Jeg rejste i efteråret 2011 en kritik af Rebild Kommunes forvaltningskultur, som jeg stadig står næsten alene med. Siden har antallet af sager med en sønderlemmende kritik væltet ned over Rebild Kommune og skabt overskrifter på avisernes forsider. I den forbindelse tog DR Nordjylland initiativ til en rundspørge blandt nordjyske kommunalpolitikere, som viste, at hver femte politiker føler sig dårligt klædt på med information, inden de skal træffe beslutninger, som vedrører os alle. Mange føler ikke, at forvaltningerne giver dem den information, de har brug for. Det mener samfundsforsker, Johannes Andersen, er bekymrende – og det samme gør jeg. 

Jeg har ofte følt, at jeg har fået en meget ensidig præsentation af en række sager, som på ingen måde kunne skabe grobund for en sund politisk drøftelse af fordele og ulemper i nye tiltag. Det har efter min bedste vurdering været beskrevet i en form, som ene og alene har haft det formål at gennemføre forvaltningens indstilling. Da en embedsmand direkte adspurgt benægtede at have modtaget et dokument, som jeg vurderede som særdeles relevant for sagens bedømmelse, flød mit bæger over.

Da jeg efterfølgende gik til Nordjyske Medier med min historie, var det efter moden overvejelse. Der var ikke noget formål i sig selv ved at hænge en enkelt embedsmand ud, men jeg stod omvendt med et symptom, som kunne være med til at dokumentere demokratiets betingelser på kommunalpolitisk niveau. Mit ønske var at skabe en debat, som kunne være med til at belyse, hvor svært det kan være for lokalpolitikere at få gennemført politiske visioner, hvis kommunens embedsmænd er imod ideerne.

At turde føle 

I forbindelse med strukturreformen i 2007 blev antallet af politikere betydeligt reduceret fra 4.647 til 2.520 som følge af, at antallet af kommuner faldt fra 271 til 98.  Det har betydet, at forvaltningerne har langt flere sager igennem til behandling. Man betræder mange nye stier med overtagelser af de specialiserede områder, som man i kommunerne ikke hurtigt nok har kunnet komme i gang med at overtage fra regionerne. 

Vi får som politikere ikke lejlighed til at få fingrene ned i enkeltsager længere og får derfor kun mulighed for at få materiale, som i forvejen er tygget igennem af embedsfolk og i mange tilfælde omskrevet, så det kommer til at se tilforladeligt ud i den kontekst, man ønsker at fremstille det i.

Så kan man spørge sig selv, om vi skal det? Skal vi som politikere kende til de konsekvenser, det kan få for det enkelte menneske? Ville det få betydning for vores beslutninger, hvis vi som et tankeeksperiment forestillede os, at vi blev præsenteret for et menneske og en historie sammen med indstillinger af hver eneste nye reform og tiltag? Det ville måske gøre indtryk på enhver politiker at møde det enkelte menneske, som har gennemlevet konsekvenserne af vores beslutninger. Måske kunne man forestille sig, at de obligatoriske rullepølsemadder rundt omkring i de kommunale udvalg ville vokse lidt i munden på den sognerådspolitiker, som tilbagelænet har glemt, at der er mennesker bag hver eneste beslutning, der skal tages. Måske, men kun måske. 

Jeg er adskillige gange i min tid i kommunalpolitik blevet kritiseret for at gå for meget ned i den enkelte sag. Irettesat er jeg blevet gang på gang for at overskride mine beføjelser efter de uskrevne regler om, at det ikke må finde sted på det politiske niveau. Det er ikke rigtig lykkedes mig – jeg kan ikke finde ud af det – jeg kan ikke rigtig forstå, hvordan man gør. Det har til gengæld ofte bragt mig i uføre på den politiske banehalvdel. Fordi jeg ikke vil finde mig i det. Er det ikke vores forbandede pligt i visse sammenhænge at turde føle noget? 

Ydmyg embedsmænd?

Forvaltningskulturen har udviklet sig til at køre som en velsmurt maskine i et distanceret sprog, som ikke må give anledning til eftertanke. Det er kunsten at fremlægge sager på den ’rigtige’ måde, uden at vi som politikere inddrages reelt. Man kunne jo komme ud for, at det ville give en følelsesmæssig reaktion, som kunne få uoverskuelige konsekvenser. Som et eksempel, ville det så ikke være det nemmeste for politiet at slå døren ind i stedet for at vente på en dommerkendelse? Men det gør man selvsagt ikke, fordi det ville være i strid med vores retssikkerhed. Er embedsmændene i tilstrækkelig grad ydmyge for demokratiets væsen?

Undersåtter 

Der findes de politikere, som ser sig selv som koncernens bestyrelsesmedlemmer. De elsker at se sig selv svæve over vandene og ligesom udstikke de store linjer på anbefaling fra de kløgtige embedsmænd. Og endnu mere elsker de efterfølgende at få rapporter på, hvor godt det går fra forvaltningen. Så er der dem, som er kommet for at hygge sig lidt i gode venners lag. De er besindige og har meget stor tillid til, at ‘embedsværket’ ved, hvad de gør. Der er ingen grund til at blande sig, for det går jo nok. Den sidste type politiker er sikkert at finde blandt de 20 procent fra undersøgelsen. De er som drevet af en indædt vilje til selv at ville undersøge hver enkelt lille detalje, før de beslutter sig. Den gruppe er i mindretal og er til stor ærgrelse for alle de andre.

Når man kræver af politikerne udelukkende at koncentrere sig om de overordnede politiske linjer, så fratager man jo det enkelte menneske at tage udgangspunktet i sig selv. Hvis man læner sig op af den definition af demokratiet, hvor det handler om at skabe et system, hvor det enkelte menneske har størst mulig indflydelse på sit eget liv, og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde, så har vi da for alvor fejlet, når det udelukkende bliver embedsmændenes visioner og tanker, der bliver ført ud i livet. Så forstår jeg godt, at der stadig findes gamle kommunalpolitikere for hvem, det mest opløftende på et udvalgsmøde er en rullepølsemad. 

Vi bør spørge os selv, hvem der står med ansvaret? Hvis man mener, som jeg, at det er politikerne, så bør man, der fra hvor jeg står, se at få tygget af munden og vågne op til den virkelighed, vi står over for. 

En undersøgelse af forvaltningskulturen kunne være et rigtig godt bud på at få afklaret, hvad der foregår under overfladen. Og det skal vel og mærke ikke være en undersøgelse foretaget af KL, som i denne sammenhæng må anses at være aldeles uvildig. Lige med undtagelse af et par enkelte brave eksemplarer, så ønsker man ikke sådan et tiltag i Rebild Kommune. Men mærk jer mine ord: Det fritager jer ikke fra ansvaret. Det må være på tide, at de folkevalgte politikere tilbageerobrer magten.