Døden til debat

Der er brug for en offentlig debat om døden, for vi er rigtig gode til at redde liv, men dårlige til at give døden en plads, når den kommer, mener formanden i Etisk Råd.

etik

Af Jonas Sloth Bach | [email protected]

Når kommunerne tager stilling til, om der skal hænge hjertestartere op på plejecentrene, tager de også indirekte stilling til, om plejehjemsbeboere skal genoplives eller have lov at dø, hvis de falder om med hjertestop. Og det dilemma skaber behov for en etisk diskussion, som både politikere og offentligheden har forsømt. Det mener Jacob Birkler, der er ph.d. i medicinsk etik og formand for Etisk Råd.

- Når man hænger en hjertestarter op på væggen, så hænger man også et dilemma op på væggen, og det har man ikke hele tiden haft blik for, siger Jacob Birkler, der har beskæftiget sig indgående med diskussionen om døden og tidligere på året udgav bogen ‘Døden i et professionelt perspektiv’.

Det er ikke hjertestarteren, der er problemet, for teknik kan ikke være uetisk, slår Jacob Birkler fast. Det er brugen af teknologi, der er afgørende, og her er der problemer med brugen af hjertestartere, mener han.

- Man bliver sjældent genoplivet til det liv, man kom fra. Mange gange er det jo ikke en forlængelse af livet, men en forlængelse af dødsprocessen. Men i dag er det sådan, at selv hvis man tatoverer henover brystkassen ‘ikke genoplivning’, så skal det ikke respekteres, siger Jacob Birkler. Derfor frygter han, at man glemmer den sikkerhed, beboerne har ved at kunne frasige sig brugen af dem, når man hænger hjertestartere op.

Giv døden plads

Den konkrete dilemma om at opsætte hjertestartere eller ej er udtryk for en langt større problemstilling, der handler om, hvor længe samfundet skal holde folk i live og hvornår den ældre skal have lov til at vælge livet fra. Og den diskussion bliver løbende sværere i takt med, at teknologien og lægevidenskaben giver nye muligheder. For vi glemmer at se de situationer, hvor vi ikke bør behandle, mener Jacob Birkler.

- Vi er blevet rigtig gode til at redde liv, og det er fint. Men vi er rigtig dårlige til at redde død og til at give døden en plads, når den kommer, siger han.

I stedet er der et entydigt fokus på behandling, mener Jacob Birkler, og konsekvensen af det er, at der bliver givet alt for megen ‘udsigtsløs, meningsløs og håbløs behandling’.

- Vi lægger vægt på behandlingen, men prioriterer ikke samtalen om den. Vi tilbyder mere førstehjælp end næstehjælp, og vi overvåger mere, end vi våger, siger han.

Det største dilemma

Der er brug for en offentlig debat om døden og om, hvordan og hvornår de ældre borgere skal forlade livet. Og der er brug for, at både sundhedspersonale og politikere tør tage diskussionen op.

- Det er det største dilemma i sundhedsvæsenet i dag. Det handler både om vores forhold til døden, vores behandlerkultur, vores regulering og vores prioritering, siger Jacob Birkler, der undrer sig over, at vi ikke gør mere ud af at tale om, hvad livskvalitet egentlig vil sige for de ældre borgere. For det handler om meget mere end at holde folk i live, påpeger Jacob Birkler.

- Det er nogle gange ironisk, hvordan man kan se på et plejecenter, at når en svækket 95-årig falder om med hjertestop, så kommer hjælpen hurtigt, men det går langsomt, når man ligger med en fyldt ble. Det er en grundlæggende prioritering, siger han.

Bøger

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet