30 milliarder kroner. Så mange penge har kommunerne siden 2011 ifølge HK’s skøn brugt mindre på velfærd end budgetteret. Alene i 2025 gik borgerne glip af 1,7 milliarder kroner, viser de seneste regnskabstal. Selvom kommunerne med den seneste økonomiaftale fik flere penge til service via det såkaldte sporskifte, ja så kunne de mange uforbrugte velfærdskroner have gjort en substantiel forskel i en kommunal økonomi, der i årtier har været underfinansieret.

Tiden er inde til, at man fra den kommende regerings side løsner sanktionsregimet og lader de penge, kommunerne reelt har til rådighed, komme ud at arbejde for velfærden fremfor at ende i besparelser. En væsentlig del af forklaringen på kommuners underforbrug ligger således i den måde, man fra statens side styrer kommunernes økonomi på. Med budgetloven er der indført et system, hvor kommunerne risikerer økonomiske sanktioner, hvis de overskrider deres rammer – selv ganske lidt. Det har skabt en kultur, hvor frygten for ’dummebøder’ styrer beslutningerne.

Resultatet er, at kommunerne ikke bare overholder budgetterne – de overholder dem mere, end hvad godt er. De bliver overforsigtige. Og det betyder, at de i praksis leverer mindre velfærd, end der er økonomi til. Det er ganske enkelt ikke godt nok, når milliarder af kroner, som ellers er afsat til netop velfærd, aldrig når ud til borgerne. Det er også et demokratisk problem. For hvordan forklarer man borgerne, at de ikke får den service, de er blevet stillet i udsigt, når pengene faktisk er der? Hvordan skaber man tillid til den offentlige sektor, hvis politiske løfter ikke bliver indfriet i praksis?

Brug for fleksibel model

Vi har brug for et opgør med den nuværende styring. Det handler ikke om at slippe den økonomiske ansvarlighed. Kommunerne er på lange stræk udmærket i stand til at forvalte deres egen – og i bredere forstand samfundets - økonomi ansvarligt. Nej, det handler om at skabe en mere fleksibel model, hvor pengene faktisk kan bruges til det, de er afsat til.

Et oplagt skridt er at indføre flerårige budgetter. I dag tvinger det etårige perspektiv kommunerne til at tænke kortsigtet. Investeringer, der først giver afkast om nogle år – for eksempel forebyggende sociale indsatser – risikerer at blive nedprioriteret. Samtidig bør det være muligt at overføre en del af et eventuelt underforbrug til det efterfølgende år. Hvis kommunerne eksempelvis kunne gemme og bruge halvdelen af de ubrugte midler til det efterfølgende år, ville det skabe incitament til både effektiv drift og langsigtede investeringer. Kort sagt vil en løsning være at lade budgetoverskridelser modregne og underforbrug overføre til det følgende år eller over en årrække.

Vi skal turde skifte fokus fra kontrol til tillid. Kommunerne er ikke problemet. Problemet er et styringssystem, der gør dem så forsigtige, at det går ud over velfærden. Når selv forskere peger på, at reglerne fører til overforsigtighed, bør alarmklokkerne ringe. Lad os give kommunerne den nødvendige fleksibilitet og få velfærdskronerne ud at arbejde til gavn for borgerne.