Planen om udflytning af små 4000 statslige arbejdspladser til provinsen skal nok komme til at forvandle landskabet - endda helt bogstaveligt, når først det hele er blevet gennemført. Det kommer til at tage tid, ligesom det kommer til at tage tid, før alle affinder sig med, at det er sådan, Virkeligheden 2.0 ser ud.

Ude i landet har forståelsen været udpræget ringe for den panik, flytteplanerne har udløst i hovedstaden. Gråd og krisehjælp, nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth!

Det kunne godt give mindelser om dagene efter folketingsvalget, da 2100 Spelt febrilsk ledte efter en forklaring på, at Dansk Folkeparti kunne overtage hele den nederste del af Jylland og farve det gult.

Den anden vej var det også det samme. Efter FV15 kunne man hverken hos de gule eller i resten af provinsen drive det til mere end en stille undren over, hvordan københavnerne kunne finde på at give en tredjedel af deres stemmer til Enhedslisten og Alternativet, og heller ikke efter #UdMedStaten-udmeldingen tog man sig særligt af rystelserne i 2900 Djøf.

I stedet skete der noget andet - noget inter-provinsielt kunne man kalde det.

På forhånd var der udenfor det statsjob-begunstigede København en vis rammeforståelse for, at det vigtigste ved hele øvelsen var at få vristet nogle af stillingerne ud af hænderne på hovedstadens styrelsesmonopol. Hvor jobbene helt præcist landede, måtte komme i anden række, så meget mere som al erfaring fra de hidtidige udflytninger har vist, at effekten af en udflytning ikke holder sig indenfor den kommunegrænse, der måtte omkranse den pågældende instans’ nye placering.

Det skal lige bemærkes, at ‘al erfaring’ på udflytningsområdet er en begrænset størrelse, men den er dog helt entydig: Når en statsinstitution placeres et eller andet sted, så har dens medarbejdere deres privatadresser i et langt større geografisk område end lige den pågældende kommune - ja, end ikke de umiddelbare nabokommuner er arbejdskraftoplandet til den slags job begrænset til.

Men denne provinsens rummelige forståelse og overordnede blik på fordelingen varede kun, til de nye hjemsteder blev offentliggjort. I hvert fald hos de forsmåede. Glemt var øjeblikkelig de hidtidige erfaringer for afsmitning over kommunegrænserne. I stedet  gik der sognerådspolitik i den. Hvorfor nabokommunen? Hvorfor ikke os?

Man skulle ellers tro, at det i henseende til beskatningsgrundlag ville være langt vigtigere for en kommune, at en statsinstitutions ansatte bosætter sig indenfor kommunegrænsen, end at kommunen sikrer sig et arbejdssted bemandet af indpendlere. Som det er blevet sagt om de 311 arbejdspladser til Slagelse og Korsør: Måske er det eneste, de to byer får, et krav om 311 nye parkeringspladser til de medarbejdere fra hovedstaden, der ikke vil flytte dertil.

Nogle af de forsmåede borgmestre håber på en genforhandling, andre på en ny runde udflytninger. Ingen af delene forekommer videre sandsynlig; tværtimod er et godt gæt, at de utilfredse kommer til at vente lige så længe, som de indtil nu har ventet på erstatningsarbejdspladser efter bølgen af kasernelukninger i kølvandet på Warszawapagtens kollaps.

Hvad alle imidlertid synes at have overset, er, at det ikke er den fysiske flytning af medarbejdere, der bliver den vigtige effekt af #UdMedStaten-øvelsen. Det bliver tværtimod udskiftningen af medarbejdere.

Alle udflytningstruede københavnske djøf-ere med overlevelsesinstinkt er for længst gået i gang med at afsøge markedet (det københavnske) for passende stillinger hos ikke-udflytningsramte instanser. Blandt andet derfor vil det i vidt omfang ikke blive de nuværende ansatte, der kommer til at flytte med ud. I stedet er det arbejdspladserne, der flytter ud, og de vil på de nye steder blive besat med andre, lokale eller semi-lokale.

Som vel at mærke ikke er groet af det samme selvsupplerende hovedstadsmiljø som de hidtidige. Læg dertil de bebudede ændringer i planloven, lempelser i regler for kystnær bebyggelse, for dyrkningsarealer og så videre og så videre. Slutsum: Der kommer til at blive rusket grundigt op i de herskende sædvaner for, hvordan sager bliver afgjort, og hvilke hensyn der vægtes over andre. Dét er den virkelige plan.