Når jeg holder oplæg på forældremøder rundt om i byens daginstitutioner, om barndomskultur og vigtigheden af børnenes (lege)fælleskaber, så fortæller jeg også at barndommen er ved at forsvinde. Barndommens historie er en kort historie. Fra ca. 60’erne og frem til nu.

På Grundtvigs tid var barndommen ikke-eksisterende, her blev børn sendt
væk fra deres hjem i 6 års alderen for at tjene til livets ophold. Børnearbejde har eksisteret lige så længe, der har været børn. At beskytte og værne om børn og give dem lov til at have en selvstændig barndomskultur, er noget vi kan takke 60’ernes sociale, politiske og kønsmæssige landvindinger for.

Men tiden hvor barndommen var fredet og beskyttet er mere eller mindre slut. De sidste mange års systematiske skoleficering af skolen, daginstitutioner og børns hverdagsliv har reduceret oplevelses-fællesskaberne til noget klinisk. Alt der kan måles og testes skal måles og testes, og alt der ikke kan har ingen værdi. Derfor ser vi nu børnearbejde genintroduceret, men i en moderne kontekst i form af lektioner.

At gå i skole ligner mere og mere en børnefabrik, hvor produktiviteten i form af bestået test og udførte lektioner er selve målet. Der er ikke mange, der stiller spørgsmålstegn ved udviklingen.

Hverken forældre, politikere eller fagfolk råber vagt i gevær.
Tværtimod deltager også dem, der er selve symbolet på børn og barndommens egen ret, i afviklingen. Landet over understøtter pædagogisk personale udviklingen af det moderne børnearbejde (ofte under tvang) ved at oprette lektie-cafeer. Hvis udviklingen skal stoppe, så kræver det at vi blive skarpe på, hvorfor vi skal afvise lektier. Så her er en kort faktagennemgang:

1. Hovedparten af studier af lektier viser kun en mulig forbindelse og ikke nogen årsagssammenhæng mellem lektier og indlæring.
2. Viden om, hvor mange lektier børn og unge laver, bygger på formodninger.
3. Studier i lektier forveksler karakter og testpræstationer med læring.
4. Lektier betyder mindre, jo længere du undersøger det. Selv hvis der findes positive effekter af hjemmelektier, er de ofte meget små.
5. Der findes ingen videnskabelig dokumentation for, at der skabes ”akademiske fordele” af lektier i folkeskolen.
6. Resultater af nationale og internationale eksaminer stiller kraftige spørgsmålstegn ved hjemmelektiers rolle. Tilfældig forskning har også rejst stor tvivl om hjemmelektier.

Når forældre, politikere og fagfolk fastholder lektierne, så er det en total disrespekt for de videnskabelige undersøgelser og forskere, som har dokumenteret at lektier ikke øger indlæringen. Men det er også udtryk for:
1) En totalt manglende vilje til at stille spørgsmålstegn ved eksisterende praksis og skoleformer.
2) Grundlæggende misforståelse af læringens og indlæringens natur. Børn har som skrevet før et læringsbegær.

Fokus nu er alene på konkurrence og ”skrappere krav” i skolen og resten af uddannelsessystemet.
Moderne børnearbejde er ensbetydende med en grundlæggende mistillid til børn og unge, og til hvordan de vælger at bruge deres (fri)tid. Og er dermed direkte skadelig.

Men heldigvis er der en politiker i Danmark, der viser mod til at gøre op med det moderne børnearbejde. Børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) vil indføre lektiefri folkeskole i København. Hvis forsøget vedtages vil det køre over tre år i ni skoleklasser fordelt på fjerde, femte og sjette klassetrin. Tænk hvis der var den samme fremdrift hos resten af de røde kommunal - og folketingspolitikere.