Fantasier om at vinde den store gevinst i lotteriet hører til de mest almindelige, tror jeg. Der er næppe mange, der ikke har siddet i et godt selskab, på et værtshus, eller hvor man nu snakker med gode venner og bekendte, og vendt og drejet spørgsmålet: Hvad ville du gøre, hvis du vandt en million?

Når fantasierne udfolder sig, virker det magiske tal med de mange nuller aldeles gigantisk. Hvad kan man dog ikke få for alle de penge? Udrydde gæld, drysse gavmilde gaver udover de nærmeste og anskaffe drømmebilen og alle de andre ønsker, der er lagt i mølpose i det nådesløse lys af den daglige økonomi. Jo, der er lagt op til store armbevægelser, hvis det usandsynlige skulle ske.

Jeg er selv ikke et hår bedre - jeg har haft de samme fantasier. Og jeg bliver opbragt, når en eller anden midaldrende dansker med et beskedent job bliver lotto-millionær og udtaler til offentligheden, at der ikke skal ændres noget som helst i dagligdagen. 'Jeg vil da fortsætte i mit job på margarinefabrikken. Måske skal vi ha' et nyt gulvtæppe til stuen…!' Det er simpelthen uretfærdigt, at det er sådan en tørvetriller, der løber med millionen, tænker jeg nærmest vredt.

Først for nylig slog det mig, hvor ensartede, for ikke at sige stereotype, vores fantasier i grunden er. Jeg har nemlig fået syn for sagn – jeg har været tæt på den uventede million.

Jeg har en gammel ven, som en dag sad ved computeren og læste mails, da hans hjerte var ved at hoppe ud af brystet. Han har nogen tid haft et par lodder i et lotteri, og nu lå der en lykønskningsmail, der lakonisk meddelte, at han havde været heldig med et af sine lodder og vundet den store gevinst. Efter at den sultne statskasse havde været der, var der lige godt en million til udbetaling.

Kun under streng censur har jeg fået lov at fortælle historien. Han har godkendt hvert et ord i denne artikel. Han har nemlig ikke delt sin oplevelse med ret mange mennesker, og han vil bevare kontrollen med, hvem der skal kende til hans held.

Jeg har bedt ham indtrængende om lov til at fortælle om det her, fordi jeg synes, situationen har været så anderledes og interessant. Der var ikke meget af min vens oplevelse og tanker, der var med i mine fantasier.

Det kan ikke passe

’Først troede jeg ikke på det. Det er en fejl - det kan man da sige sig selv! Så jeg tjekkede i alle ender og kanter, om det var mit lod, der var trukket. Det var det. Alligevel var det først, da pengene nogle uger senere røg ind på kontoen, jeg for alvor troede på det.’

’Selvfølgelig glædede jeg mig. Om ikke andet kunne det være et betryggende supplement til min pensionsopsparing. Men der stopper det jo ikke. Hvad vil omgivelsernes reaktion være på mit usandsynlige held? Prøv at ransage dit hjerte. Følte du ikke et – i hvert fald kort, lille - stik af misundelse, da jeg fortalte dig om det?’

Jeg ransagede min sorte sjæl og måtte indrømme, at den følelse var med i den første kaotiske reaktion på historien. Den blev nu hurtigt afløst af glæde på min vens vegne – vi har jo kendt hinanden i mange år.

’Jeg tror, det er såre menneskeligt at føle sådan i den situation. Men når nære venner oplever den følelse, hvordan vil andre mennesker så ikke kunne reagere? Nogle vil måske reagere med en mere fuldtonet misundelse blandet med følelser af uretfærdighed. Han er fanden ta’ mig også altid så heldig, jeg ku' sagtens finde mange, mere værdige vindere! vil nogen måske tænke. Eller: Med alle de penge  kunne han sgu godt hjælpe mig lidt i min svære situation. Andre kunne begynde at læse dårlige karakteregenskaber ind i min måde at agere på. Og hvad med verdens sultende? Og så videre…’

Min ven er en  følsom sjæl, og jeg kunne se for mig, hvordan han ville begynde at få dårlig samvittighed og bondeanger over at have vundet de mange penge. Det var ærlig talt tanker, jeg aldrig nogensinde havde gjort mig, når jeg millionærfantaserede. Min ven endte med at beslutte, at kun en lille skare skulle indvies.

Et spørgsmål om selvbestemmelse

’Det er jo egentlig nogle dystre tanker at gøre sig om en per definition glædelig begivenhed. Men jeg tror, de er realistiske. Det blev simpelthen et spørgsmål om, hvorvidt jeg skulle være selvbestemmende eller underlægge mig andre menneskers forestillinger og uforbeholdne meninger og moralbegreber. Og så må jeg leve med risikoen for, at historien bliver røbet og vrede og forargelse rammer mig.’

’Prisen er, at jeg og mine nærmeste må brænde inde med en rigtig god historie. Til gengæld har jeg haft den varmende oplevelse, at de få, jeg har udset til at kende historien, har vist oprigtig glæde på mine vegne.’

Min vens børn og børnebørn blev selvfølgelig betænkt – mod tavshedsløfte. Men ellers skete der ikke meget, og jeg spurgte, om han da ikke skulle forkæle sig selv lidt? Han svarede, at han jo ikke rigtig synes, han mangler noget. Pengene sidder lidt løsere, og han er hurtig til at trække dankortet, når vi er sammen. Men han siger samtidig, at han egentlig har det dårligt med bare at bruge løs i dagligdagen. Man – i hvert fald han – dropper ikke bare sit hidtidige liv med beskedne midler og sparsommelighed. Ens gode opdragelse fornægter sig ikke.

Joh, min ven har virkelig fået nye problemstillinger at gruble over. Og det har jeg for den sags skyld også. For jeg synes egentlig, at alle de spørgsmål, han stiller, og alle de problemstillinger, han siden gevinsten har disket op med, er uopdyrket land for mig. Det er ikke DE forestillinger, jeg havde om det søde liv som lotterivinder.

Nå ja, det skal vi da lige have med. Siden min vens svineheld har jeg da anskaffet mig et par lodder i hans lotteri. Men foreløbig har jeg naturligvis ikke haft min vens held. Men en enkelt gevinst er det da blevet til. Og en gevinst, der kan betale en rigtig god middag til kæresten og mig, er da heller ikke at foragte.

Ja, måske ligefrem at foretrække? Men det er måske alligevel at gå for vidt. Det må trods alt være dejligt at få en million ind på kontoen. Ligesom en topchef i finansverdenen får hver den første.