs. Kun den lige så forhenværende Søren Pind, der siden sit farvel til Christiansborg har været en yderst pågående mandagstræner i politik, står stadig ved sin gamle rolle som tro væbner. Ikke nødvendigvis nogen stor hjælp til at komme ud af det hjørne, den forhenværende Venstre-høvding har malet sig op i.

Problemet for ham er den em af forurettethed, som han enten ikke ønsker eller evner at undertrykke. De andre var virkelig dumme dengang, og en hel del af dem er det endnu, må man forstå. Selv for dem der i en eller anden udstrækning måtte være enige i substansen, bliver indebrændtheden trættende i længden.

Substansen, husker vi lige, er for så vidt den samme, som den har været hele tiden, nemlig et ønske om politisk samarbejde hen over midten. Noget andet der er det samme, som det har været hele tiden, er projektets dødfødthed.

Det ved Lars Løkke Rasmussen da også ganske udmærket. Han gjorde som bekendt ingen forsøg i den retning, da han faktisk sad for bordenden, men det er et populært standpunkt i vælgerhavet, hvor der ikke nødvendigvis er nogen stor forståelse for, at politiske partier først og fremmest er konkurrenter uanset lejlighedsvis floromvunden tale om det samarbejdende folkestyres velsignelser.

Trods det uændrede politiske budskab er der sket en del, siden “Befrielsens øjeblik” dumpede ned i valgkampen sidste år.

Foruden befrielsen af Løkke selv fra den partiformandspost, der tilsyneladende stadig i et vist omfang definerer hans identitet, skete der også noget med timingen for den nye bog. For så vidt har han ret i, at det ikke indgik i udgivelsesplanen, at den nye partiformand blot få dage inden ville aflive enhver tanke om et V-R-samarbejde og derved bringe hans forgængers politiske anbringender på kollisionskurs med sine egne.

En anden kronologi ville have efterladt det modsatte indtryk, og det er nok det element i hele affæren, som Jakob Ellemann-Jensen kan være mest tilpas ved. Han har ikke været nødt til at gå ud og skyde noget politisk ned, han kunne nøjes med at ynke forgængerens åbenlyse besvær med at slippe fortiden.

Et besvær der kun vil blive større for Løkke selv, hvis ikke han indser, at han må se at komme videre og gøre sig selv til noget andet end blot en forhenværende.