Ingen så det komme, da regeringen – meget overraskende for alle – for et par uger siden indgik et finanslovsforlig med Venstre og De Konservative fremfor med regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, som det ellers var ventet. Siden har en bitter spinkrig raset i medierne mellem Liste Ø og særlig de røde regeringspartier S og SF. Begge sider har blandt andet indrykket dagbladsannoncer, hvor man forsøger at vinde slaget om mediernes fortolkning af forhandlingssammenbruddet.

EL i defensiven

For en gang skyld var det ikke regeringen, men Enhedslisten, som kom i defensiven og dermed skulle forsvare, hvorfor man ikke gik med i forliget om finansloven. Avisledere, kommentatorer og størstedelen af fagbevægelsen lod dog i dagene derefter flasken pege entydigt på Enhedslisten som dem, hvor ”modet svigtede” eller man ”overspillede sine kort” osv. Selv inden krigens tåger har lagt sig igen i rød blok, må man formode, at tilliden mellem Johanne Schmidt-Nielsen & Co. og Bjarne Corydon i Finansministeriet er gået fra meget lille til nærmest ikke-eksisterende. Nogle iagttagere peger på, at der eksisterer en dårlig kemi imellem forhandlerne, og at der mangler et rum for fortrolighed. Parterne ved så at sige aldrig rigtigt, hvor de har hinanden.

Klog selvbeherskelse

Spørgsmålet er nu, om man i det hele taget vil se et større økonomisk forlig igen i denne valgperiode mellem regeringen og dets støtteparti?  Johanne Schmidt-Nielsen undlod dog – i modsætning til ved tidligere skuffelser - at tage sprogets mest farverige gloser i sin mund, da hun og partifællerne igen måtte konstatere, at regeringen efter måneders forgæves forhandlinger med EL på under et halvt døgn i stedet indgik forlig med Lars Løkke. Det var i alle tilfælde klogt at udvise selvbeherskelse for ikke for let at kunne fremstå som de ”uberegnelige, forkælede og teenagefornærmede venstreorienterede”, som det er komplet umuligt at lave politiske aftaler med. En rolle, som regeringen på forhånd havde tiltænkt Enhedslistens forhandlere, men en fælde, som Johanne Schmidt-Nielsen så denne gang ikke gik i.

Sandblæst Løkke

I den borgerlige lejr jublede man over det kollektive nederlag i rød blok. Selvom regeringen havde travlt med – i modstrid med gængs forligsskik - at nedgøre VK's politiske resultater (”VK var billigt til salg”), så har forløbet de seneste to måneder igen vist, at regeringen har svært ved at bruge Enhedslistens mandater til at tage ansvar for den førte økonomiske politik. Man er tvunget til at lave forlig med primært Venstre. Denne gang var Venstre ”billigt til salg” af en simpel grund: Den af blandt andet 3GI og rejsesager særdeles vingeskudte Lars Løkke Rasmussen havde hårdt brug for at blive set som politisk forligsmager og komme væk fra rollen som bjærgsom pamper med rod i papirerne. Indtil da kunne regeringen nyde synet af en Løkke, som man let kunne holde ud i strakt arm. Da den først havde lukket V-formanden ind i Struensee-værelset i Finansministeriet, så var det en bunden opgave for ham først at komme ud igen med en aftale med et par synlige fingeraftryk. Det blev i form af fremrykning af allerede planlagte skattelettelser og demontering af enkelte røde mærkesager. Løkke blev ved den lejlighed udsat for en politisk sandblæsning, der gjorde ham til en politisk kraft, som man pludselig kunne lave aftaler med.

Stor taktisk sejr

Løkkes tillidsbarometer hos befolkningen er fortsat i kælderhøjde, men med kommunalvalget har Venstres opbakning stabiliseret sig, og målingerne viser igen blåt flertal. Kommunalvalget endte endda så godt, at Venstre fik godt halvdelen af landets borgmesterposter og også kunne besætte KL-formandsposten. De øvrige borgerlige partier brugte ikke det store krudt på at udstille, at Løkkes anstrengelser i forhandlingsrummet ikke stod mål med resultatet. Blandt andet har VK accepteret at stemme blankt, når regeringen fremlægger det ellers udskældte forslag om ejendomsvurderingerne. Situationen var imidlertid ikke normal. Venstres formand – hele blå bloks statsministerkandidat - havde hårdt brug for en taktisk sejr, der kunne bringe ham tilbage i rollen som forhandlende politiker, og samtidig kan man notere sig de øvrige gevinster: Dyb splid i rød blok og betydelig usikkerhed med hensyn til, om regeringen kan komme igennem med en finanslov til næste år med Enhedslisten.

Med finanslovsaftalen har regeringen i alle tilfælde købt sig tid frem til sommerferien. Herefter begynder finanslovsforhandlingerne igen. Hvor pilen længe har peget på et valg i begyndelsen af 2015, så kunne meningsmålingerne, hvis de også til den tid viser noget, der minder om dødt løb mellem blokkene, samt den større usikkerhed med hensyn til regeringens muligheder for at lave finanslovsforlig med Enhedslisten alt i alt tale for, at et folketingsvalg rykkes frem til afholdelse næste år i enten september eller november, der historisk set er de ”foretrukne” valgmåneder