Pædagogik er umulighedens kunst som E. Kant har formuleret det. Der er ingen eksakte afgørelser. Men problemet i vor tid er at didaktikken er blevet omdrejningspunkt for al pædagogik.

At tro at alle pædagogiske og sociale problemstillinger kan løse didaktisk er ikke kun dybt problematisk, det er også et tyveri af børns og unges mulighed for at udvikle deres fulde potentiale. Troen på den "rigtige" metode og best practise skabeloner er alt sammen udtryk for markedstænkning i det pædagogiske og i didaktikken. Men lad os slå fast: læring er IKKE noget didaktikken har patent på. Al leg er læring, og når børn leger med hinanden, foregår der læring på mange avancerede niveauer. Om det er i skolegården, på fritidshjemmet eller på facebook, så foregår der læring. For i alle livets sammenhæng er læring til stede, det vi kalder livslæring.

Vores tid er ramt af et læringssyndrom, som Lars Henrik Schmidt, (professor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet) har kaldt den kognitive kapitalisme. Der findes ikke længere arbejdstid i den kognitive kapitalisme, for vi er på hele tiden, siger han. Vi skal udvikle os uanset hvad, vi sælger ikke kun vores arbejdskraft i arbejdstiden. Vi har fået døgnåbnet og er solgt med hud og hår.

Det er den logik der driver uddannelses- og arbejdsmarkedslogikken.Men sagen er den at man IKKE kan generalisere didaktikken.

En dygtig engelsklærer kan måske godt undervise i tysk, hvis hun kan tysk. Men hun kan ikke automatisk overføre metoden fra engelsk undervisningen til tysk undervisningen.

Man kan heller ikke overføre en pædagogisk praksis fra en institution til den anden. Fordi mennesker, deres sociale baggrund, deres læringsmønster og deres livserfaring er forskellige.

Børn i Tingbjerg skal have en anden pædagogisk og didaktisk tilgang end børn på Østerbro. Der er ingen "onesize-fits-all"-model.

Som Lars Holm (lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet) formulerer det i tidsskiftet Mandag Morgen 20/2011, så mangler hele den politiske og pædagogiske retorik omkring heldagsskoler og læring pædagogisk dybde.

Problemet med debatten om folkeskolen er at den ikke forholder sig til den viden, som findes omkring børn og unges læring. Børn og unge har et narrativt begær, et læringsbegær, et kreativt begær og ikke mindst et begær på livet.

Titusind kroners spørgsmålet er, hvad er det der sker i skolen, som frarøver børn og unge deres begær for læring?

Desværre er der en politisk modvilje fra både rød og blå blok til at besvare dette spørgsmål. Der er heller ikke meget hjælp at hente fra de professionelle. I stedet for at se på folkeskolens Bermuda trekant, opfinder politikerne fra rød og blå blok sammen med skolelederne et utal af ideologiske blålys. Fx heldagsskoler, mere røv-til-sæde-undervisning og revitalisering af kulturkonservative indlæringslogikker, som blot forstærker den sociale chanceulighed og reproduktion af uligheder i samfundet.

Det forstærkes af at skolen primært skal fremme en forestilling om om individ og samfund, der har med konkurrence at gøre, og kun sekundært bygger på idealer om et mere demokratisk samfund.

Skal vi nytænke og nyudvikle folkeskolen skal den vendes på hovedet. Vi skal tage afsæt i at børn og unge har et begær efter at lære, forstå og udvikle deres fulde potentiale. Til det behøver vi hverken opråb fra tigermødre eller den sorte skole i ny forklædning.

Som Platon formulerede det i sit skrift STATEN:

"Den hårde legemlige træning kan nok drives under fysisk tvang uden at legemet tager skade, men kundskab der bibringes under tvang, slår ikke rod. Vær derfor aldrig hårdhændet, bedste Glaukon, over for børnene, men lad dem tilegne sig kundskaber som i leg. Derved kan du også bedre opdage i hvad retning den enkeltes natur og evner går."

Eller sagt med andre ord: Folkeskolen kan aldrig blive bedre, eller overskride, de holdninger og værdier der er de herskende i samfundet til enhver tid. Derfor, hvis der er noget galt med folkeskolen, er det fordi der er noget galt med samfundet.