For nogle ville det måske være en tilståelse på linje med at bekende, at man er ludoman eller afhængig af forbudte stoffer eller stamkunde på et bordel på Vesterbro. Sådan har jeg det ikke. Så altså:

Jeg køber og læser så godt som daglig Ekstra Bladet. Og det har jeg gjort i mange år. Ofte har jeg bandet stygt og lovet mig selv, at nu ka’ det fan’me være nok - nu gider jeg ikke længere deres spekulationer i dårlig smag og nyfigen sensationstrang hos læserne. Men næste dag synes jeg, jeg lige må se, hvad fanden de nu har fundet på.

Det var just det slogan, legendariske chefredaktør Victor Andreasen, snerrede til sine medarbejdere dengang i 60’erne, hvor han forvandlede et skrantende avisforetagende til en bragende succes med skarp og afslørende journalistik mikset med nøgne damer og sex. ’Læserne skal hver dag tænke, at de lige MÅ se, hvad fanden de nu har fundet på,’ var hans opskrift på, hvordan avisen skulle skrues sammen. Det har jeg selv hørt ham forklare.

’Jeg blev sprættet op’ og ’Sådan blev jeg Linse’. Et par typiske forsidebrøl, der lige nu ligger på mit bord. Det er sådan et par forsider, der kan få mig til at bande stygt og tænke, at nu gider jeg denondelynemig ikke mere. Og det er et par glimrende eksempler.

Linse er en undtagelse

Først en sikkert relevant kriminalitetshistorie, der har fået en ekstra skrue på i opsætning og sprog og virker frastødende og absolut ikke giver mig lyst til at læse mere. Og så et lysende eksempel på journalistik, der kredser om en særlig gruppe af kendisser, der betitles ’reality-stjerner’. Den slags fylder indimellem helt uforholdsmæssigt i avisen, og det er sjældent, jeg aner, hvem de kedsommelige figurer i de stort opsatte artikler er.

Linse er dog en undtagelse, skønt jeg aldrig har set så meget som tre sekunders TV med hende. Det har ikke kunnet undgå min opmærksomhed, at hendes kvalifikationer består af en broget opvækst og en farverig familie, et vildt liv på – og over – kanten af det kriminelle, en lillebror, der er en kendt professionel bokser, og endelig et par bogstavelig talt gigantiske forlygter, der ville virke unaturlige selv i en tegneserie.

Men det er altså i min optik ikke nok til at berettige til en hel forside med en kæmpe overskrift. Og så er det, jeg bliver vildt irriteret og synes, at nu kan det være nok! Der er altså rigtig god grund til at undre sig over, at jeg alligevel har holdt ved i så mange år.

En flue på væggen

Jeg var for nylig til premiere på dokumentarfilmen om Ekstra Bladet, ’Uden for citat’. Dokumentaristen Mikala Krogh har af den modige chefredaktør Poul Madsen fået lov at være en flue på væggen i et år i en historisk svær periode i avisens mere end 100-årige historie. Det var en oplevelse at se resultatet.

Når man er en flue på væggen med kamera og mikrofon, så er det ikke æstetik, smukke billeder og harmoniske fortælle-kompositioner, der skal bære historien. Det er heller ikke nødvendigt, når emnet er en helt særlig avis midt i en pressehistorisk nedtur. Jeg kan ikke mindes at have set en film, hvor en simpel, grafisk kurve virkede så knugende som her. Ekstra Bladets oplagsnedtur er så voldsom, at den overgår alt andet i en ellers dybt kriseramt branche.

Egentlig havde jeg nok ventet at genopleve det helt særlige miljø, den helt særlige kultur præget af skrydende EB-chauvinisme, humor, kreativitet og journalistisk engagement, som jeg oplevede, da jeg i begyndelsen af 1980’erne arbejdede halvandet år på bladet. Da lå oplaget oppe omkring 250.000, og det myldrede med personligheder fra fortidens store bedrifter, der ofte var at finde i kantinen. Det var ganske lærerigt og noget af en oplevelse for en ung journalistspire.

Hvis den ånd stadig lever, havde fluen på væggen ikke fanget den. Og mens filmen skred frem, og oplagskatastrofen tegnede sig mere og mere dystert, mens redaktionen sled engageret med store og små historier og svære valg, stod det mig lysende klart, hvor stort et savn det ville være, hvis Ekstra Bladets papir-avis lukkede i morgen. Og hvor gigantisk et hul i dansk presse, det ville efterlade.

Velfortjent røvfuld

Jeg hører til dem, der mener, avisen gjorde ret i at bryde tavsheden, da de gidseltagne søfolk havde siddet rekordlænge i den somaliske ørken. Jo da, Ekstra Bladet gik for vidt i dækningen, og det fik avisen velfortjent en ordentlig røvfuld for. Men jeg mener, det var rigtigt og modigt at kaste lys over situationen og på de stenrige skibsredere, der ikke levede op til deres ansvar og på alle tænkelige punkter svigtede på det groveste.

Og hvem var det nu lige, der afdækkede skandalerne om Lars Løkkes misbrug af bistandsmidler til luksusforbrug i klasse med, hvad vi i andre sammenhænge definerer som klokkeklar korruption? Og derefter afslørede, hvordan hans parti brugte skatte- og kontingentkroner på luksus-ekvipering af luksusbugen.

De fleste har nok også glemt, at det var Ekstra Bladets journalister, der afslørede det gigantiske svindelforetagende i millionklassen, det danske CO2-kvoteregister havde udviklet sig til, uden at nogen ansvarlige myndigheder gjorde noget som helst. En sag, der her adskillige år efter stadig rumler internationalt. Pladsen tillader ikke, at jeg kaster mig ud i en opremsning af de utallige væsentlige afsløringer gennem årene. Men de er mange – det må selv de utallige uforsonlige kritikere vedgå.

En ganske særlig skandaleavis

Dertil er avisen noget særligt blandt den vestlige verdens såkaldt tabloidaviser eller skandaleblade. Mig bekendt er det det eneste, der tager udgangspunkt i et socialt engagement og gør en dyd ud af at være på ’den lille mands’ side: Kører indædt kampagne mod bolighajer, gebyrgribbe, skrankepaver, bilagsbaroner og så videre.

Det finder man ingen andre steder – som for eksempel hos tyske Bildzeitung, eller Rupert Murdochs magtfulde og urørlige avisimperium, der trods den seneste omfattende skandale med News of The World stadig har engelsk politik i sin hule hånd og indsætter og afsætter regeringer efter forgodtbefindende.

Ekstra Bladet er en ægte ’pain in the ass’, der ofte går over stregen. Det kan for eksempel diskuteres, om det er betimeligt at kalde Socialdemokraternes Mette Frederiksen for ’skrigeskinken’. Men det er ubestrideligt et udtryk for sproglig opfindsomhed og humor og en skæv måde at angribe dansk politik på.

Ekstra Bladet ER den frække dreng i ’Kejserens nye klæder’. Måtte et mirakel redde avisen og befri den for det værste kendisstof!